Skadestuen.nu

Jeg undskylder med det samme det ikke alt for fremragende foto. Det, du ser på, er en dør. Det har den kvikke læser (og har jeg andre) utvivlsomt allerede regnet ud. Nærmere bestemt er det døren til den private skadestue på Rolighedsvej her på Frederiksberg. Skadestuen.nu er navnet på stedet og den tilhørende hjemmeside. Eller det var det. For den er lukket. Okay, det er et stykke tid siden, jeg har bare ikke fået taget mig sammen til at fotografere og kommentere før nu. Den – altså skadestuen – har været en torn i øjet på mig fra start af. Det afhænger naturligvis bl.a. af politisk ståsted, om man deler den opfattelse, men jeg synes, der er noget fundamentalt forkert i, at folk med mange knaster kan springe køen over. Jeg er bestemt heller ikke pjattet med at sidde og glo en halv dag på en offentlig skadestue for at få en stresset turnuslæge til at kigge på min forstuede ankel. Men løsningen må være at få de offentlige skadestuer til fungere, ikke at suge luksuspatienterne over i det private. Det har naturligvis været den nuværende (og forhåbentlig snart forhenværende) regerings projekt fra dag ét. Privatisering er guden, der tilbedes. Heldigvis ser det ud til, at den private afgud ikke altid ser med mildt åsyn på sine tilbedere. Jeg kender ikke årsagen til den private skadestues død. Hjemmesiden meddeler blot, at den er lukket og henviser til de offentlige. Det triste er, at endnu en skadestue her i København er ved at ryge. Og her snakker jeg ikke om den private. Næ, hele Frederiksberg Hospital inklusiv skadestue er dødsdømt af politikerne. Den besynderlige kvinde, Vibeke Storm Rasmussen (S), der ellers kun stikker hovedet op fra den æske, hvor hun gemmer sig, når hun skal genvælges som regionsrådsformand, har lige fundet tid til at aflive Frederiksberg Hospital. Angiveligt fordi det ikke er tidssvarende. Centralisering er kodeordet. Vi skal have et giganthospital på Bispebjerg. Med en skadestue, der skal betjene et endnu større opland. Man behøver vel ikke den store ledvogtereksamen med egeløv for at regne ud, at det er den hurtige vej til endnu længere ventetid på skadestuerne. Så måske står det private spøgelse klar i kulissen igen. Det ville da være skæbnens ironi, at en socialdemokrat førte det...