Eksplosionerne i Stockholm, der i skrivende stund, hvor en del forvirring stadig hersker, ser ud til at være en eller anden form for forsøg på terror, har fået prinsen til at bryde sin lille hjerne. Naturligvis sidder man med alle de klassiske hv-spørgsmål som hvem og hvorfor. Det åbenbares måske i de kommende dage. Det ligger fast, at en mand har sprunget sig selv i luften og såret nogle andre. Den døde er vist nok en af bombemændene. Der var ifølge Dagens Nyheter to eksplosioner.

Som den kvikke læser – og har jeg andre – vil kunne se, er der masser af løse ender og ting at være i tvivl om. Velkommen til mit liv. Men den egentlige årsag til disse linjer er ikke at udstille min uvidenhed, det klarer jeg glimrende i dagligdagen. Næ, jeg sidder og er en kende harm. Og en kende magtesløs. For hvad skal man stille op? Begynder man at råbe op om idiotiske muslimer, er det benzin på Pia og konsorters bål. Men der er jo et uomgængeligt religiøst – og muslimsk – element i det her. Personligt har jeg det lige svært med alle former for fundamentalisme. Det være sig politisk, religiøs eller noget helt syvende. Jeg har det også overordentligt skidt med at rette smed for bager. Eller blot at generalisere. Nu har jeg vist ladet længe nok op til det men, der er i ovnen, ikke?

For det virker åbenlyst for mig, at der er et problem med islam. Eller mere korrekt: med måden religionen misbruges til at radikalisere mennesker, så de er i stand til at udføre gerninger som de nys passerede i Stockholm. Religion som en støtte og en ledestjerne i livet er en smuk tanke. Der er bare den samme lille detalje, der fucker det regnestykke op, som i tilfældet med fx kommunisme: det er mennesker, der skal udføre og praktisere det. Og mennesker er mennesker på godt og til tider ondt. Religion er eller kan være et farligt sprængstof i hænderne på folk med en dagsorden. Det være sig en religiøs eller politisk dagsorden. Eller den gode gamle magtdagsorden. Det er for så vidt også af mindre interesse. Problemet er stadig radikaliseringen af mennesker.

Og hvad er så løsningen? Hvad gør man? Hvad gør jeg som venstreorienteret? Hvad gør de millioner af muslimer, der heller ikke bryder sig om at blive slået i hartkorn med klaphatte, der render rundt og føler, de har patent på at udlægge den rette lære?

Til at begynde med kunne man råbe op. Sige fra. Give lyd fra sig. Og her taler jeg ikke om Naser Khader. Ham er der nok ikke ret mange, der gider at høre på mere. Men ganske almindelige mennesker. Ahmed, Søren, Pia og Fatima. Foreninger. Grupper. Strikkeklubber. Kæft op! Sig fra! Giv jeres unger den rette ballast at tage med ud i livet, så de er bedre rustede til at grine af og afvise de agitatorer, der er derude.

Lad os forsøge at flå højrefløjens hjemmestrikkede patent på at være kritiske ud af deres benede hænder. Det er okay at være kritisk over for religion. Kritisk over for islam praktiseret i dens mere perfide udformninger. Over for terror. Det er okay at være kritisk som venstreorienteret. Det bliver man hverken racist eller DF’er af. Det er okay at være kritisk som muslim. Det bliver man ikke vantro af. Snarere tværtimod. Nogle af mine venner på venstrefløjen råber gerne slagord i retning af “vores gader” til diverse demoer. Så hvorfor ikke råbe op om “vores samfund” eller “vores religion”. Det giver kritik så meget mere vægt, når den kommer fra egne rækker og ikke fra udenforstående med en egen dagsorden (hej Pia).

Forleden havde SF’s Mattias Tesfaye en kronik i Ekstra Bladet om de forventede holdninger til socialister. Han skrev om østarbejdere. Men problemstillingen er lidt den samme her. Der er nogle præfabrikerede mønstre og kasser, som man forventes at arbejde videre med som venstreorienteret. USA er nogle banditter. Israel endnu værre. Palæstina er alle tiders. FN er sindssygt fedt, selv om de oftest ikke kan stikke en pind i en lort uden af ødelægge begge dele. Immigration er fantastisk. Ja ja. Jeg karikerer. Det ved jeg godt. Og så alligevel. Ingen røg uden brand.

Verden er ikke sort-hvid. Med mindre man er fundamentalist. Det er vel egentlig en stor del af selve definitionen af fundamentalisme, altså hele dem og os-mentaliteten. For resten af os burde det være åbenlyst indlysende at tage stilling fra sag til sag. Og at sige fra. Partiprogrammer er ikke overbragt af gud på en stentavle. De kan ændres, i takt med at samfundet ændres. Kan de ikke, er politiske partier, som vi kender dem, en uddøende race. 

Jeg håber, jeg tager fejl. Jeg håber, jeg i den kommende tid vil høre en masse kritiske røster fra min egen politiske fløj og fra det muslimske samfund her og hinsidan. Jeg ser, at muslimernes fællesråd her i landet tager afstand (http://www.information.dk/telegram/253562). Lad os så få nogle af venstrefløjens koryfæer på banen, inden Pia og præsterne – igen – sætter dagsordnen.