Dr. Phil

Dr. Phil

Mens jeg sad og svedte tran på motionscyklen ovre i fitnesscentret, fulgte jeg med et halvt øje en gammel Dr. Phil-udsendelse. Lyden er slået fra derovre, det kan i øvrigt anbefales, men via teksterne fangede jeg, at det bl.a. handlede om afhængighed af internettet og og især af sociale medier som Facebook. Udsendelsen var vist et par år gammel, men emnet er sikkert lige så relevant i dag.

Lad mig lige tilføje, at jeg har det sådan lidt svært med talkshows som det her nævnte. De pisser mig på den ene side af, men er på den anden side også ret god underholdning – taget for, hvad de er. Og ikke mere. Doktoren himself har jeg et lignende ambivalent forhold til. På den ene side er han vildt nuttet. Jeg får lyst til at føde hans børn og blive hjemmegående husfar. På den anden side får medieorakler som ham alle mine små hår til at rejse sig – og det er ikke ment som en ros. I kender måske selv fornemmelsen.

Nå. Men det var det med afhængighed af sociale medier. En af gæsterne var en dame, der var totalt afhængig af FarmVille og Facebook. Hun brugte så meget tid på de ting, at hun forsømte sin familie – og strengt taget kun eksisterede online. Doktoren rullede det tunge skyts ud og diskede naturligvis op med en redningsplan. Sådan er showet jo. Phil klarer ærterne på den tid, der er mellem to reklameblokke. Apropos det med de små hår.

Enhver idiot kunne jo se, at fru FarmVille havde et problem. Men jeg begyndte at tænke på, hvor megen tid, man egentlig bruger på alle mulige sider. Fx den her. Er det et problem? Det må den enkelte gøre op med sig selv naturligvis. Men ind i mellem blinker de røde lamper også for mig selv. Jeg har taget mig i at føle, at min onlineeksistens til tider var mere virkelig – og i hvert fald mere spændende – end den daglige trummerum i den virkelige virkelighed. Rød lampe. Kraftig rød lampe. Eller?

Gør Dr. Phil og andre – mig fx – noget til et problem, der egentlig ikke er det? Vi har jo læst bøger i evigheder. Der kan man også svæve hen og leve sig ind i paralleluniverser. Det samme med film. Er det med andre ord bare mediet, der skifter, mens vores adfærd er den samme. At dagdrømme kalder man det, når man falder i staver og svømmer hen. Er det det, vi gør på nettet? Nja, vel ikke helt. Rent faktisk kan nettets sociale fora jo rent faktisk føre til venner eller kærester. Jeg har oplevet begge dele på egen krop.

Så måske er vi bare ude i den sædvanlige omgang freakshow, hvor et ulykkeligt menneske hives frem og gøres til eksempel på et eller andet problem. Som måske er et pseudoproblem. Måske ikke. Man kan nok ikke generalisere. Selv om det er det, mange af den slags shows netop gør.

Min egen lille tommelfingerregel er, at jeg tænder den røde lampe, hvis jeg fornemmer, at min adfærd forhindrer mig i at gøre noget, jeg enten hellere ville – eller er forpligtet til. Er det ikke en slags diagnose på afhængighed? Den holder i hvert fald mht. sprut, som jeg desværre kender alt for godt til. Men det samme må gælde i livets øvrige forhold. Også mht. Fjæsbogen. Eller den her side.

Så. Nu fik Dr. Prins lige klaret ærterne. Jeg vil også have mit eget talkshow…

1 Comment

  1. Jeg har også for sjov kaldt mig selv for Mrs. Farmville, for jeg elsker det spil. Men nu har jeg gæster fra Jylland og jeg har da rent glemt alt om at høste og så og fodre og plukke æbler. :-DSå jeg antager at jeg er knapt så afhængig af det, som jeg troede at jeg var. *G*Man kan sige meget om Dr. Phil, men nogle gange tager han emner op som faktisk kan give en lidt rotation i kasketpropellen, hvilket man jo ikke skal kimse ad.

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer