Nogle oplevelser og ting er ganske enkelt noget nær umulige at skrive om på en måde, der yder dem retfærdighed. Måske er det i virkeligheden hemmeligheden bag stor poesi: den talentfulde digter formår at bøje og arbejde med sproget på en måde, så det færdige produkt ender som mere end summen af delene.

Før jeg fortaber mig i holistiske falbalader må jeg hellere slå fast, at jeg hverken er en stor digter eller specielt talentfuld. Når jeg alligevel bestiger Den skide hest for atter at kæmpe med mine personlige vindmøller, er det, fordi jeg dels selv har behov for at sætte ord på følelser og oplevelser fra gårsdagens Copenhagen Pride. Og dels fordi jeg år efter år ser den samme fortærskede diskussion om det rimelige i og det fornuftige ved et show som Priden.

Lad mig få det rent subjektive læsset af med det samme: Det er for mig et af årets absolutte højdepunkter at deltage i Priden. Så kan i komme rendende med jul, nytår og udsalg i IKEA. Hver gang. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang bliver jeg rørstrømsk og får fugtige øjne, når jeg begynder at gå med paraden rundt. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ellers ikke er specielt grådlabil, så hvorfor denne bølge af følelser?

Jeg er glad, fordi du spurgte.

For at svare må jeg lige rode mig ud i nogle tågede overvejelser. Bær over med mig. Hvad er fællesnævneren for os, der deltager i Priden? Ja, ikke sandt. Det er noget nær umuligt at svare på. Vi er folk fra alle dele af landet, mænd og kvinder, forskellige jobs, forskellige seksualiteter, forskellige uddannelser, forskellige politiske ståsteder, forskellig alder og givetvis forskellige personlige grunde til at møde op. Men jeg vil vove følgende påstand: Det, der samler os. Det, vi alle deler, er følgende: Vi er alle mennesker, der enten bliver eller er blevet set skævt til ene og alene, fordi vi er os selv. Både historisk og i den enkelte persons liv.

At være homoseksuel blev først slettet af Sundhedstyrelsens sygdomsliste i 1981. Ja sgu. I 1981. Transkønnede har stadig den tvivlsomme fornøjelse at stå på listen. I mange lande er homoseksualitet ulovligt, man har i den senere tid hørt rædselshistorier fra visse afrikanske lande, hvor folk hænges ud – eller bare hænges – for at udleve deres kærlighedsliv.

Naturligvis render man ikke rundt med alle de ting i tankerne, når man deltager i Priden. Men de er der. De ligger i baggrunden. Det samme gør alle de oplevelser, hvor folk har råbt efter en. Kaldt en for alle mulige nedrige ord. Eller endog har fysisk forulempet en. De fleste folk i min omgangskreds kender til alle eller de fleste af de nys nævnte ting. Jeg har selv oplevet det på egen krop. Det giver ar på sjælen.
Mange af os, jeg tillader mig at generalisere, har været gennem en lang og tornet rejse for at nå frem til, hvem vi er nu. Nogle har tilbragt mange år i skabet og levet i skyggen af den evige frygt for at blive afsløret. Alt for mange lever der endnu.

Så når jeg befinder mig midt i et hav af regnbueflag, midt mellem mennesker, jeg ikke kender, men alligevel føler mig i familie med, så rører det ved noget dybt inde i mig. Derfor de fugtige øjne. Og den store følelse af samhørighed og fest. For det er en fest. Vi fejrer os selv. Og hinanden. Og en by og et land, der giver os mulighed for at leve som os selv. Årets øvrige 364 dage er vi lige så leverpostejfarvede og forskellige som alle mulige andre danskere. Men den her ene dag giver vi slip og leger og fejrer.

Jeg er blevet spurgt, hvorfor regnbueflaget har så stor betydning. For det har det. For mig i hvert fald. Mere end dannebrog. Svaret fremgår af det, jeg netop skrev om følelser. Men også af noget andet. Regnbuen er for mig symbolet på forskellighed. Forskellighed, der lever sammen i gensidig accept og respekt. Jamen, er flaget ikke en slags homo-nationalisme, der opsætter barrierer mellem dem og os (hvem dem og os så ellers er)? Nix. Aldrig.

For mig er nationalisme noget forlorent stads, hvor mennesker skaber et kunstigt fællesskab. Kunstigt? Ja, landegrænser er ikke naturgivne. De flytter sig. En folkesjæl er også en levende og foranderlig størrelse. Danskhed og at være dansker ditto. Vi har naturligvis en (kultur)historie at trække på. Men alle dage har vi ladet os påvirke udefra. Tysk kultur. Romersk. Græsk. Og i det seneste århundredes anden halvdel især angloamerikansk. Folk er kommet til. Og folk er rejst ud.

Nationalisme udelukker. Dem, der ikke er som os, må blive uden for døren, det er en lukket fest. Regnbuen er selve symbolet på en åben fest. For mig er Danmark andet og mere end en geografisk kulisse. Går man i biffen, så er en film heldigvis også andet og mere end kulisserne, ikke sandt. Danmark – i hvert fald det Danmark, jeg ønsker og kæmper for – er en levende størrelse. Ikke et eller andet mareridtsagtigt statisk 1950’er glansbillede klippet ud af Krønikken, som man kan mistænke visse folk og partier for at ønske sig.

For mig er regnbueflaget et symbol for alt, der er godt ved Danmark og ved mennesker i det hele taget. Der er plads til alle i regnbuen. Ingen er forkerte pga. politisk observans, hudfarve, religion eller seksualitet. Den eneste uomgængelige adgangsbillet er en gensidig accept og respekt. Sværere er det ikke.
Så næste år er jeg der igen. Sikkert med en klump i halsen og fugtige øjne igen. Men også med den efterfølgende berusende og brusende følelse af fest og samhørighed i hver en del af min krop. Vi ses næste år.
En hulens masse fotos fra årets Pride