En kedelig kælling…?

En kedelig kælling…?

Jeg er så heldig at have en masse gode venner og bekendte på nettet over det meste af kloden. Jeg skriver med dem om stort og småt i mit liv. Og de skriver om deres liv og oplevelser. Alt sammen glimrende og noget jeg nyder. Ind i mellem virker det bare som om, jeg ikke har så frygtelig meget at skrive om i forhold til flere af mine pennevenner fra nær og fjern.

Det fik mig til at tage tænkehatten på. Når jeg kigger tilbage på mine yngre dage, så skulle der helst være gang i 17 ting på én og samme tid. En god weekend var én med en masse aftaler, en masse fest og et hav af gøremål. Jo mere fart på, desto bedre. Jeg turnerede landet rundt med en flok gode venner. Jeg var med til at sætte lyd og lys op ved koncerter og diverse andre arrangementer. Hvis jeg ikke lavede det, så var jeg ude at feste. Eller rodede med 117 andre ting. Jeg var engageret i politik en overgang. I KU sgu, men det siger vi ikke til nogen. Det var trods alt 80’erne, så jeg håber, at jeg er undskyldt for den ungdommelige omgang yuppie wannabe-opførsel. Det bundede nu heller ikke særligt dybt. Det var skægt, og der var nogle gode fester. De yngre år var hårde, men også skide sjove. Spandevis af bajere. Piger. Fyre. Fest og ballade. Og nu? Nu er en god weekend én, hvor jeg absolut ingenting skal. Ingen aftaler. Ingen gøremål. Bare to jomfruelige dage åbne for, hvad jeg nu måtte finde på. Eller ikke finde på. Ingen bajere. Ingen fester. Ro på bagsmækken.

Så er jeg blevet til en kedelig kælling? Er jeg ved at blive gammel? Eller har jeg ”bare” fundet fred i sjælen? Jeg håber og tror mest på det sidste, men er ikke blind for rigtigheden af de to første heller.

Jeg læser i øjeblikket alt, hvad jeg kan komme i nærheden af den amerikanske forfatter Don Winslow. Han er aldeles fremragende og kan anbefales på det varmeste. I en af sine bøger lader han en karakter filosofere lidt over det at blive midaldrende. Fyren siger noget i retning af, at det at blive midaldrende er at lære at acceptere, at det, man har, er det, man får. Den fik mig til at grave tænkehatten frem igen. Jeg er både enig og rygende uenig. Jeg bliver i hvert fald aldrig midaldrende ud fra den definition. Men der er noget elementært sundt i at lære at nyde og acceptere det, man har. Jeg hader mig selv, når jeg begynder at glemme nuet. I kender det måske godt. Man går og ser frem til alt muligt, der bare bliver SÅ fedt. Og så glemmer man fuldstændig, at man faktisk har det som blommen i et æg her og nu. Man er måske velsignet med ikke at fejle noget. At have det godt. At have til smør på brødet. At have gode venner. Et godt sted at bo. Et godt liv. Men det ser man ikke. Man ser og tænker kun på det, der skal komme.

Jeg er så hvinende uenig med Winslows litterære figur, når han resignerer og hævder, at det, han har, er alt, hvad han får. Det er der heldigvis ingen af os, der ved. Vi har selv en hånd på rattet. Hvis vi ønsker ændringer, står det os mere eller frit for at arbejde i den retning. Andre gange kommer forandringerne på godt og ondt dumpende ned i skødet på os som appelsinen i Aladdins turban. At være åben for det og at tage imod forandringer i en positiv ånd er også tegn på et godt liv. Synes jeg.

Så jeg har accepteret, at jeg har det fint med et liv, der rummer ro. Og tid. Jeg spenderer meget tid alene nu om stunder, men jeg føler mig aldrig ensom. Omvendt har jeg stået på mangt et diskotek eller mangen en bar mellem hundredevis af mennesker og følt mig dybt ensom. Måske er grunden til, at man i perioder af sit liv ikke kan få fart nok på, at man så ikke behøver at standse op og overveje, om det liv, man har, rent faktisk er ét, man bryder sig om?

Nu lyder jeg sikkert forfærdelig lommefilosofisk. Men jeg har faktisk ikke slugt en eller anden amerikansk pop-psykologisk bog om et bedre liv på 48 timer (eller hvad der ellers findes af øregas på tryk). Det er såmænd bare udtryk for ganske almindelig leverpostejsfarvet sund fornuft. I hvert fald i mine øjne.

Jeg snakkede med en kollega før min ferie. ”Hvad skal du så lave i ferien? Det er vel det sædvanlige ingenting?”, sagde hun. Og ja, det er det vel. Hvis man med ingenting mener en masse gode dage, hvor jeg nyder livet. Laver lige, hvad der passer mig. Når det passer mig. Med hvem det passer mig.

Og jeg har en aldeles vidunderlig ferie. Jeg savner slet ikke jaget med at skulle i sommerhus. Eller tonse rundt på en eller anden charterdestination. Eller – gud forbyde det – at male og sætte lejlighed i stand. Ferie er for mig et brud med hverdagens program. Hvordan man så vælger at udnytte sine ferier og weekender, det er heldigvis op til hver især. Og den her kedelige kælling har det lidt ligesom tyren Ferdinand fra Disney-tegnefilmen. Ferdinand sad under sin korkeg. Og duftede til blomsterne. Og var så lykkelig.

Kan i passe på jer selv, jeres liv og hinanden
Knus og kram fra
Prinsen under korkegen

2 Comments

  1. Jeg synes det er dybt undervurderet at lave ingenting. Hvorfor skal alle døgnets timer være optagede? Jeg vil helst have frihed til spontanitet og jeg må indrømme at jeg ser lidt ned på dem, der har booket hele ugen på forhånd. Når jeg en sjælden gang i mellem får det gjort ved en fejl, får jeg helt stress af tanken om alt det jeg skal. Det gider jeg ikke. Jeg lader bedst op alene, så det skal der være plads til. :-)Hvis det gør mig til en kedelig kælling, lever jeg fint med det. 😉

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer