Forleden sad jeg og kiggede på diverse blogs og hjemmesider vha. min telefon. Jeg abonnerer på forskellige feeds, som det hedder. En hel del vedrører LGBT-universet, altså nyheder med relevans for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner.
Her faldt jeg over en amerikansk organisation, der hedder NARTH. De elsker jo deres akronymer derovre. Det står for: National Association for Research & Therapy of Homosexuality.

Den måtte jeg lige kigge på et par gange, før jeg accepterede, hvad jeg læste. Okay, tænkte jeg, det er sikkert en af de der højreekstreme, fundamentalistiske organisationer. Men det er det ifølge NARTH ikke. Du kan læse om dem på Wikipedia (1) eller på deres egen hjemmeside (2). Hvis du orker at tygge dig igennem det hele, kan du derefter danne dig en mening om både den pågældende forening og om tanken om vores seksualitet som noget medfødt – eller ej. Er vi Born this way (3), for nu at snakke Gaga’sk?

Jeg mener klart ja, derom ingen tvivl. Jeg tror, at vi alle fødes med en hel pose blandede bolsjer i vores indbyggede rygsæk. Et af bolsjerne er vores seksualitet. Afhængig af ydre stimuli (hele den sociale indflydelse) kan det bolsje komme mere eller mindre til sin ret. Opskriften på et ulykkeligt liv, tror jeg, er, hvis man aldrig lærer sit eget bolsje at kende. Eller undertrykker det. Eller bliver undertrykt.

Naturligvis er intet fuldstændig statisk. Vi kan lære nye ting. Opdage nye sider af os selv. Nye seksuelle lyster og nye ting, vi tænder på. Men jeg tror stadig, at vi dybest set er disponeret for det ene, det andet eller begge køn. Derfor gør foreninger som NARTH mig trist. Og vred. En af de varer, NARTH ifølge Wikipedia har på hylden er: ”conversion therapy and other regimens intended to change the sexual orientation of individuals who experience unwanted sexual attraction to members of the same sex”.

De vil – som de kristne nødder – kurere homoseksualitet. Ikke med djævleuddrivelse, bønner eller håndspålæggelse, men conversion therapy (du kan læse mere herom via linket til Wikipedia i det nys citerede).

Men for mig er toget allerede røget af sporet her. Med et brag. Alt det her antager, at homoseksualitet (fx) er en sygdom, noget uønsket, noget der skal kureres. Den præmis antager jeg ikke. Hvorfor ingen af de konklusioner, NARTH eller andet godtfolk af samme eller mere rabiate skuffer måtte byde på, er bærer af nogen relevans eller sandhed for mig.

Du, kære læser, er givetvis et seksuelt menneske. Ville du bryde dig om at få at vide, at din seksualitet er uønsket? Forkert? Sygelig? Skal behandles? Nej, vel. Men det er budskabet til homoseksuelle fra nogle organisationer, religioner eller lande. Vi har prøvet den med sygdom. Og ulovlighed. Læs Wilde. Læs Bang. Ingen bliver kureret. En del ender i fængsel eller mentale institutioner. Utroligt mange får et ulykkeligt liv.

Uden yderligere sammenligning i øvrigt tænker jeg ofte på den ”behandling” pædofile tilbydes eller bliver udsat for i dag som en nutidens pendant til måden bøsser tidligere blev behandlet på. Og stadig bliver behandlet på nogle steder. Heller ikke i tilfældet pædofile kan jeg forestille mig, at kuren virker. Nuvel, man kan kemisk kastrere. Eller operativt. Den ville med garanti også virke på homoseksuelle, men selve den seksuelle drift tvivler jeg på, man kan ”reparere”.
Hvor situationen på alle måder er ulykkelig for den pædofile, så kan en bøsse, en lesbisk, en biseksuel eller en transperson fint indgå i et fungerende og lykkeligt parforhold og seksualliv. Så hvorfor i himlens navn tale om uønsket seksualitet? Uønsket for hvem? Eller af hvem?

Selvfølgelig kan et liv som åbent homoseksuel, jeg bruger det eksempel, da det er det, jeg kender fra min egen krop, have en pris. Og konsekvenser. Man kan blive udsat for mobning, diskrimination , latterliggørelse eller vold. Men det kan man sandt for dyden også som ”almindelig” blegfed dansker. Man kan også blive udsat for kærlighed, lykke, jordrystende sex og samhørighed. Både som bøsse og blegfed. Men fordi du som almindelig heteroseksuel dansker render rundt og har et lorteliv, er der ingen organisationer, kristne eller ej, der kommer rendende og fortæller dig, at mirakelmidlet er at reparere lidt på din seksualitet. Gu’ er det da ej.

Så måske burde foreninger som NARTH i virkeligheden bruge krudtet på at arbejde for holdningsændringer i samfundet. Det amerikanske til at starte med. De fundamentalistiske religiøse organisationer er sandsynligvis helt uden for pædagogisk rækkevidde. Man kan kun håbe på, at tiden og fremskridtet løber fra religion som sådan. Selv om ikke meget tyder på det. Desværre. Det er ellers svært at komme i tanke om større kilder til ulykke end religion.

Så, kære NARTH. Med et idiom fra jeres eget sprog: ”If it ain’t broken, don’t fix it”. Og mig og mine er ikke i stykker. Vi er ikke syge (bortset fra et par uger med forkølelse hvert år, den må i  godt lige fixe). Vi skal ikke behandles. Med andet end den samme grad af respekt som alle andre.

  1. http://en.wikipedia.org/wiki/National_Association_for_Research_%26_Therapy_of_Homosexuality
  2. http://narth.com/
  3. Born This Way: http://www.youtube.com/watch?v=wV1FrqwZyKw