Okay, jeg indrømmer det. Jeg er en lille smule konservativ. Altså ikke Barske Bimmer-agtig, men konservativ i den forstand, at jeg er ret fasttømret mht. visse ting. Det med at lave om for at lave om har jeg aldrig fattet. Når jeg nu er i skriftestolen, kan jeg vel lige så godt gå all in og indrømme, at jeg har en ting med bøger. Ja, høje dommer. Så galt er det fat.

Derfor var jeg meget, meget spændt på min reaktion på mit nyeste isenkram i forbindelse med læsning. Jeg har investeret i en tablet. Det er nysprog for en iPad-lignende ting, der igen er nysprog for en lille trykfølsom skærm med indbygget computer.
Sådan en fætter kan bruges til mangt og meget. Man kan spille Angry Birds, til man får hård hud på fingrene. Man kan lytte til musik. Se film. Skrive blogs. E-maile. Overspringshandle på facebook og Boyfriend. Og en milliard million andre ting.

Og så kan man bruge den som en e-bogslæser. Det er her mit konservative sind bryder ud i mild paniksved. For jeg elsker (det er ikke for stærkt et ord) de gamle papirbøger. Naturligvis for deres indhold. I det mindste nogle gange. Men også for deres følelse. Deres vægt. Papiret. Duften. Typografien. Indbindingen. Hele håndværket. Især de gamle, smukke værker kan gøre mig salig.

Der har været mange forsøg på at erstatte den trykte bog. Jeg har læst indtil flere artikler, der proklamerede, at NU var den her, den elektroniske dims, der løste cirklens kvadratur. Men de fleste er feset lige så hurtigt ud som en stripper til en indre missionsk konfirmation. Enten har de været teknisk underlødige. Eller der har ikke været nok elektroniske bøger til dem. Forlagene har ikke kunnet blive enige om formater, kopibeskyttelse og fanden og hendes pumpestok. Et af de mere sejlivede bud på tronen har været Amazons Kindle. Jeg har aldrig ejet en sådan, men jeg har dog haft en i hånden. Uden at blive omvendt. Størrelsen var handy og det såkaldte elektroniske blæk var rimeligt naturtro. Men jeg havde aldrig givet 100-200 dollars for vidunderet.

Men nu har jeg altså en maskine, der byder sig til, også på det felt. Og dommen? Jeg er forbavsende positiv. For ikke at sige overrasket. Jeg kaster lige et link til et par fotos af miraklet. Min tablets vægt og størrelse gør den udmærket som e-bogslæser. Man behøver ikke muller som Arnold for at sidde med den i flere timer. Skærmens opløsning gør det til en fryd for øjet at læse. Ikke noget med hovedpine efter tyve minutter. Man kan ændre på størrelse og typografi, hvis man har en særlig forkærlighed for eller modvilje mod en bestemt type. Den side af ligningen fungerer.
Så er der udbuddet af bøger. Her halter Danmark bagefter. Gyldendal sælger e-bøger. De er (surprise, not) møg-dyre og bundet op på enten iPad-platformen eller en Windows eller Apple computer. Poltergeisten hedder DRM, digital rights management. Det er det samme trick, pladebranchen med et hysterisk blik i øjnene har holdt stædigt fast i. Argumentet er sundt nok. Kunstneren – forfatter eller musiker – skal have noget for sit arbejde, så produktet skal være beskyttet mod kopiering. Således prædikede præsten. Men som alle sognebørn ved, er virkeligheden en anden. Der går rundt regnet ti minutter fra en ny kopisikring er lanceret, til der ligger et crack ude på nettet. Dermed er der reelt set to muligheder: følg eller bryd loven.

Nja, der er faktisk tre. Og det er selv pladeindustrien ved at sande. Man kan gå nye veje og tilbyde musikken på lovlig vis til en pris, der gør pirateri næsten overflødigt OG giver kunstneren mønt i kisten samt et potentielt langt større marked. Tjenester som Spotify på musikfronten eller nogle af de danske pendanter går denne tredje vej.

Tilbage til bøgerne. Går man lidt på jagt på nettet, det vil i praksis sige med briller, der kigger længere end til Klareboderne, er der masser af sider, der tilbyder bøger. Amazon leverer stort set alle titler elektronisk. Man kan bare ikke få lov at købe dem som dansker. Så meget for varernes frie bevægelighed.
Klassikerne kan man til gengæld downloade til enten symbolske priser eller gratis. Jeg er netop gået ombord i Lewis Carrolls vidunderlige Alice i Eventyrland. Den koster gratis. Det er der mange andre af verdenslitteraturens andre store, der også gør. Besøg fx denne side: http://www.feedbooks.com/

Nu venter jeg på en løsning a la Spotify, der enten gratis (prisen er reklamer) eller for et relativt lille beløb, åbner for 18 millioner musiknumre til fri aflytning for deres kunder. Bibliotekerne kunne springe ind på banen; der er allerede udlån af e-læsere, men igen er problemet en binding til digitale rettigheder – og dermed begrænsninger i anvendelighed. Eller et forlag (eller flere) kunne sætte en bog-Spotify-tjeneste op.

Jeg er som altid optimystisk. Vi skal nok komme efter det herhjemme. De konservative vanetænkere (som mig) skal bare have et los i røven. Også dem på forlagene. Jeg tror, at iPad’en og hele viften af android-tablets har en mulighed for at lykkes, hvor alle de andre e-læsere har fejlet. Ganske enkelt fordi de sælger. Folk køber dem. Og lægger dem under juletræet. Eller spurter hjem i lænestolen med dem. Ikke for at få en e-bogslæser. Men af 117 andre grunde. Og pludselig sidder man der og HAR rent faktisk en e-bogslæser. Så markedet for bøger er der. Især skriger det på danske titler.

Jeg har i hvert fald kastet mig ud i det, ned i the rabbit hole. Ikke at jeg holder op med at købe bøger af den klassiske variant. Men der er bestemt titler, som jeg med stor glæde vil læse elektronisk. Bemærk, jeg skrev ikke “nøjes” med at læse elektronisk. Helt genial er en tablet til magasiner. Eller reklamer. Eller aviser. Mangt en regnskov kunne reddes på den konto. Jeg skulle gerne læse Se & Hør, Out & About, Politiken, Information, Tænk eller andre mere eller mindre lødige tryksager på min tablet. Eller hvad med at slippe for hele bjerget af reklametryksager. Føtex-avisen elektronisk? Ja, tak. Taberen her er avisbuddet. Vinderen miljøet.

Som mit gamle idol Poul Schlüter engang sagde: “Jeg er ikke så konservativ, at det gør noget”. Utroligt nok må en gammel bogorm som mig tilslutte mig de ord. Forandring behøver ikke at være af det onde. Ikke engang, når vi taler om bøger.