Hadeforbrydelser

Det er egentlig en underlig betegnelse, ikke? Det kommer selvfølgelig fra det engelske hate crimes og drejer sig om overfald på mennesker ene og alene på grund af deres tro, politiske ståsted eller seksualitet. Det er sidstnævnte, jeg tænker på her. Hvordan kan man hade nogen, man overhovedet ikke kender? Det virker lige så åndssvagt på mig som de såkaldte æresdrab. Jeg har svært ved at få øje på æren. Og jeg har enormt svært ved at forstå hadet.

En kollega og god ven har netop fået sin historie offentliggjort i medierne (B.T. og TV-Avisen). Han blev overfaldet på Ishøj station af tre nydanskere for et par år siden. Hans forbrydelse? Han troede, han skulle på en date. Han havde fået kontakt til en fyr via nettet. De havde skrevet sammen, udvekslet telefonnumre og hvad man nu gør i den situation. Desværre var det ikke den fyr, der ventede på ham, men et tæskehold. Han fik så mange bank, at han på et tidspunkt blev i tvivl om, hvorvidt han ville overleve den omgang. Heldigvis går det bedre med ham i dag, men han har stadig ar på sjæl og krop.

Politiet behandlede ikke overfaldet som seksuelt motiveret. De kaldte det et røverisk overfald, selv om det er himmelråbende åbenlyst, hvad det virkelig drejede sig om. Der har åbenbart hersket en vis berøringsangst i forhold til netop denne type forbrydelser. Måske gør der det stadig? Heldigvis ser det dog ud til, at ordensmagten er ved at vågne op. Samme dag, som min vens historie røg i medierne, cirkulerede en intern mail i politiet. Den handlede om et nyt projekt mod netop hate crimes. Projektet var blevet til i et samarbejde mellem politi, Københavns Kommune, Institut for Menneskerettigheder, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske samt World Outgames. Glimrende initiativ og på høje tid! Har World Outgames ikke gjort andet, så har det i hvert fald bragt debatten til torvs og vækket en slumrende ordensmagt.

Desværre er der åbenbart god grund til den øgede indsats mod hadeforbrydelser. Jeg hørte netop nu på TV2, at der er tre fyre, som deltager i Outgames, der er blevet overfaldet i nat inde i byen. Jeg håber, politi og anklagemyndighed smider den tungeste jurabog i nakken på fjolserne, der begik overfaldet – hvis man altså fanger dem.

Alt det her er selvfølgelig på et eller andet niveau kun symptombehandling. Den egentlige kur ligger i en mentalitetsændring hos de personer og grupperinger, der har bøsse-bashing som en yndet hobby. Jeg hørte for noget tid siden, at man ville målrette en indsats mod især gruppen af nydanskere. Det lyder som en god idé. Jeg er (7-9-13) aldrig blevet overfaldet, men jeg har alt for mange gange oplevet tilråb og truende adfærd. Ni gange ud af ti er det fra grupper af nydanskere. Man hverken kan eller skal skære alle over en kam, men der er helt åbenbart noget at arbejde med der. Om problemet er kulturelt, religiøst eller begge dele, ved jeg ikke. Sikkert begge dele. Lad os håbe, at det kan hjælpe med information. Om ikke andet i de nye generationer, der vokser op.

Problemet begrænser sig selvfølgelig ikke til nydanskere. Så enkelt er der intet der er. Uffe Elbæk, lederen af Outgames, blev interviewet i min lokalavis. Hans holdning var, at det ganske vist var nydanskere, der råbte, men etniske danskere på speed, der slog på tæven. Det er jeg ikke ubetinget enig i, men stoffer øger selvfølgelig ikke dømmekraften eller situationsfornemmelsen hos nogen. Jeg er derimod helt enig i, at problemet også omfatter grupper af blegfede danskere. Især på den yderste højrefløj hersker homofobien i bedste velgående. Desværre tror jeg, at den også rækker dybt ind i parcelhusrækkerne hos hr. og fru Danmark. Der tror jeg blot ikke, at den har så godt fat. Jeg tænker, at det mest handler om frygten for det anderledes, det ukendte. Når folk kommer tæt på sådan nogle som os, så er der sjældent nogle problemer. Det er i hvert fald min erfaring. Det mere ondsindede had blomstrer vist ikke i ligusterhækkene.

Hvad jeg så over hele hovedet slet ikke fatter en meter af, er hvor alt det had kommer fra?

Som jeg skrev ovenfor: hvordan kan man hade et menneske, man aldrig har mødt? Hvordan kan man hade en hel gruppe af mennesker ene og alene baseret på deres politik, religion eller seksualitet? Det overstiger min ganske vist begrænsede fatteevne.

Er det frygt? Og i så fald for hvad? Det ukendte, som jeg var inde på før? Jo, jo. Men lige den frygt kan heldigvis kureres. Men her i København fx er bøsser jo ikke ligefrem en ukendt størrelse. Hvordan pokker kan et par forelskede fyre, der går hen ad gaden, udgøre en trussel? Det kan måske udfordre verdensbilledet hos nogle mennesker. Vi er snot-konservative på mange måder. At se to fyre, der kysser, er åbenbart at opfatte som en slags provokation – jf. den seneste ballade omkring den famøse Metro-video. Men stadigvæk. Derfra og til at frygte. Til at hade. Eller endnu værre: til at begå vold. Det er for mig et helt usandsynligt kvantespring.

Det er samfundets skyld, som TV2 synger. Men er det det? Det er ganske vist mange år siden, jeg gik i folkeskole, men jeg forestiller mig, at man også nu bliver undervist i danske samfundsforhold, dansk historie og måske endog i dansk tolerance. Den var vi i hvert fald berømte for engang.

Min egen lille dybt uvidenskabelige teori er, at det er folk, der på den ene eller anden måde ikke har det godt selv. Når ens liv gør ondt, når ens selvværd er lille, så kan man måske stive sig af ved at lægge andre folk for had. I kender sikkert opførslen fra bøllen i skolegården. Er det der, hunden er begravet? Drejer det sig om, at der fx render en masse unge nydanskere og etniske danskere rundt, som inderst inde godt ved, at de ikke har drevet det til en skid? Som har det rigtigt skidt? Og hvad er så mere nærliggende end at fare rundt og terrorisere gader og stræder. Så kan de jo få den der berømte ræspææækt. Bare ikke fra mig.

Jeg synes, at folk, der udsætter andre mennesker for vold. For had. For tilråb. For provokationer. De folk er små mennesker. Med små hjerter og små hjerner. Homofobi kommer efter min bedste mening af uvidenhed. Jeg håber på, at de omtalte kampagner kan hjælpe. Men jeg er ikke jubel-optimist.

Og hvad kan vi fra det lyserøde segment så gøre i mellemtiden? Nogle mener, at vi bare skal falde i et med tapetet. Endelig ikke noget med Prider eller Outgames. Det giver det helt forkerte billede. Deri er jeg dybt uenig. Bladrer man nogle sider tilbage i historiebøgerne, så kan man uden yderligere sammenligning betragte jødernes skæbne omkring Anden Verdenskrig. En stor del mente, at bare man ikke synedes for jødiske udadtil, så gik det nok. Det gjorde det som bekendt desværre ikke. Had er ikke rationelt.

I stedet synes jeg, at vi skal stå ved, hvad og hvem vi er. Lad os holde ryggen rank og fanen højt. Lad os insistere på vores rettigheder. Lad os forlange at blive taget alvorligt, når vi har fået tæv. Og lad os forlange og forvente handling fra ordensmagten og domstolene. Jeg synes, vi skal holde vores fester. Vores Pride. Vores Outgames. Lad os byde alle velkomne med åbne arme til åben fest. Og lad os så bruge opmærksomheden til at få vores problemer på dagsordenen.

Lige nu er medierne vidt åbne for historier fra vores miljø. Det vindue lukker selvfølgelig igen. Men hver gang muligheden er der, kan der lægges sten på sten til det bygningsværk af åbenhed og tolerance, som jeg håber, at alle i vores miljø har en interesse i at se opført og vedligeholdt. Hadet kan ingen være tjent med.

Jeg ønsker alle en god Pride og nogle sjove og underholdende Outgames.
Varme og kærlige hilsner fra
Prinsen

P.S. Jeg undskylder for et indlæg helt uden platte vitser. De skal nok komme igen. Jeg havde bare brug for at komme ud med de her ting, jeg har gået og tænkt en del over 