Er De også i god deform…?

Er De også i god deform…?

Ja, undskyld det lidt påtrængende spørgsmål. Det rager naturligvis ikke mig. Men jeg kom til at tænke over alt det med kondi, træning og sundhed i dag. Jeg har holdt min sommerferie hjemme her i Køwenhavnstrup de sidste tre uger. Og det har været herligt. På nær en enkelt dag har jeg begyndt hver feriedag med at tage over i mit lokale fitnesscenter og træne et par timer. Nej, jeg pudser ikke glorien. Og jeg fisker ikke efter at blive klappet på ryggen. Det er ganske enkelt bare en konstatering.

Det er en fantastisk dejlig måde at sparke dagen i gang på. Hvadbehager? Fornemmer jeg en vis skepsis? Det kan jeg nu godt forstå. For et par år siden havde jeg sikkert grinet min røv i laser over en person, der ville bruge en god del af sin ferie på at svede. Jeg skal ikke kede jer med hele forhistorien til ændringen i livsstil, en del af jer kender den, og jeg skriver sikkert om det hele en dag. Men tilbage til sveden. Det er som sagt en fantastisk måde at sparke dagen i gang på. Jeg får energi, overskud og en helt igennem fed følelse ud af det.

Når man nu fx sidder på en kondicykel og sveder, kan man selvfølgelig ikke lade være med at betragte omgivelserne. Jeg er på nikke-pænt-goddag med de fleste af Tordenskjolds soldater derovre, så nu ser man næsten ikke dem mere. Det er mere, hvis der dukker nye hoveder op, at jeg tuner ind. Og der dukker hele tiden nye op. Jeg har selv trænet fast i snart to år. Der er folk derovre, der har trænet meget, meget længere. Det er nemlig ret så vanedannende – på en god måde. Og det er egentlig også ret hyggeligt. Der er selvfølgelig folk, der gør mere ud af det sociale end mig. Den faste gruppe af pensionister har deres kaffeklub med hygge og godsindet drilleri. Så er der faste træningsvenner, man altid ser sammen. Og kæreste- eller ægtepar. Og naturligvis også en masse singler som undertegnede af begge køn og i alle aldre.

Det er en af de ting, der virkelig overraskede mig, da jeg begyndte at træne. Altså at der er så mange forskellige typer og aldersgrupper, der dyrker fitness i en eller anden form. Og det er skønt. Jeg havde ellers en helt klokkeklar fordom om, hvem der frekventerede de steder. Men som så mange fordomme, havde den ikke meget med sandheden at gøre. Jeg var sikker på, at det kun var modelsmukke piger og fyre i det HELT rigtige træningstøj. I ved nok: typen hvis sved dufter af Channel nr. 5. Dem der ikke står ud af sengen for under 10.000 kroner. Naomi Campbell og konsorter. Intet kunne være fjernere fra sandheden. I hvert fald dér, hvor jeg træner.

Bevares. Der er da også en masse smukke, unge m/k’ere i lækkert træningstøj, der afslører mere, end det skjuler, hvilket naturligvis er hele ideen. If you’ve got it, flaunt it – som de siger i Sverige. Og de er da dejlige at se på. Men det er ikke dem, der imponerer mig. Der, hvor jeg tager hatten af, er, når der kommer en person med en røv som en ladeport og fem dobbelthager iklædt et villatelt. En person, man bare ved, har haft mareridt over det her sted. Det tager jeg hatten af for. Dem er jeg altid ekstra sød, smilende og imødekommende overfor. Af flere grunde. Det handler IKKE om ynk. Men om respekt.

At tage beslutningen om at ændre sit liv afføder min respekt. Uanset hvorfor. At gøre noget ved det er endnu mere respektindgydende. Og jeg ved bare helt nede i maven, at det ikke er sjovt at træde ind i et fitnesscenter, når man føler sig helt forkert og udenfor. Det krævede en stor overvindelse for mig selv i sin tid. Og jeg var kun moderat deform og almindeligt kikset. Deformiteten har jeg fået gjort noget ved, det kiksede er en dåbsgave, jeg har lært at elske *G*.

Men jeg husker følelsen af, at ALLE gloede på én. Det gjorde de måske også, men sikkert kun af samme grund, som jeg kigger på de nye nu: man ser de nye, stamkunderne er der bare. Prøv så at forestille dig, at du vejer det samme som en lille bil. Og har et selvværd, der kan ligge på spidsen af en knappenål. Det kræver altså – undskyld udtrykket – nosser at jokke ind i et fitnesscenter og sige: her er jeg! Det gør de nu heller ikke. De fleste kigger lige ned i jorden det meste af tiden. Men for nogle af dem sker miraklet. Efter lidt tid begynder de at blomstre op. De begynder at se én i øjnene. De begynder at smile. Det er en fantastisk ting at se. Det handler om selvovervindelse. Og det handler om at vinde over sin egen frygt, sine egne fordomme og sit eget selvhad. Jeg kan blive helt glad i låget, når jeg er stille vidne til sådan en persons udvikling. Det er hjertevarmende. Og det indgyder som sagt enorm respekt.

Selvfølgelig er der også nogle, man kun ser et par gange. Hvad der sker med dem, aner jeg i sagens natur ikke. Måske træner de et andet sted. Eller på et andet tidspunkt. Eller slet ikke. Tricket er, tror jeg, at man skal ville det 100% selv. Det nytter ikke at blive skubbet derhen af ægtefællen, lægen eller en kollega. Selvfølgelig kan det også være gnisten, der skal til at tænde bålet. Men man skal altså selv gå ind for sagen. Og jeg lyver ikke, når jeg siger, at det for mig har været en af de absolut bedste beslutninger, jeg har taget i mit liv. Det lyder helt religiøst, når jeg sådan ser mig selv skrive det. Men så helligt og selvopofrende er det nu slet ikke. Man får uendeligt meget tilbage for indsatsen. Prøv det! Jeg skal nok smile pænt, hvis i krydser min vej derovre.

Men nu er det så tilbage til trædemøllen på jobbet. Jeg kommer til at savne min morgentræning. Men det bliver hyggeligt at se kollegerne igen. Måske skulle jeg tage en pose basser med til morgenkaffen? Man skal jo holde deformen ved lige.

Kan i nu være søde og artige, pas på jer selv, jeres kroppe og hinanden
Knus og kram fra
Prinsen med den brugte ferie

1 Comment

  1. Årh, hvor har jeg problemer med at kommentere hos dig. :-(Hvorom alting er overvejer jeg at begynde, men det er netop blikkene jeg frygter. De medlidende blikke. De blikke, der siger “godt gået!”. De blikke, der bliver kastet i smug.Well – enten overvinder jeg det eller også holder jeg mig bare til cyklen. 😉

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer