Posts made in juni, 2009

Opdatering – og forvirring på et højere niveau

Opdatering – og forvirring på et højere niveau

Jeg er lige kommet hjem efter et besøg i tatoveringsbutikken. Jeg var tilsagt til et kontroleftersyn. Det er nu cirka 48 timer, siden jeg fik min tusch lavet. Heldigvis var alt okay. Min tatovør synes, den lægte fint. Så nu er jeg glad. Jeg har ikke mærket så meget til den. Det er vel nærmest at beskrive som den følelse, man har, hvis man har fået for meget sol. Sådan lidt irriteret hud. Men ikke værre end som så. Jeg vasker den i noget specialsæbe morgen og aften. Forsigtigt. Og så skal den smøres ind i pantothenol-salve to-tre gange om dagen. Ikke for meget. Min tatovør siger, at den skal have lov til at tørre ud ind imellem indsmøringerne. Og jeg retter mig efter ham. Han har immervæk 20 års erfaring i faget. Det er ellers vildt nemt at blive snotforvirret omkring efterbehandling af tatoveringer. Man skal bare kigge på nettet. Der er faktisk ikke to steder, man får de samme råd. Nogle skriver, at det og det må man ikke. Andre siger det er helt i orden. Jeg tænker på ting som at træne og svede. Eller hvad man skal smøre med. Og hvor ofte. Okay, der er visse ting, der går igen, men der er mindst lige så meget, der er uenighed om. Og her taler jeg ikke om knaldhætter som mig, der kloger mig i blogs eller dagbøger. Nej, også professionelle tatovører er åbenbart rygende uenige om en hel masse. Jeg spurgte min tatovør, da jeg nu var derinde alligevel. Og han gav mig ret. Internt blandt tatovører var der stor uenighed. Hans egen filosofi er at behandle en tatovering som et hvilket som helst andet sår, groft sagt. Det kan jeg godt se logikken i. Og jeg har tillid til ham, så det er hans råd, jeg følger. Men det demonstrerer meget godt på én gang nettets styrker og svagheder. Der er SÅ meget information at hente. Men hvad er rigtigt? Og hvad kan man stole på? Men nu er jeg glad. Jeg har faktisk været godt gammeldags glad i låget de sidste 48 timer. Det kunne de også se nede i butikken. Smil og verden smiler igen. Ikke sandt. Jeg fik takket min tatovør for et sublimt arbejde. Og han sagde, jeg bare kunne ringe eller komme forbi, hvis der var noget. Da jeg forlod ham for to døgn siden sparkede han en bold op i luften: Få lavet noget mere med en masse farver. Den har bidt sig fast. Og det sagde jeg til ham. Det morede ham. Så jeg sagde ikke så meget farvel, men på gensyn. Og det er jeg faktisk 100% sikker på. Jeg går allerede og tænker. Der går...

Read More

Yin og yang – kling og klang – en trekant en stang!

Yin og yang – kling og klang – en trekant en stang!

Ja, undskyld. Jeg er lidt overstadig. Jeg gjorde det! Her sidder den lykkelige ejer af en funklende ny tatovering. Det er en vildt underlig følelse. På den fede måde. Jeg har talt om et piercing high. Der findes også et tatoverings high, kan jeg rapportere. Så i må undskylde, hvis det her bliver lidt usammenhængende og boblende. Jeg er bare SÅ glad. Jeg har lyst til at løbe ned på gaden og kysse alle på min vej. Resultatet af det ville utvivlsomt være en røvfuld, så jeg må hellere blive på min pind her alligevel. Var det slemt? Gjorde det ondt. Nej. Og ja. Det kan mærkes. Det gør ondt. Men det er til at leve med. Det er jo ligesom en del af det hele. Ellers kunne man jo nøjes med at købe Anders And-bladet og få nogle overføringstatoveringer. Hmm, gad vide om de stadig findes? Jeg kan huske dem fra min barndom. Nå, hvor kom jeg fra? Jo, det med smerten. Jeg havde fået det ekstremt gode råd af min tatovør at købe en tube Emla-creme. Det er noget lokalbedøvende noget. Det smurte jeg min lænd ind i to timer før tatoveringen. Og så ellers plastfilm omkring, så jeg lignende en vellavet shawarma. Nu ved jeg i sagens natur ikke, hvordan det ville have været uden den creme, men jeg er ret sikker på, at den tog spidsen af smerten. Min tatovør sagde, at netop lænden var et af de værste steder mht. smerte. En frygtelig masse nerver, der ligger højt. Jeg er ikke læge, men det lyder sandsynligt. Hele seancen tog 2½ time fra jeg gik ind ad døren, til jeg stod på Nørre Farimagsgade igen. Han havde tegnet tatoveringen op på et stykke papir, inden jeg kom, så det handlede først om at fintune den tegning. Så tog han en kopi på en særlig maskine, så tegningen kunne overføres til min lænd. Så den endelige godkendelse. Og derefter var det nåletid. Det foregår i selve butikken. Så jeg kunne følge med i de øvrige kunder, der kom og gik. Men tiden fløj. Også uden kunder til at underholde mig. Først lavede han selve optegningen. Dernæst det sorte. Og til slut farverne. Rød, orange og gul. Til allersidst fik jeg ham til at tage et foto med mit medbragte kamera. Det er altså en helt frisk tatovering, i ser her. De gule og orange farver er lidt svære at se nu, det skyldes selvfølgelig, at tatoveringen er helt frisk. Vi taler basalt set om et åbent sår. Så nu sidder jeg her med en ny omgang plastfolie på lænden. Det her skal sidde mellem to og seks timer. Så skal tatoveringen skylles og vaskes forsigtigt, derefter...

Read More

And now to something completely different…

And now to something completely different…

Kan I huske Monty Python? Og de der klip, hvor John Cleese ytrede netop de ord? Hvis ikke, så er der en snas her fra Youtube. Klik på fotoet og se, men skynd jer nu lige tilbage, når i har grinet af, jeg løber ingen steder: Okay? Er i klar igen.? Grunden til, at jeg kom til at tænke på Monty Python, er en oplevelse på et lille apotek her på Frederiksberg i går. Jeg skulle ned efter en tube Emla-salve, noget lokalbedøvende halløj, jeg skal bruge i forbindelse med min tatovering. Det er som sagt et ret lille apotek, så der er altid rimeligt lang kø. Det generer mig ikke så meget. Jeg er åbenbart nede med køerne. Jeg ved, det vil tage lidt tid, og det er så det. Men altså, jeg tøffer derind efter min morgentræning ovre i SATS. Klokken har vel været lidt i 10. Der var den sædvanlige forsamling af pensionister. Og så mig og et par andre fra den blandede skuffe. Jeg havde 10-15 kunder før mig, så jeg tog en stol (der mirakuløst var ledig). I ved, hvordan det er de steder. Man sidder og kigger lidt, lytter – og ser eller hører alligevel ikke rigtigt noget. Alligevel kommer jeg af en eller anden grund til at tune ind på en dame, der er ved at blive ekspederet. Hun har vel været et halvt hundrede år. Cirka. Apotekerdamen var vel ungefähr af samme årgang. Altså på ingen måde ny i faget. Og så begyndte showet. Ekspedienten spurgte kunden, om hendes læge havde fortalt hende, hvordan medicinen skulle anvendes (jeg aner ikke, hvad hun købte). ”Ja, ja. Det har han”, var svaret. Det, der så fik mig til at tune ind, var, at apotekerdamen alligevel kastede sig ud i en ørkenvandring af en monolog om netop anvendelsen af pågældende medicin. Det lurede jeg lidt over. Kundens kropssprog begyndte ret hurtigt at udtrykke utålmodighed. Det lod apotekerdamen sig ikke anfægte af. Hun ævlede frejdigt videre. På et tidspunkt blev det for meget for kunden. ”Jeg har en aftale her klokken 10, så…”. Okay, nu må det her da stoppe? Men nej. Apotekeren kørte videre. Og her begyndte det altså at lugte af Monty Python for mig. Jeg begyndte også at kigge mig omkring efter eventuelle skjulte kameraer. Kunden prøvede febrilsk endnu engang: ”der er altså nogen, der venter på mig, så…”. Men sådan legede man ikke med frøken apoteker. Nu fik kunden en lekture i vigtigheden af at anvende medicin rigtigt. Jeg var ved at dø af grin. Jeg havde virkelig svært ved at holde masken. Jeg sad og ventede på, at kunden gik over til korporligheder. Som rosinen i pølseenden skulle kunden åbenbart...

Read More

En date med nålen

En date med nålen

Nej, bare rolig. Jeg skal ikke have flere piercinger. Det er meget værre! Jeg har taget et stort skridt hen i mod at opfylde endnu en længe næret drøm. Tatoveringer. Ja, ikke sandt. Allerede her deler vandene sig. Nogle af jer vil helt sikkert rynke på næsen eller andre kropsdele. Og så er der dem, der synes, at tatoveringer er fede. Og måske selv har en eller flere. Jeg har altid ligget sådan lidt midt imellem (nej, jeg er ikke radikal). Tatoveringer kan se helt fantastisk flotte ud. Og de kan ligne noget, der er gylpet op af en gigtplaget fugl. Det handler for mig om harmonien mellem selve tatoveringen og personen, den sidder på. Jeg ser helt bort fra de dybt tåbelige. I ved sikkert, hvad jeg tænker på. Noget, der er blevet hakket ind i kødet på en ordentlig druktur. Jeg vil ikke engang sige, at det handler om mængden af tatoveringer, altså hvor mange, der er, eller hvor meget de fylder. Det kommer igen an på harmonien. Det er min første tatovering. Så der er blevet spekuleret en hel del over motiv og placering. Jeg har tænkt længe over det her. Men hvorfor nu? Er det panikalderen. I kender jo godt det med mænd, der styrter ud og køber en rød Ferrari, når alderen begynder at presse på. Nu har jeg ikke råd til en Ferrari. Det er det første. Og det andet er, at jeg heller ikke ser det som noget i retning af panik. Tværtimod. Jeg har aldrig været i bedre balance med mig selv. En ændret livsstil er hovedårsagen. Mine nære venner vil vide, hvad jeg ævler om. Og for resten af jer betyder det ikke så meget for den store sammenhæng. Lad os nøjes med at sige, at jeg fra en hospitalsseng lovede mig selv indtil flere ting. Bl.a. at udleve mine drømme. Ergo: en tatovering. Vi taler om en på lænden. Ja, ja. En Amager-nummerplade. Et røvgevir. Et tramp stamp. Kært barn har mange navne. For nogle år siden skulle gud og hvermand plus hans søster have en. Så blev det vist pludselig til noget, der signalerede dårlig smag – eller billighed. Hvorfor fatter jeg ikke. Jeg synes, de ser skide godt ud. En veldrejet røv (m/k) med sådan en lille bandit på er i mine øjne ufattelig smukt. Nu vil jeg så lade det være op til andre at vurdere min røvs veldrejethed, men jeg er vildt forelsket i netop den tatovering. Og så har den endnu en fordel: den er rimeligt privat. Hvor meget, man vil vise frem, hvornår og i hvilke sammenhænge er også en faktor, når man skal vælge en tatovering. Så jeg har googlet røvgevirer. Mange....

Read More

Man skal kende sine begrænsninger

Man skal kende sine begrænsninger

Ja, ikke sandt! Det er et af de der gode gamle mundheld, der har en solid klump sandhed i sig. Og hvorfor bringer jeg så dét på bane? Fordi jeg har været på universets kedeligste kursus i denne uge. I hvert fald kedeligt for mig. Det foregik på en teknisk skole her i det storkøbenhavnske. Jeg vil ikke være mere specifik hverken med sted eller navne. Det var noget, jeg skulle på pga. mit arbejde. Jeg skal spare jer den kedelige forklaring. Den korte udgave er, at tager jeg en stribe kurser, bliver jeg opgraderet til en anden titel og får mere i løn. Et par tusind mere om måneden faktisk. Så hvem ville ikke sige ja til det. Mit job i det daglige er sådan en slags besynderlig blanding af lagerarbejde, kundeekspedition og kontorjob. Så naturligvis drejer kurserne sig om viceværtsfunktioner! Jeg forstår det heller ikke helt. Men lad det nu ligge. Det har vist igen noget at gøre med min egentlige titel og fagforening. Når man arbejder i staten udvikler man en solid tolerance for paradokser og besynderligheder. Med andre ord: jeg gik til sagen med krum hals. Vi – altså det hold jeg kom på – blev mødt af en kvindelig kvinde som underviser. Fint nok. ”Jeg er uddannet smed og frivillig brandmand”, sådan introducerede hun sig. Okay. Fordom nummer 57B aktiveret: Betonlebbe, der trimmer overskægget hver morgen i en tønde spild-olie. Nope. Nix. Forkert. Som med så mange andre fordomme var det helt galt. Hun var hetero med mand og unger. Det er nu sjovt med fordomme, ikke. Og hun var skide sød. Et humørbundt af den anden verden. Hun anede bare ikke et hammerslag om det, hun skulle undervise i. Og så kunne hun ganske enkelt ikke undervise. Desværre. Hun var ny, så forhåbentlig kommer det med tiden. Jeg havde lidt ondt af hende. Hvordan pokker den skole kunne slippe hende løs uden at have bare de mest elementære pædagogiske redskaber i arsenalet, fatter jeg ikke. I øvrigt er tekniske skoler et sjovt sted. Det vælter rundt med lækre unge fyre. I dén grad. Alle mulige og umulige typer af trimmede og muskuløse håndværkertyper. Og så lille små-fimsede mig. Jeg havde sådan en underlig fornemmelse af, at jeg ligeså godt kunne have gået rundt med en skrigende lyserød trøje med ordet ”homo” præget i neonskrift. Jeg faldt med andre ord ikke lige ind i miljøet. Skolen virkede ikke just som homo-heaven . Der var sådan lidt ”det sagde hun også i går”-mandehørm over det hele. Bøsser var vist dybest set noget, man skød med (eller på). Men det er måske igen en fordom. Jeg burde snart lære dét med de fordomme. Nå. Hvorom alting...

Read More

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer