Posts made in oktober, 2010

Tag mig på parabolerne

Tag mig på parabolerne

DF er irriterende gode til at sætte dagsordnen og bringe sig selv i fokus. Nu med forslaget om at forbyde arabisk satellit-TV i ghettoerne. Forslaget har naturligvis ingen gang på jord, men rammer et åbenlyst problem. Hvis hele ens verdensbillede og kulturopfattelse hentes via parabolen – uden skelnen til det samfund og den kultur, der omgiver en, så må det naturligvis præge ens sindelag, sprog og kultur. Noget lignende hylede betonmarxisterne i øvrigt op om i 1970’erne i forbindelse med amerikansk kultur. Og det gik jo meget godt. Øh.. Undskyld, jeg må løbe, jeg skal til Sale, der er Halloween-tilbud på Oreos i 7-Eleven....

Read More

Homo? Så skal du dø!

Homo? Så skal du dø!

Julen står som bekendt for døren. Jovist. Er du i tvivl, så kig blot i dit nærmeste pengeinstitut eller varehus, årets julekalender er i handlen. Eller rettere ulandskalender, som den blev omdøbt til i de lilla, fodformede 1970’ere. Det affødte i øvrigt mit første læserbrev i en ganske ung alder, jeg var harmdirrende over det forræderi mod vor gamle jul, som jeg i min grønne ungdom følte denne omdøbning stod for. Det er, som man siger, en helt anden historie. I år støtter Danmarks Radio børn i Indonesien. Hatten af for det. I tidligere år har den gennem Danida støttet afrikanske børn. Også det er glædeligt. Jeg er selv fadder for et barn i den tredje verden. Man må jo forsøge at gøre, hvad man kan, ikke sandt. Men jeg bliver eddersplintrende rasende, skuffet og helt igennem i ikke-julehumør, når jeg så læser om nogle af de lande, jeg og andre store eller små børn har støttet i løbet af årene. Lige nu og her tænker jeg på Uganda. Et land, som Danmark har haft som en yndling i vores bistandsarbejde. Men kæden er åbenbart hoppet helt af dernede. I dagens aviser (1) kan man læse, at Ugandas parlament er ved at få en lov igennem, der i yderste konsekvens kan resultere i dødsstraf for kærlighed. Hvis objektet for din kærlighed vel at mærke er af samme køn som dig selv. Jeg antager, at de fleste retskafne mennesker kan se det umenneskelige og middelalderlige i en sådan lov. Sagen bliver ikke mindre speget af, at amerikanske, kristne foreninger har været med til at røre i gryden (2). Den katolske kirke hjælper helt sikkert heller ikke. Forhåbentlig resulterer det hele i en iskold skulder fra den øvrige verden, skulle den lov – gud forbyde det – blive vedtaget eller endnu værre: håndhævet. Men jeg sidder tilbage med en undren. Stiller vi – i bred forstand – ingen krav til de lande, vi yder bistand til? Er det bare udbetaling ved kasse 1? Og kan nyheder som den her omtalte ikke medføre ændringer i praksis på området? Dilemmaet er naturligvis åbenlyst: skal man vælge at straffe nødlidende børn for deres amoralske og uetiske politikeres handlinger? Omvendt er det vanskeligt at se en fortsat bistand som andet end en blåstempling på et eller andet plan af den siddende regering og dennes love. Der er naturligvis en masse aspekter af en sag som denne. De fleste rækker langt ud over, hvad jeg kan eller vil behandle i en blog som den her. Dybest set råber jeg op. Og håber på, at et ramaskrig vil lyde over den ganske verden. Julen er en kristen fest. Vi fejrer håbets fødsel. Vi fejrer guds kærlighed til...

Read More

Potens og platugler

Potens og platugler

Kender i den slags mails? Altså spam, hvor man får tilbudt enten potenspiller eller mirakelmidler, der gør sjoveren en halv meter længere på tre uger? Det gør i sikkert. Jeg får selv en jævn strøm af dem på de mailkonti, jeg bruger til de mere, øh, halvlumre sider. Der må jo være mennesker, der ryger i gyngen. Ellers ville de firmaer vel dø en sagte død. Det er nok noget af det samme, der sker, når folk får at vide, at de har arvet en million fra en fætter, de ikke har. 99,9% sletter lortet, men nogle enkelte må jo bide på. Lad os gemme arvingerne og penisforlængerne til en anden god gang. Og i stedet dvæle lidt ved potensmidler. Jeg har tidligere begået en blog om emnet. Dengang fordi jeg oplevede en fyr i en erotikforretning spørge efter selv samme midler, altså sidegade-Viagra. I stedet for at resumere den blog, lægger jeg lige et link: Viagra-og-andre-bla-bolsjer-fra-rusland. Naturligvis bygger den slags mails på det tabu og det tab af maskulinitet, der underligt nok er forbundet med at have potensproblemer. Og det er sgu underligt, eftersom det er helt og aldeles almindeligt. Så det burde være den nemmeste ting i verden at tøffe til lægen, forklare sagens sammenhæng og få en recept. Alligevel risikerer mange mænd at smide penge ud af vinduet på i bedste fald virkningsløse tabletter brygget sammen på et køkkenbord i Moskva af Vladimir Vodkanæse. Hvorfor? Fordi vi mænd har et utroligt kompliceret forhold til vores pik, og til hvad den forventes at kunne. Kan den ikke det, er vi ikke rigtige mænd mere. Eller det er i hvert fald det argument, jeg gætter på. Som unge kan vi hele tiden, en let trækvind fra sydøst og vi er kampklare. Siden hen i livet kan det være mere problematisk. Vores maskulinitet er knyttet op på flere ting naturligvis, men en af dem er at kunne få ståpik på kommando. Får vi problemer med hørelsen, går vi til lægen og får renset ører. No problems. En nedgroet negl? Til doktormanden. Men erektil dysfunktion? Uha-uha. Næ, jeg gør ikke grin med andre mænd. Eller kloger mig på noget, jeg ikke kender til. Jeg har selv været hos lægen efter en recept på Viagra. Jeg oplevede selv, at min krop pludselig ikke længere virkede som en teenagers. Det forventer vi vel heller ikke. Med undtagelse af pikken. Den har sgu bare at makke ret. Men som vi mænd erfarer i puberteten, har ens pik sin egen mening. Den styrer på godt og ondt en stor del af vores liv. Så krisen, der opstår, når fyren pludselig ikke leger med mere, er forståelig nok. Og jo, det kræver lige en ekstra...

Read More

Bladbombaniet

Bladbombaniet

Selvom jeg gemmer det godt, så er jeg en kende rød. Jo jo, lad nu være, det er jeg. Nå ja, også lidt grøn, men lad det nu ligge. Jeg har i en del år abonneret på dagbladet Arbejderen. Af flere grunde. Dels for at støtte op om projektet, der er efterhånden ikke andre røde dagblade tilbage, selv Information er blevet lidt uldent i kanten. Og så skriver de historier, man bare ikke ser i andre medier. Og fra andre vinkler ikke mindst. Ikke at jeg er 100% enig med dem i alt, det ville også være underligt. Men avisen er altid god til at sætte gang i tankerne. Det var lidt om forhistorien. Nu til sagen. Da Post Danmark droppede leveringen på etagerne, og der dermed blev opsat brevkasseanlæg i stadens opgange, fik det også betydning for avisleverancerne. Man måtte med andre ord lette sin bedårende bagdel og tøffe ned for at se, om avisen var kommet. Det var den nogle gange. Andre gange ikke. Op igen. Og ned lidt senere. På de rigtigt sjove dage betød denne yoyo-adfærd en solid motion af de gamle skæve ben. Nu er jeg jo ikke helt ung mere, så stor var min glæde, da jeg fandt ud af, at man formedelst et lille dagligt ørebeløb stadig kunne få avisen op til etagen. Slut med trapperenderiet iført papilotter og unævnelige. Troede jeg. For her startede festen for alvor. Firmaet, der står for avisdistributionen her i byen, hedder Bladkompagniet. Det vil sige, det er faktisk kun et slags paraplyfirma, der under sig har en masse mindre private vognmænd, hvis bude udfører den daglige omdeling. Måske er det det, der er problemet. I hvert fald har det vist sig noget nær kropumuligt at få den service, jeg betaler for. Jeg har klaget et næsten surrealistisk gange. Den flinke dame inde på Arbejderen kan nu mit abonnementsnummer udenad, og vi hyggesnakker stort set dagligt om stort og småt. Hun sender klager videre i en lind strøm. Men der sker ikke en skid. Nada. Zip. Havde det ikke været, fordi jeg faktisk har hjertet lidt med i sagen, havde de fået den berømte finger for længe siden. Men jeg er så meget vægt (undskyld det astrologiske indspark), at jeg godt kan se sagen fra flere sider. Især fra dagbladet Arbejderens. Det må være mindst lige så belastende for dem. De kæmper en kamp hvert år for at skaffe det nødvendige antal abonnenter til at holde skuden flydende. Når distributionen så stikker en kæp i hjulet, bliver det næppe nemmere. Jeg kan kun gætte på årsagerne til den her slendrian. Ligegyldighed. Dårlige bude. Underbetalt arbejdskraft, der hverken kan læse eller stave. Vognmænd, der vil skide et lille...

Read More

Dr. Phil

Dr. Phil

Mens jeg sad og svedte tran på motionscyklen ovre i fitnesscentret, fulgte jeg med et halvt øje en gammel Dr. Phil-udsendelse. Lyden er slået fra derovre, det kan i øvrigt anbefales, men via teksterne fangede jeg, at det bl.a. handlede om afhængighed af internettet og og især af sociale medier som Facebook. Udsendelsen var vist et par år gammel, men emnet er sikkert lige så relevant i dag. Lad mig lige tilføje, at jeg har det sådan lidt svært med talkshows som det her nævnte. De pisser mig på den ene side af, men er på den anden side også ret god underholdning – taget for, hvad de er. Og ikke mere. Doktoren himself har jeg et lignende ambivalent forhold til. På den ene side er han vildt nuttet. Jeg får lyst til at føde hans børn og blive hjemmegående husfar. På den anden side får medieorakler som ham alle mine små hår til at rejse sig – og det er ikke ment som en ros. I kender måske selv fornemmelsen. Nå. Men det var det med afhængighed af sociale medier. En af gæsterne var en dame, der var totalt afhængig af FarmVille og Facebook. Hun brugte så meget tid på de ting, at hun forsømte sin familie – og strengt taget kun eksisterede online. Doktoren rullede det tunge skyts ud og diskede naturligvis op med en redningsplan. Sådan er showet jo. Phil klarer ærterne på den tid, der er mellem to reklameblokke. Apropos det med de små hår. Enhver idiot kunne jo se, at fru FarmVille havde et problem. Men jeg begyndte at tænke på, hvor megen tid, man egentlig bruger på alle mulige sider. Fx den her. Er det et problem? Det må den enkelte gøre op med sig selv naturligvis. Men ind i mellem blinker de røde lamper også for mig selv. Jeg har taget mig i at føle, at min onlineeksistens til tider var mere virkelig – og i hvert fald mere spændende – end den daglige trummerum i den virkelige virkelighed. Rød lampe. Kraftig rød lampe. Eller? Gør Dr. Phil og andre – mig fx – noget til et problem, der egentlig ikke er det? Vi har jo læst bøger i evigheder. Der kan man også svæve hen og leve sig ind i paralleluniverser. Det samme med film. Er det med andre ord bare mediet, der skifter, mens vores adfærd er den samme. At dagdrømme kalder man det, når man falder i staver og svømmer hen. Er det det, vi gør på nettet? Nja, vel ikke helt. Rent faktisk kan nettets sociale fora jo rent faktisk føre til venner eller kærester. Jeg har oplevet begge dele på egen krop. Så måske er vi bare...

Read More

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer