Nå ja, når jeg nu sidder og kigger på den overskrift, kunne den godt handle om mig. Det gør den også, bare ikke sådan direkte.

Vi spoler lige filmen et par timer tilbage. Som min faste og hårdtprøvede læser (muligvis læserE) vil vide, så er lørdag formiddag afsat til at dyrke min krops hensygnende tempel. Gerne noget med sol (don’t lecture) og motion i et eller andet forhold. Jeg skrev lidt om det for en uge siden. Her var jeg letsindig nok til at afsløre, nogle ville sige love, en ændring i træningsregimentet. Og hvad rager det så lige mig, hører jeg min læser udbryde med fortvivlelse i stemmen. Svaret: sikkert ikke en bønne, men er det ikke vidunderligt, at man(d) kan bruge et forum som dette til uhæmmet navlepilleri. Jeg lover at kigge med, når DU selv piller navle, så bær over med mig.

Vi kom fra det der med engle og dæmoner, ups, der røg dælme lige en bogfinke af panden, engle og djævle var det.

Dagens spinning-program (hedder det det?) var doblet op. Jeg havde booket timer fra 9 til 10. Og så fra 10 til 11. Omkring klokken 10 vågnede både englen og djævlen. Englen pudsede glorien, det gør sådan nogle, og mindede mig om, at jeg havde sat mig noget for, og så bare værs’go havde at gennemføre det. Djævlen returnerede serven med stor stil, da han mindede mig om, hvor meget shopping, jeg egentlig kunne nå på sådan en time. Der var mentale billeder af sportsbutikker, FONA, boghandel og mindre lødige steder (det er jo en djævel). Dertil kommer, at mine ben efter små 60 minutter allerede var helt med på at kaste håndklædet i ringen.

Men mirakuløst nok fik jeg stoppet en sok i kæften på min lille djævel på højre skulder (alt djævelskab kommer som bekendt fra højre fløj). Det fortrød jeg naturligvis bitterligt 30 minutter senere, da mine ben var ved at udfylde seperationspapirer uden samkvemsret. Men kroppen, selv en affældig størrelse som min, KAN altså mere, end hjernen prøver at bilde os ind. Så jeg gennemførte min lille bly-man (iron-man er kun for voksne). Benene nægter stadig at tilgive mig. Jeg stavrer rundt på to trætte stolper her i residensen. Men følelsen af at have gennemført noget, man ikke var sikker på, man kunne, er altså ret suveræn. Så jeg har allerede booket mig ind næste lørdag. Normalt er jeg klar til at klappe jubelidioter, der messer floskler a la: “man kan, hvad man vil”, en på låget. Men helt løgn er det ikke. I hvert fald kan man meget mere, end den lille djævel altid står klar til at bilde én ind.

Med det stykke livsvisdom, der ville få en Ghandi til at bliver rørstrømsk, i hvert fald hvis man havde hældt noget brændevin på ham først, vil jeg stoppe mit tastatur tilbage i lommen på Den skide hest. Og ønske dig, ja lige netop DIG en rigtigt dejlig weekend. Pas på dig selv og din engel.