Tidligere på dagen var jeg som sædvanligt et smut i fitnesscenter. Spredt rundt omkring i lokalerne ligger gerne en hel del magasiner til fri afbenyttelse. Samt dagens gratisaviser. Det var overskriften på en af disse, der fangede mine øjne.

”Bare røve i vandkanten vækker harme” lød overskriften på en artikel i 24-timer. Du kan selv læse med her.

Min første tanke var at fare hjem, fatte den elektroniske fjerpen og give danskerne en kollektiv opsang. Nu må i kraftpettervæltme tage jer sammen. Noget i den retning. Heldigvis manglede jeg lige en række torturinstrumenter ovre i fitnesscentret, før jeg var gennem dagens program. Og jeg tænker ret godt, mens jeg kæmper med at undgå et hjertestop.
Jeg nåede frem til, at min tiltro til danskerne i bred forstand vinder over min første indskydelse. Jeg tror ikke, at vi er blevet en samling af bornerte, stramtandede frøkener. Ikke mere end vi hele tiden har været. Og ikke mindre.

Hvorfor så resultaterne i artiklen? Tja, for det første er det agurketid, og så må man (altså mediebranchen) selv fremstille de nyheder, der ikke er der. For det andet er barrøvsartiklen baseret på en meningsmåling. De forklarer selv, hvordan de er nået frem til resultatet. Målgruppen er en repræsentativ udvalgt gruppe bestående af folk mellem 18 og 74. De kan man så vælge at tro på eller ej. Men lad os lege med. Det kan så undre, at artiklen udtaler sig om 12 til 29-åriges holdning, men det er måske en trykfejl.

Min kraftigste anke er selve konceptet meningsmåling. Man kan massere spørgsmålene, så man næsten altid får de svar, man vil have. Artiklen beretter fx, at følgende udsagn er blevet stillet som et ja/ nej-spørgsmål: ”Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand”. Fint nok. Det er cirka seks ud af ti ikke glade for, to ud af ti siger ja og to ud af ti (Amalies venner måske) er helt blanke.

Vil man nu have et andet svar på sådan et udsagn, handler det om at præsentere det i en kæde. Lad os lege lidt med tanken:
Første scenarie:

  1. Synes du, Danmark skal beholde sin position som et land med frisind og tolerance?
  2. Det er i orden at folk tildækker deres kroppe i det offentlige rum med beklædningsgenstande som burkaer.
  3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Andet scenarie:

  1. Det er fint, at det offentlige rum bliver mere og mere seksualiseret.
  2. Det er i orden, at de svedige behårede løg på tyske strandgæster dingler over din fireårige datters softice.
  3. Det er i orden, at en mand solbader nøgen på en offentlig strand.

Ja, ja. Jeg karikerer uhæmmet. Men med lidt arbejde og et mere alvorligt gemyt end mit kan en stribe spørgsmål sagtens strikkes sammen, så man får det svar, der er mest brugbart.

Hvis meningsmålingens svar derimod vitterlig er givet ud fra helt objektive spørgsmål, så ringer mange alarmklokker for mig. Især den yngre gruppe af svarere i målingen er imod nøgenbadning. Det er den gruppe, der er vokset op med et uhørt seksualiseret mediebillede og porno lige ved hånden via internettet. Er det en slags modreaktion? En trods? I så fald er det forståeligt, men man blander ulykkeligvis æbler med pærer. Nøgenhed i sig selv er ikke sex. Selv om medierne måske er med til at skabe netop det link.

Jeg går helt i baglås over de forældre, der bliver enormt forskrækkede på deres børns vegne. Hvorfor i himlens navn, skulle en forælder ønske at videregive et totalt forkvaklet forhold til nøgenhed og kroppen til sit afkom. Det må igen være den der tåbelige kobling til sex. Vi har prøvet den der med at dække os til. Kig på de gamle fotos af badende kvinder i meterlange kjoler. Eller nogle kulturers forhold til nøgenhed i disse ellers moderne tider. Når jeg færdes i svømmehallens badeområder ser jeg mænd med lændeklæder omkring klokkeværket. Fint nok. Men jeg synes, det er noget pjat. Det samme med kvinder indhyllet i slør og gevandter. Hvorfor? Hvad skal det gøre godt for?

Jeg bader selv nøgen. Og har aldrig oplevet ubehagelige eller lumre episoder. De fleste større offentlige strande har afdelinger, hvor folk som mig bader og solbader. Fint nok. Så kan folk vælge at bruge det område eller ej. Der skal nok være nysgerrige sjæle, der vandrer ned i den afdeling for at lure. Eller lade sig forarge. Det handler som så meget andet her i tilværelsen om pli og situationsfornemmelse. Jeg spankulerer ikke ned til den nærmeste børnefødselsdag på stranden, smider klunset og laver helikopteren. Omvendt bliver jeg knotten, hvis folk puster sig op og prøver at gøre nøgenhed til noget unaturligt eller lummert. Mig bekendt er der endnu ikke født et menneske med tøj på. Alt det kommer senere. Som et led i socialiseringen.

Så hvorfor ikke lære vores børn og unge at være glade for deres kroppe. At acceptere deres forskellighed. At se tykke og tynde kroppe som noget ganske naturligt. Uden en trævl på. Det ville være en modgift til de vrangbilleder, vi ellers præsenteres for i medier, mode og porno. I stedet for at lade sig forarge over noget så naturligt som nøgenhed, burde vi måske give den lektie i arv, at der er langt vigtigere ting at lade sig forarge af: had, krig, diskrimination og udnyttelse. Bare for at nævne et par stykker.

Jeg tror sgu lige jeg vil lave en meningsmåling med en udvalgt repræsentativ gruppe af mennesker bestående af mig selv. Måske kan i læse om den i morgendagens gratisavis.