Et af ugens læsemæssige højdepunkter for mig er altid Mattias Tesfayes klumme i Ekstra-Bladet. Tesfaye tager fat i vigtige og spændende emner, som regel altid med udgangspunkt i noget, han selv har oplevet.

Klummen mandag d. 20 juni  (http://ekstrabladet.dk/nationen/article1574183.ece) er ingen undtagelse.

Følg eventuelt linket og læs selv. Emnet denne gang er racisme og vold. Begået af politifolk i København. Tesfaye har på egen krop oplevet fænomenet, hvilket han med vanligt sprogligt talent beskriver i alle dets ubehagelige fænomener.

Jeg er af flere dansklærere blevet fortalt, at det altid er uhyre vigtigt, når man læser tekster, at sætte sig ind i afsender-modtagersituationen. Nu kan jeg af gode grunde ikke vide, hvem du, kære læser, er, eller hvad din baggrund er. Men jeg kan da smide et par relevante detaljer om mig selv på bordet. Jeg arbejder i Københavns politi. Næ nej, ikke som betjent. Så slemt står det ikke til i etaten endnu. Jeg er ganske almindelig arbejdsmand i en servicefunktion. Så længe det varer. I privatiseringens og outsourcingens hellige navn kan det snart være fortid. Så loyaliteten i forhold til min arbejdsplads er i bedste fald tveægget. Men jeg har trods alt mødt, snakket med og arbejdet med en hel del betjente. Og dem skylder jeg i det mindste at være retfærdig overfor.

Tilbage til Tesfayes klumme. Han slutter med følgende opfordring til politiets ledelse:

”I bliver simpelthen nødt til at få ryddet op i korpset. I har folk ansat, der ikke kan håndtere den magt, som følger med jobbet. Så træk de racistiske og voldelige kolleger til side og giv dem en sidste advarsel. Hvis de alligevel fortsætter, må de fyres på gråt papir. Hverken byen, indvandrerne eller ordensmagten er tjent med at have patruljerende racisme klædt i samme uniformer som jer andre.”

Det er svært at være uenig i. Ingen bør holde hånden over voldelige eller racistiske kolleger. Hverken i politiet eller andre grupperinger. For der er naturligvis to sider af enhver sag. Det er det, der får mig til at skrive disse linjer.
Lad os lege. Hvad med et tankeeksperiment? Hvis vi nu leger, at politiet i morgen er fuldstændig renset for folk med voldelige eller racistiske tendenser. Tilbage er et korps af retlinede, pligtopfyldende betjente. Hvordan sørger vi for, at disse betjente bliver ved med at være retlinede, pligtopfyldende og samvittighedsfulde? Giver vi dem håbløse vagtplaner? Overarbejde? Kører dem ned, så de er dødtrætte og begår fejl? Behandler vi dem uden respekt? Kalder dem alle sprogets værste gloser? Provokerer dem? Jeg kan hjælpe. Svaret på de her lettere tåbelige retoriske spørgsmål er: nej.

Jeg har hørt udtrykket: Vi har det politi, vi fortjener. Vi i bredeste forstand.
På begge sider af Tesfayes ligning er det givetvis et fåtal, der ødelægger det for de mange. Politifolk er sjovt nok også kun mennesker. Så sætter du et ungt menneske, der måske oven i købet er dødtræt, ud i den ene tilspidsede situation efter den anden, så har det en pris. På trods af uddannelse, konflikthåndteringskurser og så videre. Alles glas bliver fuldt på et tidspunkt. Er du blevet kaldt racist eller svin? Spyttet efter? Fået fingeren? Måske burde man i stedet for at fokusere på det fåtal, der tænder af og reagerer, også huske på at nævne og rose det helt, helt store flertal, som reagerer professionelt – også i situationer, der er ekstreme.

Vi har det politi, vi fortjener. Hvis man som jeg ikke går ind for anarki som samfundsform, så er politiet et nødvendigt redskab. Der skal være klageinstanser, når politiet laver fejl. For selvfølgelig gør politiet det. Det er i øvrigt en helt anden diskussion, om den nuværende klagemulighed er god nok. Men der burde også eksistere en slags gensidig respekt borger og politi imellem. Og det har der da gjort. Og gør. Målinger forsøger med jævne mellemrum at veje og måle folks generelle holdninger til politiet. Når indbrud bliver nedprioriterede. Når folk ringer forgæves. Så tæller det helt sikkert nedad i regnskabet. Når man hører om eksempler som Tesfayes, trækker det også ned. Men i min tid i politiet har jeg mødt en kæmpe gruppe af mennesker i alle aldre og af begge køn, der forsøger at gøre et godt stykke arbejde.

Jeg tror, at det er blevet utroligt meget vanskeligere at være politibetjent i Danmark. På godt og ondt er respekten for autoriteter væk. Alt kan og bliver diskuteret. Der sættes spørgsmålstegn ved alt. Og det er godt. Men det har også en pris. Blind autoritetstro er rædselsfuldt. Total despekt for autoriteter er det samme.
Som det er nu, så er der grupper af mennesker, for hvem en konflikt med politiet tilsyneladende er et af tilværelsens højdepunkter. Men for resten af os, og her taler jeg både om indvandrere og indfødte, så er den eneste måde at beholde et ordentligt forhold borger og politi imellem en gensidig respekt for de funktioner og roller, vi alle også er indehavere af som samfundsborgere OG politifolk. Sværere er det ikke. Og så svært er det.