Måske kender i det. Man hører en god sang i radioen, nynner lidt med. Den går rent ind. Måske køber man den på iTunes. Og hører den nogle gange. Eller det er en af dem, der kører i tung rotation på en kommerciel radiostations playliste. Glem alt om det. Det, jeg hørte i går på Frue Plads, kommer i aldrig til at høre på Voice eller Nova. Never. No way. Intet ondt om ørehængere. Men de er måske lidt at sammenligne med mad fra McDonalds. De smager godt, men en halv time og en bøvs senere, er man sulten igen. Hvad kvartetten på scenen i går skal sammenlignes med fra den kulinariske verden, aner jeg hånden på ærten ikke. De var, som det fremgår af det halvsløje mobilfoto, en del af Copenhagen Jazzfestival. Men det er avantgarde. Eksperimentelt. Allerede ved de ord, tjekker mange ud. Regningen, tak! Så er det sådan noget langhåret, underligt noget, som kun folk i fløjlsbukser og rullekravetrøjer kan have glæde af. Det vil jeg nu ikke mene. Okay, det er underligt. Anderledes. Mærkeligt. På den fede måde. Mit første indtryk var, helt ærligt: “Hvad er det her for noget gebrækkeligt møg”. Men jeg blev hængende. Og blev suget ind i det magiske univers. En audiovisuel forførelse. Jeg lægger nogle links til de optrædendes Myspace-sider og noget musik fra Youtube, så kan du selv gå på opdagelse. Jeg synes, det er fantastisk, at der er plads til en koncert som den på Frue Plads i går i Jazzfestivallens program. Det gør projektet levende. Man kan kun kapere så meget Big Band musik (intet ondt om det i øvrigt). Men det er de nye ting, der holder jazzen levende. Ellers kunne vi lige så godt smide alle CD’erne i butikkernes jazzafdelinger (hvis nogle sådanne overhovedet findes stadig) over til afdelingen for barokmusik. Jeg er ikke fan af det underlige for dets egen skyld. Der skal være noget mere. Det samme gør sig gældende i poesi. Der findes uforståelig, hermetisk knækprosa, der skriger Kejserens nye klæder. Men der findes også – heldigvis – de der skæve perler, der måske er underlige, måske kæmper imod vores ubændige trang til at putte i kasser, men alligevel tager den nærmeste omvej via øje eller øre direkte ind i hjertet. Noget sådan oplevede jeg på Frue Plads i gør. Og det er jeg de fire optrædende dybttaknemmelig for....