Eidos

Eidos er et af de vidunderlige græske ord, der kan betyde en hel masse. Platon, ham den gamle nisse med filosofiske tvangstanker, brugte termen om sine ideer i formlæren. Nu mente han noget ganske andet med ideer, end det vi blegfede danskere sædvanligvis tænker på. Jeg er blegfed. Og dansker. Så jeg tænker på ideer i den dagligdags betydning. Jeg skulle bare lige imponere med min enorme belæsthed og totalt ubrugelige paratviden.

Altså ideer. Jeg har inden for de sidste par døgn haft en lille håndfuld af slagsen. Mindst. En af dem var aldeles fremragende. En har jeg store forhåbninger til. Og en var komplet åndssvag.

Lad os få den sidste overstået med det samme, så vi kan komme videre. Jeg fik den geniale (not) idé at tage i Body Bio på en Skærtorsdag i bragende solskin. Ja, ikke. Her er der for alvor tale om det lille hoved, der tænker for det store. Der var helt bogstavelig talt kun et par ludere og en (mulig) lommetyv. Fjols = mig.

Nå, vi haster videre til den gode. Det her begynder at lyde som titlen på en spaghettiwestern, ikke sandt. Den gode var at besøge mit fitnesscenter fra den årle morgenstund. Apropos årle og det nærliggende ørle, så var det en absolut fantastisk tur på cyklen. I hvert fald da jeg igen havde fået stoppet mine lunger ned, hvor de hører til. Man har det aldeles fremragende efter sådan en nærdødsoplevelse i S.A.T.S.

Den muligvis gode idé er den, jeg er mest stolt af. Og venter mig mest af. Ved hjælp af min iPhone (nej, jeg får ikke penge for produktplacering i de her tekster) og en side, der hedder GayCities.com faldt jeg over Copenhagen Mermates. Som jeg aldrig havde hørt om. Det har du måske heller ikke. Det er en svømmeklub for bøsser og andet godtfolk i regnbuemiljøet. Svømning, vandpolo og triatlon (apropos nærdødsoplevelser). Det er så svømningen, der trækker for mig. Jeg er jo en halvgammel herre OG notorisk boldmongol.

Nu kan jeg ganske vist godt finde ud af at hoppe i et svømmebassin i forvejen, men det, der virker rigtig tiltalende ved Copenhagen Mermates, er det sociale aspekt. Som nogle af jer ved, så rører jeg ikke sprut mere. Det betyder, at en ret stor del af det traditionelle bøssemiljø ikke har så stor tiltrækningskraft på mig mere. Jo, jeg kan godt sidde på et værtshus og drikke en cola eller en lys øl, men tro mig, folk bliver generelt ikke klogere at høre på, efterhånden som de opbygger en tyvehestes brandert. En samtale i det forum fordrer næsten, at man selv roder rundt i de samme tåger. Så er der hele sauna- og sexscenen. Den nyder jeg med glæde, men det er, som de fleste, der har frekventeret de steder, ikke der, man skal gå hen, hvis det primært er det sociale, man jagter.

Men en svømmeklub, der arrangerer middage, fester og udflugter. En klub for svømmere (og folk der skal lære at svømme) på alle niveauer. Oven i købet en svømmeklub for det lyserøde segment. Det er sgu da genialt. Så skulle der sidde andre end mig derude, som kigger lidt langt og forgæves efter en anden slags samvær, end internettet, saunaerne og barerne kan byde på, så prøv at kigge på hjemmesiden: http://www.mermates.dk/. I hvert fald hvis du bor i nærheden af hovedstaden. Hvis du er til andre sportsgrene end svømning, så prøv at kigge på Pan idræts hjemmeside (http://panidraet.dk), der er sikkert noget for dig og i nærheden af dig.

Jeg har udfyldt indmeldingsformularen og venter i spænding på at blive kontaktet af og møde havdrengene. Måske er mine forventninger skruet for højt op. Men det tror jeg nu ikke. Det viser sig forhåbentlig, at det var en skide god idé. Jeg havde sikkert fået hevet gamle Platon med, han kunne jo som bekendt både lide gode ideer og havdrenge.