Ørstedsparken


Nix, selv om du sikkert allerede havde gang i en masse skumle tanker om (eller forhåbninger til) dette indlæg, så lad mig slippe dig af krogen med det vuns. Det handler ikke om kratluskeri, cruising eller knalden i buskene. Men om musik.

Jeg har, som nogle vil vide, holdt ferie de sidste par uger. Og det har faldet heldigt sammen med flere ting: sublimt vejr, VM i fodbold, Tour de France og jazzfestivallen. En kammersjuk, der er endnu hårdere angrebet af jazzbacillen end mig, havde slået på tromme for et eftermiddagsarrangement i Ørstedsparken. Så bevæbnet med kamera, fire hektoliter vand og mit aldrig svigtende gåpåmod, sadlede jeg min ganger op og begav mig derind. Dv.s først tøffede jeg lige lidt rundt i indre by for at snuse til de andre scener, ose butikker og bare nyde fortorvscaféstemningen rundt omkring. Men klokken 15 var jeg (og min hårdt angrebne ven) klar i HCØ.

På scenen ved den lille café ud mod Farimagsgade stod Kendra Lou. En på trods af navnet pæredansk sangerinde. Med band. Jeg brugte uforholdsmæssigt megen energi på at gætte på hendes borgerlige navn. Mit bedste bud endte med Louise Kjeldsen. Det er sikkert helt forkert. Men typisk mig at bruge krudt på sådan noget. Hun spillede en blanding af blues, jazz og sågar reggae. Glimrende vokal, som det vist hedder, når man vil lyde, som om man har forstand på det. Jeg ville bare normalt sige, at hun sang skide godt. Og bandet lød fint. Sammenspillet. De har vist alle turneret under navnet Kendra Lou Quartet før, så det var vel ikke så mystisk. To sæt på knap to timer med indlagt pause, hvor Miss Lou fik solgt nogle CD’er fra scenekanten. Ikke til mig, jeg var for langsom, men jeg kunne nu godt finde på at købe hendes plade “To The End of The World”.

I kan jo selv lytte-lure på hendes MySpace-side: http://www.myspace.com/kendraloumusic

Reklame? Tjo, men enormt ikke-kommerciel. Jeg får ikke en bøjet 50-øre for det. Men netop hendes salg af CD’er i koncertpausen fik mig til at tænke på vilkårerne for musikere generelt, og især jazzmusikere. Det må være lidt ligesom lyrikere. Man udgiver, hvis man er enormt heldig – eller i familie med forlagsredaktøren – til en lille sluttet kreds in the know, som det hedder med et godt svensk udtryk. Man optræder måske på nogle klubber og spillesteder. Og sælger stort set nada af musikken. Man skal dælme brænde for sagen, hvis man kaster sig ud i den branche. Det er der så heldigvis stadig lyrikere og musikere, der gør. Min nye veninde Kendra Lou har i hvert fald talentet, altså vurderet af en glad novice som mig. Men hun kom ud over scenekanten til små og store, quinder og mænd, unge og gamle. Og det er vel dybest set hele ideen med jazzfestivallen. Altså at få introduceret nye mennesker for en lidt ugleset genre, der med større eller mindre grad af retfærdighed er blevet opfattet som lidt for selvfed, navlebeskuende og vanskeligt tilgængelig. Hermetisk – ville min gamle litteraturlærer sikkert have sagt, og det var den højeste ros fra ham. Det betød sædvanligvis, at noget var komplet uforståeligt. I hvert fald indtil man havde tygget på det i timevis. Det behøver god jazz heldigvis ikke at være. Det handler om – og er – dybest set følelser. Glæde. Tristhed. Vrede. Livsbekræftende og det modsatte. Tankevækkende. Ligesom livet. Og selvfølgelig og “bare” rigtig god musik.

På gensyn næste år til endnu en omgang jazz. I dag er sidste dag i denne omgang. Tak for en god festival. Tak for godt vejr. Og tak til Kendra Lou for en dejlig eftermiddag i Ørstedsparken. Som altså godt kan bruges til andet. End det med buskene.