Drive-in…


I min barndom var jeg voldsomt fascineret af drive-in-konceptet. Der var noget næsten magisk over, at man bogstaveligt talt kunne køre ind og se en film. Eller handle en burger. Det var naturligvis de mange amagerkanske film, jeg så, der gav mig disse tanker. I de senere år har jeg nu ikke ligget vågen om natten og tænkt over fænomenet drive-in.

Men det vendte tilbage med et brag i den hedengange uge. Som nogle af jer vil vide, så har jeg været på kursus i denne uge. I arbejdsregi. Jeg skal ikke kede jer med en lang og tåget forklaring omkring de finere elementer i den sag, men i stedet vil jeg for en gangs skyld gå direkte til sagen. Sådan da.

Kurset var programsat til fem dage, og jeg var ærlig talt ikke helt sikker på, hvad det egentlig handlede om. PC-værksted var titlen. Så jeg så i ånden, at det var noget med at splitte en computer ad og (måske) samle den igen. Eller fejlfinde hardware. Installere printere. Alt sådan noget. Som sædvanlig tog jeg gruelig fejl. I stedet var vi ude i en slags workshop, måske havde der blot indsneget sig en fordanskning af det begreb

Nå, jeg ankom på den tekniske skole ude på Amager. Underligt nok virkede det, som om folk kendte hinanden på forhånd, undtagen altså lige mig. Det viste sig, at de øvrige deltagere var i gang med et længere forløb sponsoreret af a-kasser. Noget med seks ugers valgfri undervisning i første dagpengeperiode, lærte jeg. Klasselokalet bestod af en masse pc’er. Jeg fandt én, der havde mit navneskilt stående ved sig, og plantede min bedårende bagdel i kontorstolen.. Jeg blev mødt af en underviser (vi vender tilbage til den titel), der spurgte mig, hvad jeg kunne tænke mig at lære.

Det havde jeg egentlig forestillet mig, var hans gebet, men nuvel. Her begyndte drive-in-metaforikken at melde sig. ”Hvad kan i byde på?”, spurgte den interesserede elev (altså mig). Ja, de havde ya-da-ya-da og bommelom og bimmelim (detaljerne er ikke så vigtige). Alt sammen handlede om forskellige stykker software eller emner. Fx Office-pakken, Photo Shop eller grundlæggende Indernet (i ved, der hvor inderne netværker). Nu er det så som så med min benyttelse af de sager i mit daglige virke, så jeg begyndte at ane et forklaringsproblem, når den fortabte søn vendte tilbage til jobbet. Men det var ikke mig, der havde booket kurset, men min arbejdsgiver, så hvad pokker.

Jeg valgte at vælge med hjertet og valgte Photo Shop. Billedbehandling har altid moret mig, og det kunne være sjovt at lære noget mere. Men hvordan kunne jeg bestemme, hvad hele holdet skulle lege? Det kunne jeg så heller ikke, viste det sig. I stedet sad hver især og rodede med sit. Jeg blev præsenteret for et interaktivt undervisningsprogram på computeren og fik en stak papirer med opgaver stanget ud. Og så ses vi ellers om en uge! Eller sådan føltes det. Jeg har gået i skole i en milliard år, men jeg har aldrig prøvet den slags selvstudium før. Jeg var landet i en drive-in-skole.

Mirakuløst nok virkede det. Jeg blev grebet af det. Sikkert fordi emnet interesserede mig. Rent faktisk gik der så meget stræber i det unge menneske her, at jeg også sad og rodede derhjemme om aftenen. Ubehageligt, ikke?

Efter tre dage havde jeg taget livet af Photo Shop-menuen i drive-in-butikken. Så jeg kastede mig over Outlook og Excel de sidste par dage. Det var såmænd også spændende (og endda en kende arbejdsrelevant). Lærerne – af hvilke der var tre – var egentligt ikke lærere i den klassiske forstand, men mere en slags rådgivere, problemløsere og vejledere. Når noget drillede, kunne man spørge. Men egentlig gammeldaws undervisning var bandlyst fra drive-in-stedet derude. Det skal man (læs: jeg) lige vænne sig til. Men det virker over al forventning. Nu var det så også voksne mennesker med en vis interesse i emnerne, sådan virkede de i hvert fald. Jeg tvivler på, at metoden ville virke på en flok pubertære hormonbomber (men så igen: hvad gør?).
Jeg kom i hvert fald ud på den anden side af drive-in-butikken med en hel del mere viden, end da jeg kom ind. Og det er vel et eller andet sted hele ideen.

Så nu er jeg blevet bidt af et galt billede. Jeg har sat min scanner til og roder rundt med alverdens gamle papirfotos, der bliver scannet ind og repareret, redigeret og shinet op. Jeg roder med mine fotos fra digikameraet. Og jeg er begyndt at se mig om efter et bedre kamera. Det ser sgu ud til, at jeg har fået en ny hobby at gå op i.

Nå jo. Jeg nævnte vist i et tidligere indlæg noget om klientellet på de tekniske skoler. På en anden af slagsen (mit toilet-fikser-mareridt, se tidligere indlæg) var det hunky, unge håndværkertyper, der nok kunne få mit hjerte til at slå lidt hurtigere. Ude i drive-in-skolen var det mere popsmarte reklame- og fotograftyper. Rullekrave og firkantede briller med samt hår, der var brugt timer på at give et uredt look (jeg springer let og elefant over quinderne, af hvilke der naturligvis også var en hel del, det er bare ikke lige dem, der ligesom indehaver hovedrollen i min målgruppe, hvis i forstår). Der var bestemt nogle lækre fyre, men de fleste virkede som om, de tog sig selv alt for alvorligt og højtideligt. Men det er sikkert bare mine veltjente fordomme, der taler her. Hvorom alting er, så ville jeg til hver en tid hellere gafle en af håndværkertyperne fra den anden skole 🙂

Hmm, jeg er vist på vej ud ad en tangent. Lad mig fluks få halet den her torsk i land igen. Det korte (nå nej, det tog er ligesom kørt). Det lange af det lange er, at jeg har haft en forrygende uge. Faktisk kunne jeg godt tænke mig et par uger mere derude i drive-in-vinduet, jeg er villig til at tage rullekraver og pophår med i prisen.

Kan i være nogle artige børn. Pas på jer selv og hinanden.
De varmeste tanker til søens folk
fra
Prinsen