Posts made in juli, 2009

Hadeforbrydelser

Hadeforbrydelser

Det er egentlig en underlig betegnelse, ikke? Det kommer selvfølgelig fra det engelske hate crimes og drejer sig om overfald på mennesker ene og alene på grund af deres tro, politiske ståsted eller seksualitet. Det er sidstnævnte, jeg tænker på her. Hvordan kan man hade nogen, man overhovedet ikke kender? Det virker lige så åndssvagt på mig som de såkaldte æresdrab. Jeg har svært ved at få øje på æren. Og jeg har enormt svært ved at forstå hadet. En kollega og god ven har netop fået sin historie offentliggjort i medierne (B.T. og TV-Avisen). Han blev overfaldet på Ishøj station af tre nydanskere for et par år siden. Hans forbrydelse? Han troede, han skulle på en date. Han havde fået kontakt til en fyr via nettet. De havde skrevet sammen, udvekslet telefonnumre og hvad man nu gør i den situation. Desværre var det ikke den fyr, der ventede på ham, men et tæskehold. Han fik så mange bank, at han på et tidspunkt blev i tvivl om, hvorvidt han ville overleve den omgang. Heldigvis går det bedre med ham i dag, men han har stadig ar på sjæl og krop. Politiet behandlede ikke overfaldet som seksuelt motiveret. De kaldte det et røverisk overfald, selv om det er himmelråbende åbenlyst, hvad det virkelig drejede sig om. Der har åbenbart hersket en vis berøringsangst i forhold til netop denne type forbrydelser. Måske gør der det stadig? Heldigvis ser det dog ud til, at ordensmagten er ved at vågne op. Samme dag, som min vens historie røg i medierne, cirkulerede en intern mail i politiet. Den handlede om et nyt projekt mod netop hate crimes. Projektet var blevet til i et samarbejde mellem politi, Københavns Kommune, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske samt World Outgames. Glimrende initiativ og på høje tid! Har World Outgames ikke gjort andet, så har det i hvert fald bragt debatten til torvs og vækket en slumrende ordensmagt. Desværre er der åbenbart god grund til den øgede indsats mod hadeforbrydelser. Jeg hørte netop nu på TV2, at der er tre fyre, som deltager i Outgames, der er blevet overfaldet i nat inde i byen. Jeg håber, politi og anklagemyndighed smider den tungeste jurabog i nakken på fjolserne, der begik overfaldet – hvis man altså fanger dem. Alt det her er selvfølgelig på et eller andet niveau kun symptombehandling. Den egentlige kur ligger i en mentalitetsændring hos de personer og grupperinger, der har bøsse-bashing som en yndet hobby. Jeg hørte for noget tid siden, at man ville målrette en indsats mod især gruppen af nydanskere. Det lyder som en god idé. Jeg er (7-9-13) aldrig blevet overfaldet, men jeg har alt for mange gange oplevet tilråb...

Read More

Er De også i god deform…?

Er De også i god deform…?

Ja, undskyld det lidt påtrængende spørgsmål. Det rager naturligvis ikke mig. Men jeg kom til at tænke over alt det med kondi, træning og sundhed i dag. Jeg har holdt min sommerferie hjemme her i Køwenhavnstrup de sidste tre uger. Og det har været herligt. På nær en enkelt dag har jeg begyndt hver feriedag med at tage over i mit lokale fitnesscenter og træne et par timer. Nej, jeg pudser ikke glorien. Og jeg fisker ikke efter at blive klappet på ryggen. Det er ganske enkelt bare en konstatering. Det er en fantastisk dejlig måde at sparke dagen i gang på. Hvadbehager? Fornemmer jeg en vis skepsis? Det kan jeg nu godt forstå. For et par år siden havde jeg sikkert grinet min røv i laser over en person, der ville bruge en god del af sin ferie på at svede. Jeg skal ikke kede jer med hele forhistorien til ændringen i livsstil, en del af jer kender den, og jeg skriver sikkert om det hele en dag. Men tilbage til sveden. Det er som sagt en fantastisk måde at sparke dagen i gang på. Jeg får energi, overskud og en helt igennem fed følelse ud af det. Når man nu fx sidder på en kondicykel og sveder, kan man selvfølgelig ikke lade være med at betragte omgivelserne. Jeg er på nikke-pænt-goddag med de fleste af Tordenskjolds soldater derovre, så nu ser man næsten ikke dem mere. Det er mere, hvis der dukker nye hoveder op, at jeg tuner ind. Og der dukker hele tiden nye op. Jeg har selv trænet fast i snart to år. Der er folk derovre, der har trænet meget, meget længere. Det er nemlig ret så vanedannende – på en god måde. Og det er egentlig også ret hyggeligt. Der er selvfølgelig folk, der gør mere ud af det sociale end mig. Den faste gruppe af pensionister har deres kaffeklub med hygge og godsindet drilleri. Så er der faste træningsvenner, man altid ser sammen. Og kæreste- eller ægtepar. Og naturligvis også en masse singler som undertegnede af begge køn og i alle aldre. Det er en af de ting, der virkelig overraskede mig, da jeg begyndte at træne. Altså at der er så mange forskellige typer og aldersgrupper, der dyrker fitness i en eller anden form. Og det er skønt. Jeg havde ellers en helt klokkeklar fordom om, hvem der frekventerede de steder. Men som så mange fordomme, havde den ikke meget med sandheden at gøre. Jeg var sikker på, at det kun var modelsmukke piger og fyre i det HELT rigtige træningstøj. I ved nok: typen hvis sved dufter af Channel nr. 5. Dem der ikke står ud af sengen for under...

Read More

MSN – messenger…

MSN – messenger…

Tre bogstaver. Og et ord. Der kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på undertegnede. Underligt nok. Jeg er ellers meget godt med på de elektroniske noder. Jeg har bumlet rundt på internettet i herrens mange år efterhånden. Jeg startede, dengang browserne var tekstbaserede. Ja, sgu! Det var de. Ingen billeder. Ingen ikoner at klikke på. Kun tekstkommandoer. Det føltes fuldstændig magisk, første gang jeg fik forbindelse til Library of Congress. Eller en eller anden side på Hawaii. Ikke fordi jeg skulle noget nogle af de steder. Men at man kunne. Fantastisk. Det er der givetvis ikke mange unge mennesker, der falder på halen over i dag. Verden er på godt og ondt blevet mindre. Det er en selvfølgelighed, at vi kan sludre med folk over hele kloden i realtid. Vi bruger Skype. Vi bruger Yahoo chat. Vi bruger ICQ. Og vi bruger – suk – MSN Messenger. Og jeg kan slet ikke have det. Noget af det. Ja, ja. Ring efter den blå vogn. Nu er den gamle endelig blevet splitterravende… Men seriøst. Jeg har prøvet. Ofte. Men det dur ikke. Det irriterer mig grænseløst. Det ender altid med, at jeg slår skidtet fra, går offline eller bare totalt ignorerer programmerne. Og så er hele meningen med dem jo ligesom lidt gået fløjten.Men hvorfor? Ja, det er ikke, fordi jeg ikke vil kommunikere med folk. Tværtimod. Men jeg kan ikke fordrage følelsen af at være ”på” hele tiden. Jeg elsker at skrive (som det sikkert er gået op for jer). Og det får virkelig mit blodtryk op i det røde felt, når jeg bliver hylet ud af den, lige når jeg er i gang med at nedfælge en ægte omgang guldkorn med mælk og det hele. For eksempel. Eller også sidder jeg og læser noget totalt epokegørende på en eller anden hjemmeside (det lød da meget godt, ikke. Bare glem, at det sikkert er halvnøgne fyre, jeg sidder og glor på, det siger vi ikke til nogen). Og så kommer den der rædselsfulde lyd af et vindue, der popper op fra et af de der Orwellske programmer. Big Brother is watching. Og nu vil han edderhylme have at vide, hvad du laver. Nu! Jeg havde en kæreste, der var fuldstændig Messengerkoman. Midt i middagen kom den vederstyggelige lyd, og væk var kæresten. ”Det kunne jo være noget vigtigt”. Fra tidlig morgen til sen nat var lortet tændt. Hele tiden. Altid. Konstant. Kærligheden overvinder som bekendt meget. Men det pissede mig virkelig af. Retfærdigvis var det ikke Messenger, der ødelagde forholdet. Det var mere, at kæresten bollede udenom. Sikkert med en fra Messenger *G*. Nå, det er, som man siger, en helt anden historie. Jeg har...

Read More

En kedelig kælling…?

En kedelig kælling…?

Jeg er så heldig at have en masse gode venner og bekendte på nettet over det meste af kloden. Jeg skriver med dem om stort og småt i mit liv. Og de skriver om deres liv og oplevelser. Alt sammen glimrende og noget jeg nyder. Ind i mellem virker det bare som om, jeg ikke har så frygtelig meget at skrive om i forhold til flere af mine pennevenner fra nær og fjern. Det fik mig til at tage tænkehatten på. Når jeg kigger tilbage på mine yngre dage, så skulle der helst være gang i 17 ting på én og samme tid. En god weekend var én med en masse aftaler, en masse fest og et hav af gøremål. Jo mere fart på, desto bedre. Jeg turnerede landet rundt med en flok gode venner. Jeg var med til at sætte lyd og lys op ved koncerter og diverse andre arrangementer. Hvis jeg ikke lavede det, så var jeg ude at feste. Eller rodede med 117 andre ting. Jeg var engageret i politik en overgang. I KU sgu, men det siger vi ikke til nogen. Det var trods alt 80’erne, så jeg håber, at jeg er undskyldt for den ungdommelige omgang yuppie wannabe-opførsel. Det bundede nu heller ikke særligt dybt. Det var skægt, og der var nogle gode fester. De yngre år var hårde, men også skide sjove. Spandevis af bajere. Piger. Fyre. Fest og ballade. Og nu? Nu er en god weekend én, hvor jeg absolut ingenting skal. Ingen aftaler. Ingen gøremål. Bare to jomfruelige dage åbne for, hvad jeg nu måtte finde på. Eller ikke finde på. Ingen bajere. Ingen fester. Ro på bagsmækken. Så er jeg blevet til en kedelig kælling? Er jeg ved at blive gammel? Eller har jeg ”bare” fundet fred i sjælen? Jeg håber og tror mest på det sidste, men er ikke blind for rigtigheden af de to første heller. Jeg læser i øjeblikket alt, hvad jeg kan komme i nærheden af den amerikanske forfatter Don Winslow. Han er aldeles fremragende og kan anbefales på det varmeste. I en af sine bøger lader han en karakter filosofere lidt over det at blive midaldrende. Fyren siger noget i retning af, at det at blive midaldrende er at lære at acceptere, at det, man har, er det, man får. Den fik mig til at grave tænkehatten frem igen. Jeg er både enig og rygende uenig. Jeg bliver i hvert fald aldrig midaldrende ud fra den definition. Men der er noget elementært sundt i at lære at nyde og acceptere det, man har. Jeg hader mig selv, når jeg begynder at glemme nuet. I kender det måske godt. Man går og ser frem til alt...

Read More

Brok, brok, brok…

Brok, brok, brok…

Pyh, hvor er det varmt!” Dén sætning har jeg hørt 900 gange de sidste par dage. Jeg overvejer seriøst at give den næste, der siger sådan, en seriøs gang buksevand med indbyggede isterninger. Hvad er vi for nogle brokkehoveder? Nu har vi, eller skulle jeg nøjes med at tale for mig selv, nu har JEG gået og sukket hele den mørke, lange, triste vinter efter sommer, sol og varme. Og hvad sker der så? Efter tre dage over 20 grader tænder vi for brok-autopiloten. Hvad er det for noget pjat! Det er sgu da skønt. Man kan rende rundt stort set uden en trevl på kroppen. Man kan se smukke mennesker, smukke kroppe. Man kan nyde solen. Nyde varmen. Nyde alt det grønne. Alle blomsterne. Husk det nu, når i om to uger efter den første regnbyge sidder og brokker jer over den elendige danske sommer. Nå. Den skulle lige ud mellem sidebenene. Jeg var i øvrigt tidligere i dag en tur oppe i Føtex i Frederiksberg Centret for at proviantere lidt til det royale spisekammer. De har indført sådan nogle scan-selv kasser, hvor kunden kører stregkoderne over en scanner og betaler med kort eller kontanter i en automat. Smart. Og det er selvfølgelig ikke indført for at spare personale. Skrev Føtex-chefdimsen i lokalavisen for nylig. Yeah, right. Den tror jeg så på. Den og julemanden. I hvert fald er der stort set aldrig nok almindelige kasser åbne mere. Så der er rig lejlighed til at studere, hvor dårlige de fleste af os er til at stå i kø. Efter 30 sekunder begynder folk at stå uroligt. Efter et minut begynder de søgende blikke efter en eller anden, der kan få et møgfald. Efter to minutter begynder folk at mase ind i de foranstående. Efter tre nærmer vi os totalt anarki. Det er lidt sjovt at betragte. I hvert fald, når man selv har god tid. Og det havde jeg i dag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de fotos fra det hedengangne Sovjet, hvor folk stod i køer i timevis efter en gang lokumsrulle. Ikke at det er noget at sukke efter. Men ind imellem bliver jeg lidt træt af, hvor forkælede vi er. Eller hvordan vi i hvert fald opfører os som nogle forkælede møgunger. Jeg siger med vilje vi. For jeg sidder ikke og pudser glorien her. Jeg har også en rem af huden. Jeg prøver bare at tage mig selv i det. Der er så mange fantastiske ting her i livet. Så meget at glæde sig over. Så jeg nægter at fokusere på alle de småting, der er knap så charmerende. Hmm. Nå. Så lykkes det mig at skrive et indlæg, hvor...

Read More

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer