Eksplosionerne i Stockholm, der i skrivende stund, hvor en del forvirring stadig hersker, ser ud til at være en eller anden form for forsøg på terror, har fået prinsen til at bryde sin lille hjerne. Naturligvis sidder man med alle de klassiske hv-spørgsmål som hvem og hvorfor. Det åbenbares måske i de kommende dage. Det ligger fast, at en mand har sprunget sig selv i luften og såret nogle andre. Den døde er vist nok en af bombemændene. Der var ifølge Dagens Nyheter to eksplosioner. Som den kvikke læser – og har jeg andre – vil kunne se, er der masser af løse ender og ting at være i tvivl om. Velkommen til mit liv. Men den egentlige årsag til disse linjer er ikke at udstille min uvidenhed, det klarer jeg glimrende i dagligdagen. Næ, jeg sidder og er en kende harm. Og en kende magtesløs. For hvad skal man stille op? Begynder man at råbe op om idiotiske muslimer, er det benzin på Pia og konsorters bål. Men der er jo et uomgængeligt religiøst – og muslimsk – element i det her. Personligt har jeg det lige svært med alle former for fundamentalisme. Det være sig politisk, religiøs eller noget helt syvende. Jeg har det også overordentligt skidt med at rette smed for bager. Eller blot at generalisere. Nu har jeg vist ladet længe nok op til det men, der er i ovnen, ikke? For det virker åbenlyst for mig, at der er et problem med islam. Eller mere korrekt: med måden religionen misbruges til at radikalisere mennesker, så de er i stand til at udføre gerninger som de nys passerede i Stockholm. Religion som en støtte og en ledestjerne i livet er en smuk tanke. Der er bare den samme lille detalje, der fucker det regnestykke op, som i tilfældet med fx kommunisme: det er mennesker, der skal udføre og praktisere det. Og mennesker er mennesker på godt og til tider ondt. Religion er eller kan være et farligt sprængstof i hænderne på folk med en dagsorden. Det være sig en religiøs eller politisk dagsorden. Eller den gode gamle magtdagsorden. Det er for så vidt også af mindre interesse. Problemet er stadig radikaliseringen af mennesker. Og hvad er så løsningen? Hvad gør man? Hvad gør jeg som venstreorienteret? Hvad gør de millioner af muslimer, der heller ikke bryder sig om at blive slået i hartkorn med klaphatte, der render rundt og føler, de har patent på at udlægge den rette lære? Til at begynde med kunne man råbe op. Sige fra. Give lyd fra sig. Og her taler jeg ikke om Naser Khader. Ham er der nok ikke ret mange, der gider at høre på mere. Men...