And now to something completely different…

Kan I huske Monty Python? Og de der klip, hvor John Cleese ytrede netop de ord? Hvis ikke, så er der en snas her fra Youtube. Klik på fotoet og se, men skynd jer nu lige tilbage, når i har grinet af, jeg løber ingen steder:

Okay? Er i klar igen.? Grunden til, at jeg kom til at tænke på Monty Python, er en oplevelse på et lille apotek her på Frederiksberg i går. Jeg skulle ned efter en tube Emla-salve, noget lokalbedøvende halløj, jeg skal bruge i forbindelse med min tatovering.

Det er som sagt et ret lille apotek, så der er altid rimeligt lang kø. Det generer mig ikke så meget. Jeg er åbenbart nede med køerne. Jeg ved, det vil tage lidt tid, og det er så det. Men altså, jeg tøffer derind efter min morgentræning ovre i SATS. Klokken har vel været lidt i 10. Der var den sædvanlige forsamling af pensionister. Og så mig og et par andre fra den blandede skuffe. Jeg havde 10-15 kunder før mig, så jeg tog en stol (der mirakuløst var ledig). I ved, hvordan det er de steder. Man sidder og kigger lidt, lytter – og ser eller hører alligevel ikke rigtigt noget.

Alligevel kommer jeg af en eller anden grund til at tune ind på en dame, der er ved at blive ekspederet. Hun har vel været et halvt hundrede år. Cirka. Apotekerdamen var vel ungefähr af samme årgang. Altså på ingen måde ny i faget.

Og så begyndte showet. Ekspedienten spurgte kunden, om hendes læge havde fortalt hende, hvordan medicinen skulle anvendes (jeg aner ikke, hvad hun købte). ”Ja, ja. Det har han”, var svaret. Det, der så fik mig til at tune ind, var, at apotekerdamen alligevel kastede sig ud i en ørkenvandring af en monolog om netop anvendelsen af pågældende medicin. Det lurede jeg lidt over. Kundens kropssprog begyndte ret hurtigt at udtrykke utålmodighed. Det lod apotekerdamen sig ikke anfægte af. Hun ævlede frejdigt videre. På et tidspunkt blev det for meget for kunden. ”Jeg har en aftale her klokken 10, så…”. Okay, nu må det her da stoppe? Men nej. Apotekeren kørte videre. Og her begyndte det altså at lugte af Monty Python for mig. Jeg begyndte også at kigge mig omkring efter eventuelle skjulte kameraer. Kunden prøvede febrilsk endnu engang: ”der er altså nogen, der venter på mig, så…”. Men sådan legede man ikke med frøken apoteker. Nu fik kunden en lekture i vigtigheden af at anvende medicin rigtigt. Jeg var ved at dø af grin. Jeg havde virkelig svært ved at holde masken. Jeg sad og ventede på, at kunden gik over til korporligheder. Som rosinen i pølseenden skulle kunden åbenbart også have noget nikotintyggegummi. Den ordre forsøgte hun desperat at aflyse. ”Jeg henter det senere”. Men nej. Frøken Cleese var ikke færdig. Hun tøffede rundt for at finde lige netop den rigtige pakke. Kunden var nu klart splittet mellem at skride fra hele lortet eller at få det her overstået. Efter syv lange og syv brede fik hun sit tyggegummi. Og næsten løb ud af apoteket. Jeg gør måske ikke scenen retfærdighed i den her fortælling. Men det var så absurd. Så kulsort humor. Så John Cleese-ved-et-skrivebord ytrende: ”And now to something completely different”. Tak for oplevelsen, frøken apoteker. Og undskyld, frøken kunde, men det var edderhylme skægt.

Har i for resten bemærket det? Altså at folkene på apotekerne er begyndt at hælde vand ud af ørerne, bare man skal købe en pakke hæfteplaster: ”Husk nu, at det er til UDvortes brug”. Ja, ja. Skal nok. Min egen teori er, at det skyldes frigivelsen af håndkøbsmedicin. Når nu andre må sælge lortet, så skal de i hvert fald vise, at der kun er et sted, hvor de virkelig ved noget om det, de sælger. Og kan rådgive. Men for meget og for lidt er lige galt. Ikke sandt?

Mærkelig nok fik jeg så ikke en ordentlig afhandling, da jeg bestilte min salve. Det havde jeg måske ellers fortjent, nu hvor jeg havde moret mig over den anden kunde. Det var en yngre kvinde, der ekspederede mig. Og hun var lidt mere tilbagelænet. Faktisk sagde hun ikke andet end prisen. Måske har hun bare endnu ikke været på det ”Ilse, Hunulven fra Apoteket-sælgerkursus”, som de åbenbart kører.

I øvrigt er jeg …. spændt. Det er vist det rigtige ord. Jeg glæder mig virkelig til tatoveringen. Men det er også noget helt nyt. Ukendt territorium at betræde. Og den slags er jo altid spændende. Nå, hvis det gør alt for avs bagefter, kan jeg jo altid gå på apoteket. Og få et godt grin.

Kan i nu passe på jer selv, jeres håndkøbsmedicin og hinanden
Knus fra
Prinsen