Avisen Jyllands-Posten bringer en farlig revolutionær fortælling til torvs i dag: Ledende medlemmer af Enhedslisten skyr ikke tilbage fra at tale om revolution. http://jyllands-posten.dk/politik/article4779752.ece
JP mener vist, at det her er en kioskbasker i agurketiden. Om den er det eller om artiklen overhovedet er interessant, må være op til den enkelte læser at afgøre. Jeg tager den som et symptom for den frygt i de borgerlige medier, som er opstået i kølvandet på Enhedslistens markante fremgang oven på regeringens borgerlige kissemisseri i forbindelse med skattereformen.
Artiklen fik mig til at tænke lidt over fænomenet revolution. Ifølge ordbogen kan en revolution være en “pludselig, gennemgribende omvæltning af et samfund og dets styreform og institutioner, gennemført med magt til fordel for et nyt system”. Fx i tilfældet den russiske revolution. Mindre drabeligt kan en revolution også være en “pludselig, gennemgribende forandring”, eksemplet givet er en biologisk revolution som følge af kortlægningen af menneskets arvemasse (http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=revolution).
Jeg skal vare mig for at fortolke eller udlægge de i artiklen citerede personers meninger eller brug af ordet. Men ordet revolution giver nu ikke mig personligt tynd mave. Hvorfor ikke?
Fordi vi har en gennemgribende syg indretning af den verden, vi lever i. Mennesker dør i dette minut af sult; mennesker, som har lige så stor ret til at være her på planeten som du og jeg. Mennesker dør af sygdomme, der kan behandles. Mennesker dør, fordi den medicin, som findes, er patentbelagt af medicinalselskaber – og dermed for dyr. Alene de to sidste ord i den foregående sætning sat i forbindelse med et menneskeliv, burde give enhver myrekryb. Eksistenslotteriet, altså hvor du fødes, afgør i dagens verden, om – og hvor længe, du formentlig kan leve. Vi har en verden, hvor få er styrtende rige, mens ufatteligt mange lever i fattigdom. En verden, hvor magtsyge og pengegriske gamle mænd kan få supermagter til at drage i krig, så deres egne firmaer kan blive endnu mere velhavende. En verden, hvor spekulation og det underlige ord ”markedet” er det nye vidunder i åbenbaringen. En verden, hvor penge ikke er et middel, men et mål i sig selv. En verden, hvor miljøet og de kommende generationers ret til og forventning om at arve en planet, der er rask, vejes op mod store koncernes ønske om at tjene endnu flere penge til aktionærerne. En verden, hvor ufattelige midler er blevet kanaliseret ind i militær forskning, der har givet mennesket evnen til totalt at smadre planeten, vi bor på, et utal af gange.
En pludselig, gennemgribende forandring af den tingenes tilstand har jeg oprigtigt svært ved at se det skræmmende i. Den verden, vi har nu, skræmmer mig langt mere.
Er det naivt at have et sådant håb om forandring? Muligvis. Er det en utopi at tro på menneskets evne til at se videre end sine egne snævre, umiddelbare interesser? Måske. Er det revolutionsromantik at tale om og arbejde for en gennemgribende samfundsforandring? Nej. Hvis det er noget, så er det en pligt, langt flere mennesker burde tage på sig. Når vi ræber os højlydt på vej ud i skabet efter Samarin oven på endnu en overflodsmiddag. Når vi ordner samvittigheden ved at smide et par tyvere i raslebøssen et par gange om året. Når vi lukker øjnene for andres ulykke, fordi vi groft sagt selv lever godt på grund af selv samme ulykke. Når vi fodrer den indre svinehund. Burde vi så ikke i stedet vende blikket mod os selv og stille spørgsmålet: Kan vi ikke gøre det her bedre?
Svaret er ganske klart for mig. Jo, det kan vi. Er det en revolutionær tankegang, så fred være med det. Den her verden ikke bare trænger til, men skriger på en pludselig, gennemgribende forandring.