Tørre, tyske tørvetrillere

Tørre, tyske tørvetrillere





Nix. Det her handler ikke om VM i fodbold. Selv om jeg da gladelig indrømmer at have et blødt punkt for tyskerne, jeg mener, hvem kan ikke elske et hold, hvor en fyr med det fantastiske navn Schweinsteiger er en hovedbestanddel!

I stedet drejer disse linjer sig om filosofi. Og om cyklister. Eller i bredere forstand om os mennesker.

Da jeg læste på universitetet, kørte de et kursus på filosofi, der hed Tørre, tyske tørvetrillere. Det handlede om banditter som Heidegger, Hegel og Kant – for nu blot at nævne et par stykker af hjemmedrengene. Humlen var naturligvis, at godt nok var de tyskere og helt sikkert tørre. Men tørvetrillere var de ikke, eller deres tankegods var i det mindste ikke trillet af tørv.

I den her sammenhæng er det Kant, jeg kom til at tænke på. Immanuel Kant. Vi skal tilbage til 1700-tallet for at rende på ham. Som jeg husker det – altså ud fra min læsning – førte han et meget uspontant og regelmæssigt liv. Han var måske på den måde faktisk en tørvetriller. Men hvem ved. Måske iførte han sig kjole ved aftentide og gjorde Königsbergs dragklubber usikre. Det sidste er jeg ikke helt sikker på. Faktisk er det højst sandsynligt noget, jeg lige fandt på. Undskyld, Immanuel.

Men blandt hans tusindvis af sider forfattet på knastørt tysk er der flere ting, der har overlevet helt frem til nutiden. En af de ting, mange gymnasieelever sikkert er blevet hevet igennem er Kants Kategoriske Imperativ. Hvadbehager. Ikke sandt. Det er næsten lige så flot som Schweinsteiger.

Handle so, dass die Maxime deines Willens jederzeit zugleich als Prinzip einer allgemeinen Gesetzgebung gelten könne.

Og den tager vi lige en gang til for prins Knud: Handl sådan, at grundsætningerne for din vilje til enhver tid også skal kunne gælde som princip for en almen lovgivning.

Nope. Det er stadig noget ævl for et moderne øre. Hvad med den her: Opfør dig sådan, at grundlaget for dine beslutninger også kan danne grundlag for en almengyldig lovgivning.

Så er vi ved at være der. Jeg takker Wikipedia for den moderne, danske oversættelse. Nu ved vi ikke ret meget om Immanuels forhold til transportmidler. Fx er jeg rimeligt sikker på, at cyklen ikke var opfundet på hans tid. Ej heller cykelhjelmen, så Poul Nyrup ville have elsket Königsberg. Biler? Hmm? Nej, næppe. Men cykler, cykelhjelme og biler har vi så til gengæld nu om stunder.

Fx er jeg cyklist. Jeg kunne have skrevet den der irriterende sang: Jeg elsker min cykel. Der er ikke ret mange steder, hvortil jeg ikke cykler. Ja okay, jeg var på Korfu engang. Men ellers. Men jeg er helt og aldeles målløs over den udvikling i trafikkulturen, der er sket de senere år. Helt paf. Hvad sker der?

Ingen – jeg gentager: ingen – respekterer de mest basale færdselsregler. Der køres over for rødt. Der cykles på fortorvet, mod ensretningen, med knaldhøj musik i ørene, mens man sms’er eller har travlt med at give en eller anden gammel idiot, der var naiv nok til at gå over for grønt, fingeren (som burde være det nye internationale trafiksymbol).

Jeg er ret så sikker på, at det ikke var på den måde for nogle år siden. Så der er sket et eller andet paradigmeskift. Årsagen kan kultursociologer og andet godtfolk forske i og skændes om. Jeg konstaterer bare tingenes tilstand. Hvis de måtte, kunne og ville, kunne politiet få skrivekrampe med bødeblokken, som er det eneste middel, der ser ud til at have en effekt. Ikke langvarig, men dog en effekt.

Og så er vi tilbage til min tørre, tyske tørvetriller og hans kategoriske imperativ. Lad os lege en leg. Jaaa. Sjovt, ikke. Lad os antage, at vores opførsel skal danne grundlag for almengyldig lovgivning. Vi opfører os, som om færdselslovens regler i bedste fald er et diskussionsoplæg. ”Jeg gider ikke holde for rødt, så jeg kører over” (eller bliver kørt over). ”Jeg skal skynde mig, så jeg kører lige på fortorvet”. I kan selv fortsætte. Skæg leg, ikke? Ikke? Næ, røvsyg. Jeg er enig. Men det er sådan, det er. Vi (og jeg er ikke så skinhellig, at jeg helt ser bort fra mig selv) er komplet ligeglade. Bare vi kommer frem. Så skål og skide være med det.

Lad os prøve at gøre den opførsel til grundlag for almengyldig lovgivning. Nej vel. Det lader sig dårligt gøre. Opførslen fører i den modsatte retning af love. Tager vi hele turen ned ad glidebaneargumenternes rutsjebane, så er det anarki, vi ender med. Overdrevent? Nja. Jeg er begyndt at se bilister skide på trafiklys. Hvorfor skulle den opførsel ikke brede sig fra færdsel til andre områder i livet?

Modgiften? Uha. Bare jeg vidste det. Man kunne være højtidelig og trække borgersind eller medmenneskelighed af stalde. Men det er bare ord. Dybest set skal der en mentalitetsændring til. Lidt som det var tilfældet med sprutkørsel. Da jeg var ung, var det om ikke ligefrem sejt så dog noget ganske almindeligt, altså at luske en brandert hjem bag rattet. Nu er det ugleset. Med rette. Så mentaliteter kan ændre sig. Det starter vel med de rollemodeller, vi selv er for vores børn og unge. Det er måske stedet at starte, altså at foregå med et godt eksempel. Som det er nu, får man hånlige blikke (eller fingeren), hvis man formaster sig til at holde for rødt, når Bjarne Riis Junior kommer blæsende kronisk forsinket.

Og så må i ellers undskylde mig. Jeg skal ned på cyklen og over at træne. Så se at komme af vejen. Far her har travlt. Nå nej. Med Gotha Andersens ord: ”Man må ikke køre på fortorvet, og slet ikke baglæns”

1 Comment

  1. Det bliver mere og mere skræmmende at færdes i trafikken. Der er rigtigt mange gange hvor jeg hellere stopper op end jeg tør tage chancen. Det er jo mit liv og førlighed jeg sætter på spil og SÅ travlt har jeg aldrig.Også jeg har set hvordan man før kørte over for “lyserødt”, men hvor man nu “trækkes” med over et kryds, hvor den første kørte over for gult, den næste for “lyserødt” og den sidste for “rigtigt rødt”. Sker der noget, vil den sidste jo sige at det er ham fra sidevejen, der skulle orientere sig, for uanset hvad må man jo ikke køre frem uden at der er fri bane og man må heller ikke være til unødig ulempe som det så smukt hedder.Som mange andre love er blevet skrevet om, så man ikke må ryge indenfor en radius af 5 meter fra en indgang til et offentligt område, så må de begynde at skrive færdselsloven om, så den tager højde for alle folks latterlige undskyldninger. Hvordan kan man komme i tvivl om ens bremser virker, når den forankørende kører over for “lyserødt”? Hvordan kan man sidde og argumentere for at man blev “trukket med”? Eller også skal vi bare gå over til at trække kørekortene i automater rundt omkring?

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer