Monogami, UFO’er og andre paranormale fænomener.

Monogami, UFO’er og andre paranormale fænomener.



Godt nytår, alle sammen. I kom forhåbentligt sikkert, festligt og dejligt ind i 2010? Det gjorde jeg. Og så sidder man her i et nyt årti, der lokker og truer med mange nye muligheder og begivenheder. Jeg er ikke den store tilhænger af nytårsforsætter. Det eneste, jeg har i år, er, at jeg vil gøre mere ud af et bestemt venskab, der desværre har fået lov til at sejle lidt for længe i egen sø. Når det kommer til stykket, er venskaber vel egentlig den største gave, der gives os? Men en gave, der skal plejes for ikke at visne. Vi fødes med familien, på godt og ondt. Vi forelsker og begærer os til kærligheden. Men venskaber er noget, der kan bestå på kryds og tværs af alle vores andre gøremål i tilværelsen. Hvis vi passer på dem. Derfor mit eneste nytårsforsæt for 2010.

Normalt er en blog (eller dagbog) jo et sted, hvor meninger opkastes. Eller holdninger luftes. Hvad der følger, er en anelse utraditionelt. I hvert fald for mig. Jeg er nemlig slet ikke selv afklaret om spørgsmålet. Så disse linjer er vel dybest set også en måde for mig at få bedre fat omkring mine egne holdninger. Emnet er (indsæt egen trommesolo efter eget valg): monogami.

Monogami.

Ordbogen definerer det som ”ægteskab mellem én mand og én kvinde”. Allerede den definition er egentlig en kende begrænsende og gammeldags. Så lad mig i stedet diskutere monogami ud fra min egen definition, der mere går på monogami som et forhold, hvor begge parter holder sig på måtten seksuelt i forhold til andre.

Monogami har altid stået for mig som et tveægget sværd: Både som noget af det smukkeste og mest fantastiske. Enhver romantisk sjæls våde drøm. Og jeg er romantiker. Men også som en trussel. En indskrænkning. En spændetrøje. En kulturelt bestemt norm. Og jeg har det pr. definition svært med at acceptere kulturelt bestemte normer uden at have tygget lidt på dem først.

Lad mig tage fat i plussiden først. Vi har formodentlig alle hørt om de der fantastiske forhold, hvor ægtefællerne bliver gamle sammen, uden at kærligheden ruster eller forgår. Og det er jo ufattelig smukt. Ligeledes går der historier om visse dyrearter, der finder en mage for livet. Jeg er ikke zoolog, så rigtigheden af det – og hvilke dyr, der er tale om (hvis det er døgnfluer, visner tanken lidt, ikke?), kender jeg ikke.

Det er en slags ideal. Noget, vi alle sammen på et eller andet tidspunkt har drømt om. Filosoffen Platon har tanken om mødet med vores anden halvdel. Der er et eller andet sted derude, det drejer sig bare om at finde hende eller ham. Tanken er næsten holistisk. I ved, når helheden er mere end summen af delene. Vore dages modeord, og den tilsvarende jagt på lige præcis det specifikke Atlantis, hedder soul mate. Tanken er utroligt tiltalende, ikke sandt.

Så er der lige det med æblet i paradisets have. Vores seksualitet. Vores drifter. I Bibelen er det Eva, der falder for fristelsen. Nå ja, det er der mange prædikanter, der har talt dunder over. De fleste glemmer, at fristeren, slangen, det klassiske falliske symbol, er af hankøn. Sådan fremstilles Satan i hvert fald. Men nu er jeg på vej ud af en tangent. Det, jeg ville frem til, var, at alle forhold må forholde sig (!) til fristelser. Og vi er lige gode om det, os mænd og kvinder.

Ryger man i gyngen til en julefrokost. Møder man ham eller hende, der er så sexet, at det tindrer i mellemgulvet, så er monogamien, i hvert fald i min definition, under trussel. Og føles som en spændetrøje. Jeg gider ikke gå ind i alle de åbenlyse, naturlige og gode grunde, der kan være til sidespring. Vi kan sikkert alle remse op af egne og andres erfaringer: forhold, der har mistet gnisten. Sex, der er blevet rutine og kedeligt. Og så videre.

Her står den store moralske Monty Python-pegefinger selvfølgelig klar i kulissen. Sidespring strider imod de kulturelle normer, jeg snakkede om før. Og det strider mod idealet om det perfekte forhold.

Eller gør det?

Jeg har bemærket, at sexologen Joan Ørting har trukket overskrifter med hendes forhold. Jeg kan ikke huske alle detaljer, men hun har åbenbart med sin ægtemands fulde accept taget sig en elsker, der giver hende nogle gode oplevelser. Det røg lige op på forsiderne. Selvfølgelig fordi hun er kendt. Men også, tror jeg, fordi vi dybest set alle sammen er fascinerede af sådan et arrangement. Jeg har mange gode venner i det danske bøssemiljø. Og der findes heldigvis også lange, varme forhold. Men mange af de forhold, der overlever, er præget af en grad af åbenhed. Der bolles med andre ord frejdigt udenom. Hver for sig eller sammen. Noget lignende er tilfældet med swingerne. Par, der går i swingerklub sammen eller hver for sig. Jeg kender den mest fantastiske kvinde, moden og dejlig, der er mangeårig swinger. Hun har et fantastisk varmt og kærligt forhold til sin mand, der også er swinger.

Er den type forhold det nye ideal? Er der tale om en slags paradigmeskifte fra den gamle livslange hæderkronede troskab? Eller taler vi om to forskellige typer, der altid har eksisteret side om side?

Det fører direkte over i den negative side, som jeg hidtil har lagt lidt på is. Djævlen hedder jalousi. Og den djævel har vist ikke noget entydigt køn. Hvis monogami har en bagside af medaljen, så må der være et billede af jalousiens gudinde der. Intet menneske kan sige sig fri for at have følt jalousi. Og det er rædselsfuldt. Spørgsmålene står i kø og venter på at banke døren ind: Var det min skyld? Hvad gjorde jeg galt? Hvad giver hun/ ham min elskede, som jeg ikke kan? Svinet lovede mig evig troskab! Vi stod der foran præsten sammen, og nu…. Jeg behøver nok ikke male mere på. I kender det alle sammen.

Måske kan man kalde mig en slags monogami-agnostiker. Jeg har hørt om fænomenet monogami, men på samme måde som med UFOer, guder og andet godt, så kender jeg ikke den endegyldige sandhed om de ting. Og kommer næppe til det. Måske findes der ikke en endegyldig sandhed?

Min egen lille teori er følgende: Jeg tror godt, monogami i ordbogens definition vel at mærke, kan praktiseres. Altså et (livs)langt forhold mellem to mennesker. Men. Og det er humlen. Jeg tror ikke på, at noget enkelt menneske kan være alt på alle felter, altså også på det seksuelle, gennem et helt liv for sin partner. Det strider mod den menneskelige natur, tror jeg. Løsningen? Tja. Hvis der er en, så er mit bud, at det handler om både tillid og åbenhed. Nogle gange føler jeg mig lidt som et relikt fra 1970’ernes hippiebevægelse, når jeg tænker over mine holdninger omkring sex og forhold. Men jeg er også et barn af min egen tid. Så det handler for mig både om åbenhed, respekt og ærlighed. Det sidste er ikke det mindst vigtige. Og der taler jeg ikke om at komme glædestrålende hjem til konen efter julefrokosten og udpensle i alle detaljer, hvor fantastisk det var at tage sekretæren på kopimaskinen. Det er bedraget, uærligheden, svigtet, der er det allerværste. Men ærlighed i den forstand, at det er klogt at tale om spillereglerne for ethvert forhold. Helst i starten, måske ikke lige i den første stormende forelskelses vidunderlige periode, men når det igen bliver hverdag. Måske bliver aftalen monogami, troskab. Så handler det om at overholde den aftale. Eller forlade forholdet. Selv tror jeg en mere realistisk løsning er, hvor begge parter tillader hinanden albuerum. Det behøver ikke at involvere 10-turskort til swingerklubben, men måske en løsning mere i stil med Joan Ørtings (uden avisforsider, tak).

I sidste ende findes der selvfølgelig ikke én løsning. Det er problemet med alle kulturelle normer. De presses ned over noget mangfoldigt og ensretter, begrænser. Jeg har min gang på mange sider rundt omkring på nettet. Også på en datingside eller to. Og det er en evig kilde til hovedbrud, når jeg skal beskrive, hvad jeg søger. Og at forstå, hvad andre egentlig søger. Mange søger kæreste. Punktum. Nogle har fundet kæresten, men bliver lige hængende på datingsiden alligevel. Fordi? Tja, det må den enkelte jo svare på. Kontakt med venner og veninder er et bud. Et andet er, at de dybest set, helt nede i den afdeling af hjernen, vi kun deler med os selv, godt ved, at monogami er et ideal. Men heller ikke mere. Og ham eller hende, der giver den der fantastiske følelse i mellemgulvet kunne jo være et enkelt klik og et chatvindue væk.

Hmm. Jeg ved ikke, om jeg selv blev klogere på spørgsmålet. Lidt måske. Det ville være fantastisk, hvis du derude sad på skatkisten med Løsningen eller Svaret. Gør du, så del det for guds (eller vores andres) skyld med resten af dette forum.

Og så vil jeg ellers vende tilbage til min nytårsdag her i gemakkerne. Jeg vil slutte med atter at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår. Pas godt på jer selv, hinanden, jeres forhold og jeres elskere (m/k).

De varmeste hilsner

fra

Prinsen

1 Comment

  1. Yderst interessant :-)God artikel. Jeg vil følge dig….

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer