Posts made in december, 2009

Medfølelse eller fordrejet egoisme?

Medfølelse eller fordrejet egoisme?

Det umulige klares straks, miraklerne tager 15 minutter. Ud fra den devise arbejder min frisør stædigt på det projekt, jeg med et glimt i øjet kalder min forskønnelse. Man kunne også bare sige, at jeg var til frisøren og blev klippet, men det første er sjovere, ikke sandt. Da jeg ankom, var min frisør i gang med en anden kunde, så jeg fordrev ventetiden med lidt læsestof. Ekstra Bladet lå til fri afbenyttelse. Forsiden i dag handler om en historie, der kun svagt har registreret sig hos mig. Jeg kender med andre ord ikke alle detaljerne. Det er sagen om de to børn, der døde i en brand her for nylig. En skrækkelig ting naturligvis, derom ingen tvivl. Men jeg går alligevel i bakgear over hele affæren. Nu er Ekstra Bladet næppe jordens største sandhedsvidne (beklager, hr. Falbert), men de beskriver på forsiden og over utallige sider hele den triste sag og ikke mindst folks reaktion på samme. Det er simpelthen usmageligt. Alle, der bare har set et billede af Tordenskjold, trækkes frem af de dybe skuffer og kloger sig samt udtrykker deres medfølelse. Tårerne løber ned af siderne, så tryksværte og det hele ender i læserens skød. Der er åbenbart også opstået en Facebook-gruppe, hvor folk kan kommentere og være medfølende. Ekstra Bladet har i det mindste det motiv, at de kan sælge aviser på historien. Usmageligt javist, men sikkert godt aviskøbmandskab. Men hvad sker der med den Facebook-gruppe? Den byder mig i den grad imod. Der er opstået en hel skov af den slags grupper, hvor stort set enhver tildragelse skaber grobund for forargelse, medfølelse eller tænders gnidsel. Er vi virkelig så medfølende? Er keyboardet i fare for at kortslutte af tårestrømmen, når folk melder sig ind i brandbørnenes gruppe, eller hvad hulen den nu hedder? Eller er det bare en måde at udstille og promovere sig selv på? ”Se, jeg har overskud til at vise, hvor medfølende et menneske jeg er”. Er det det, vi er ude i? Jeg undrer mig oprigtigt. Jeg vil ikke sige, at de døde børns vanskæbne rager mig en papand. Naturligvis ikke. Men jeg vil sandt for dyden heller ikke hykle sorg. Jeg synes, jeg ser en trend eller tendens til at leve pr. stedfortræder. Vi (og her undskylder jeg for generaliseringen) lever med i de kendtes glæder og sorger. Vi savler over ugeblade og reality shows. Vi sørger med de døde børn. Eller gør vi? Jeg tillader mig at tvivle. Hvis der skulle være nogen konsekvens i den slags sorg, så skulle vi gå og tudbrøle døgnets 24 timer. Der dør børn og voksne over hele kloden hvert minut af tragiske årsager. Sult. Krig. Drab. Brand. Sygdom. Alle den slags...

Read More

Heksejagt, pædofile – og så i øvrigt glædelig jul

Heksejagt, pædofile – og så i øvrigt glædelig jul

Glædelig jul, kære venner. Jeg håber, i nyder helligdagene i godt selskab og med hygge og dejlig julemad. Jeg har haft en dejlig jul i selskab med min gamle far. Julefred, hygge og stærkt tiltrængt afslapning. I min eksponentielt voksende bunke af bøger, der skal læses, faldt jeg her før jul over Jan Guillous ”Heksenes forsvarere”. Jeg er ikke færdig med den endnu, jeg tager lidt ad gangen, men det drejer sig om en historisk reportage over heksejagterne. Guillou fører dem helt op til nutiden ved at drage parallellen til vore dages dæmonisering af pædofile. Det satte en hel del tanker i gang hos mig. Jeg kan lide mænd. Nå ja, og en kvinde er da heller ikke så tosset. Jeg er kort sagt selv en del af LGBT-miljøet og har mange gode venner og bekendte, der tilhører det lyserøde segments forskellige vidunderlige seksuelle minoriteter. Så hele problematikken omkring minoriteter har naturligvis min interesse. For ikke så skrækkelig mange år siden var det bøsser, der var de udstødte. Læs om Herman Bangs liv fx, eller om Oscar Wildes. Transpersoner er stadig kategoriserede som sindslidende, hvilket i hvert fald for mig forekommer totalt vanvittigt. Alt skulle (og skal stadig alt for mange steder) foregå i det gedulgte. Risikoen for opdagelse forpestede – og forpester – mangt et liv. Alt det her interesserer mig levende. Jeg er gået i gang med at fordybe mig i emnet. Min ikke specielt epokegørende tese her i afsættet er, at vi mennesker åbenbart skal have en eller anden gruppe at lægge for had. Nogen at spejle os i. De andre. De væmmelige. Dem, der gør, at vi er de gode og rigtige. Det er jo lige ud af skolegården, ikke sandt? De røde mod de blå, som det hed i min folkeskole, hvor vi første dag blev delt op i to grupper. Tænk, den opdeling hang ved langt op i klasserne. Eller pigerne mod drengene. Nu om stunder er det måske de etniske danskere over for de brunøjede. Før i ringer efter Mimi Jacobsen og får kylet mig i Kronborgs kasematter, så bemærk venligst, at jeg ikke fælder dom over nogen eller noget. Hverken for eller imod. Det betændte debatmiljø nu om stunder gør det vel desværre nødvendigt at skrive den slags eksplicit, hvis man ikke vil have skudt i skoene, at man selv er pædofil. I ved, lidt efter devisen: den, der ikke fordømmer, velsigner. Det minder lidt om den gamle heksetest, hvor en kvinde blev bagbundet og smidt i en sø. Flød hun ovenpå, var hun en heks. Druknede hun, var hun ikke. Elegant, ikke sandt! I øvrigt kommer jeg i den anledning til at tænke på endnu et bogfund fra hedenold. Faktisk...

Read More

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer