Ja, ikke sandt. Bare ordet. Slankekur. Det oser af januar, halvvisnet julegran, danskvand, overfyldte træningscentre, allerede fortrudte nytårsforsæt og dameblade med overstadigt euforiske helseguruer.

Vi har alle prøvet det. Først ryger humøret, så ryger livsviljen. Men kiloene? De er sværere at uddrive end en konvention af dræbersnegle.

For mig var det garderoben, der afgjorde sagen. Efter en lang periode, hvor jeg skulede ondt til min vaskemaskine, jeg var helt overbevist om, at den gjorde et eller andet gustent ved mit tøj, skidtet blev jo ved med at krympe! Selv på skåneprogrammerne. Alle de der jeans i størrelse 32 røg på hylden først, så stod 34 for fald, mens 36 lokkede som en politiker i valgkamp.

Hvad gør en klog?

Hylderne i boghandlen er fulde af bøger, der hver især alle som en indeholder Sandheden med stort S om vægttab. Stenalder. Low Carb High Fat. Protein. Død ved kølle. Internettet byder på noget af det samme krydret med mere eller mindre sløje kosttilskud og mirakelkure. Nogle ting virker næsten religiøse i tilsnittet.

Nå, man er vel bogorm, så ud fra devisen den bedste titel vinder, røg bogen “Spis maven flad” af Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell i indkøbskuren. Først bagefter gik det op for mig, at den var møntet på kvinder. Eller det antager jeg i det mindste, efter som menstruationscyklus ikke på forhånd var noget, jeg havde regnet med at fokusere voldsomt på.

Jeg fandt dog bogen både brugbar og pædagogisk. Der var masser af gode råd, opskrifter og forklaringer.

Nu tror jeg af princip ikke på, at der findes én løsning på et givet problem. Eller i det mindste ikke en eviggyldig, universel løsning. Måske i matematik, og dog. Men der findes givetvis løsninger, der fungerer for mig. Og nogle, der fungerer for dig. Og en masse, som slet ikke fungerer.

I den ånd valgte jeg at mikse lidt fra ovennævnte bog og fra internettet og gode venners råd og vildledning. Derfor er denne blog alt andet end Opskriften. Det er historien om, hvad der virkede for mig. Snup det, du kan bruge, om noget. Eller grin din røv i laser. Eller noget midt imellem.

Men det allervigtigste værktøj viste sig at være en hjemmeside, som mit træningscenter Fitness World har et samarbejde med: www.madlog.dk. Det er en side, hvor man kan holde styr på, hvad man spiser, hvor mange kilokalorier det indeholder, OG hvor meget man bør spise hver dag for at nå et vægtmål, man sætter fra start af. Det er skrup skide genialt. Man bestemmer selv, hvor hurtigt vægttabet, skal ske. Snakker vi uger? Måneder? Jamen, så er det det, du skriver ind. Så udregner siden, hvor mange kilokalorier, der skal i dunken hver dag. Øvelsen består så i, at forsøge at holde sig inden for de grænser.

Det er her min indledende svada om tab af livslyst kommer ind. For mad er immervæk både nødvendigt og en enorm kilde til glæde og nydelse. Så fire måneder på riskager og Nupo-pulver kommer aldrig på tale. For mig. For andre er det Måden. Men jeg insisterer på at få noget mad, der smager godt. Som et tegn blandt mange på mine fordomme og manglende viden generelt har jeg ofte underholdt, hvem der nu gad at lægge øre til, med at sund mad per definition ikke smager godt (og vice versa med det usunde).

Det er noget vrøvl.

Min menstruationsbog lærte mig ret hurtigt, hvilke faldgruber der skulle undgås. Ned med mængden af kulhydrater (og hvilke ting indeholdt mange af de små banditter) og op med mængden af proteiner. Hvad skal man stege i? Hvad med tilbehør? Brød? Og så videre.

Jeg startede ved påsketid, som en slags symbolsk gestus til lidelsen. Via Dolorosa begyndte med at rydde fadeburet. Ud med alt det, der ville smadre min dagsration af kilokalorier. Op til madpusheren og indkøbe diverse besynderligheder, der hidtil aldrig havde fået tiltræde i mit hjem. Og så ellers i gang med opskrifter og indtastninger. Og træning. Masser af træning.

Det med træningen kræver nok et afsnit for sig selv. Jeg har gået i fitnesscenter i snart mange år. Jeg har kørt flere kilometer på et spinningcykel, end Bjarne Riis har i Touren, eller sådan føles det. Og kondien blev da bestemt bedre. Knæ og ryg var glade. Men de der deller på sidebenene? Glem det. De er mere klæbrige end Jehovas Vidner ved døren. Konklusionen er, at træning alene gør det ikke. Morgenkrydder med tandsmør, frokost med højtbelagt, bearnaisesovs til aften. Så kan du træne lige så åndssvagt, du vil. Yin og Yang. Ind og ud. Der ligger den lille hemmelighed og venter.

Jeg skal ikke kede dig med lange lister over, hvad jeg har sat til livs de seneste par måneder. Jeg leder heller ikke efter bifald. Eller forsøger at gøre min lille slankekur til noget særligt. Det, jeg gerne vil ramme en pæl igennem, er nogle af de fordomme, jeg selv rendte rundt med: at sund mad smager af… ja, lort. At det med slankekur er noget med forsagelse af enhver livsnydelse. Og at en smule træning for samvittighedens skyld er nok.

Resultatet?

Tja. De der jeans med en livvidde på 32 er nu pludselig ikke bare kommet i brug, men virker lidt løse i det. Der er røget små 12 kilo på otte uger. Og nok så vigtigt er de røget fra de steder, der hidtil virkede ramt af en eller anden forbandelse: taljen og sidebenene.

Er det nemt?

Svarer jeg nej, lyder det som om, jeg har gjort noget helt enestående. Svarer jeg ja, pisser jeg lidt på alle dem, der bare ikke kan tabe sig. Lad mig i stedet sige, at det var klart lettere end frygtet. Med det mener jeg, at skiftet fra den tidligere til den nuværende kost ikke bød på de traumer, jeg havde troet. Hytteost, skyr, mandler, grønne bønner, kylling, klidbrød og sukrin er blevet nære, gode venner. Og de dage, hvor jeg har rendt rundt med en slunken vom og følt sult, kan tælles på mindre end en hånd. Og de har alle været min egen skyld, fordi jeg har valgt noget forkert mad.

Nu er min målvægt så nået. Øvelsen består naturligvis nu i ikke at ræse op ad skalaen igen. Madlog tilbyder muligheden for at vedligeholde på en given vægt. Det er det, som er det nye mål. Og der er plads til et stykke wienerbrød nu og da. En flæskesteg. Tricket er at gøre de ting til undtagelserne, til festerne. Og så have en hverdagskost, der både smager godt OG er passende i forhold til den mængde energi, man nu skal have i tanken hver dag.

Jeg tror, når jeg nu kigger tilbage på de sidste to måneder, at det givetvis handler om en vis mængde vilje. Sådan er det med det meste her i livet. Men vilje alene gør det ikke. Man skal finde noget, der virker for en selv. Noget, der gør en hverdag til en god dag, ikke til en evig kamp, så holder det ikke. Værktøjerne er derude. Maden er derude (og er ikke voldsomt meget dyrere end alt det usunde). Og bøgerne, hjemmesiderne og bloggene er derude. Find det, der virker. For dig. Når man så ydermere kan se, at det kaster resultater af sig, så stiger motivationen voldsomt.

Slankekur er egentlig det forkerte ord. Kostændring er bedre. Eller hvis vi skal være højtragende: livsstilsændring. Og det behøver ikke ose af vissent gran og januar.