Nogle gange bliver man opmærksom på tidens gang på de underligste måder. Tag nu fx i dag. Jeg havde sadlet Den skide hest op til en lille udflugt mellem den danske sommers tordenbyger. I ved, hvordan det er. Man har jo sine ærinder. Nogle er mere præget af fornøjelse end andre. Så da apoteket og fødevarepusheren var overstået, galoperede min trofaste ganger og jeg ind til Viktoriagade.

Derinde befinder Men’s Shop sig. Det er en forretning, der primært henvender sig til det lyserøde segment. Sortimentet er, øh, alsidigt.

Jeg havde på deres hjemmeside bl.a. set, at man kunne erhverve sig en CD med den legendariske bøsse-LP fra 1975. Det er aldrig lykkes mig at opsnuse den oprindelige vinyl-udgave, så jeg har længe lovet mig at få købt CD’en.
Nu skal det her ikke udvikle sig til en decideret dansk bøssehistorie. (I er klar over, at der er lagt i ovnen til et men, ikke? Jep). Men. Bøssernes Befrielsesfront – det var der noget, der hed – er en uomgængelig del af den tornede vej til dagens Danmark, hvor begivenheder som sidste weekends Pride lader sig gøre.

Jeg copy-paster lige fra en artikel om BBF: (kilde)

Bøssernes Befrielsesfront (BBF) startede i 1971 som den første homoseksuelle bevægelse i Danmark, der førte en offensiv kompromisløs linje med sammenkædning af politik og seksualitet.
BBF’s formål var en seksualpolitisk bevidstgørelse af bøsser i og udenfor BBF, samt bøssepolitisk oplysning på uddannelssteder, arbejdspladser, i medierne og på gaden. At påvirke unge i en anden retning end den højredrejede, familiefascistiske og forvrængede seksualoplysning man møder i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. Såvel støtte som kritik af andre venstregruppers arbejde. Støtte til andre undertrykte grupper. Samarbejde med Forbundet af 1948 i kampen mod undertrykkelsen. Bekæmpelse af de gængse kønsroller.
BBF deltog hvert år i Christopher Street Liberation Day-demonstrationerne enten i København eller Århus. Det er nærmeste lørdag omkring d. 24. juni.
De fleste i BBF var eller havde været i basisgrupper, hvor især nye medlemmer kunne hente personlig støtte og opbakning i deres hverdag som bøsser. BBF førte ikke kartotek over sine medlemmer og havde ingen ledelse. Arbejdet var drevet af den enkeltes lyst.”

Citat slut.

Den kvikke læser – og har jeg andre – vil have gennemskuet, at det anvendte leksikon har en vis slagside mod venstre. Jeg elsker ordet ”familiefacistiske” LOL. Nå, det væsentlige var at give en baggrund for Bøssepladen. Den er indspillet i 1974 og udkommer i 1975. Og det er ikke lutter flade hippier, der trutter i chillummen. Blandt de medvirkende finder man navne som: Anders Koppel, Jens Rugsted og Kasper Winding.

Hvis i går ind på Youtube og taster søgeordene ”Bent Jacobsen bøsse”, kan i finde størstedelen af sangene fra CD’en. Det er en oplevelse. Et turbo flashback til dengang da. Vi kan hurtigt blive enige om, at sangene nok ikke ræser lige ind på iTunes top-10. Men nu er målestokken heller ikke, om de holder i dag. Det får jeg nok svært at overbevise ret mange om, at de gør. Tiden går. Pladen er snart 40 år gammel.
Og så er vi tilbage ved det, jeg indledte med. Tidens gang. Kigger man ned over pladens titler, er der fx ”Bøssebarens Dronning”, ”Bøsse” og en titel, intet nutidigt pladeselskab ville turde røre med en ildtang: ”Pædofili-blues”. Det kunne man udgive og synge om i 1975. Kan man det i dag?

Man kan grine af titler og sange (det gør jeg nu ikke). Man kan ryste på hovedet (det gør jeg nu ikke). Pladen kommer cirka fem år efter pornoens frigivelse i Danmark. En håndfuld år efter ungdomsoprøret. I en æra, hvor grænser sprænges. Hvor revolution og en tro på og et håb om nye tider er i vælten. Har man in mente, at homoseksualitet på det tidspunkt stadig fra officielt hold blev betragtet som en sygdom, repræsenterer Bøssepladen og Bøssernes Befrielsesfront et indlæg i den kamp for de rettigheder, alt for mange på den lyserøde fløj i dag tager for givne, men som ikke er kommet af sig selv. Der er stadig brug for kamp for at fastholde, bevare og forbedre rettigheder for folk i LGBT-miljøet. Der findes en uhyggelig lang række lande, hvor en sådan plade ikke kunne udgives. Ikke i 1975. Og ikke i dag. Så befrielsesfrontens kamp er ikke slut. Pladen er med andre ord alt andet end en anakronisme, på mange måder var den – og er den – lysår forud for sin tid.

Sammen med pladen købte jeg Sven Omanns bog ”Virkelige hændelser fra et liv ved fronten”, der er hans personlige erindringer fra livet som aktivist i Bøssernes Befrielses Front. Den glæder jeg mig utroligt meget til at læse. I en tid som vores, hvor øjeblikket forekommer at være det vigtigste, hvor mange folks højeste drøm er at komme i fjernsynet – om det så blot er for at hore og drikke i et realityprogram – kan det være uendeligt velgørende at lade blikket vandre mod de lidt længere linjer. Det kan du også gøre, fx ved at smutte en tur ind i Men’s Shop eller på dit lokale bibliotek. Måske bliver det dig, der tager sværdet op fra BBF og fortsætter kampen. Eller mig.