Ja, ikke sandt. Bare ordet. Slankekur. Det oser af januar, halvvisnet julegran, danskvand, overfyldte træningscentre, allerede fortrudte nytårsforsæt og dameblade med overstadigt euforiske helseguruer. Vi har alle prøvet det. Først ryger humøret, så ryger livsviljen. Men kiloene? De er sværere at uddrive end en konvention af dræbersnegle. For mig var det garderoben, der afgjorde sagen. Efter en lang periode, hvor jeg skulede ondt til min vaskemaskine, jeg var helt overbevist om, at den gjorde et eller andet gustent ved mit tøj, skidtet blev jo ved med at krympe! Selv på skåneprogrammerne. Alle de der jeans i størrelse 32 røg på hylden først, så stod 34 for fald, mens 36 lokkede som en politiker i valgkamp. Hvad gør en klog? Hylderne i boghandlen er fulde af bøger, der hver især alle som en indeholder Sandheden med stort S om vægttab. Stenalder. Low Carb High Fat. Protein. Død ved kølle. Internettet byder på noget af det samme krydret med mere eller mindre sløje kosttilskud og mirakelkure. Nogle ting virker næsten religiøse i tilsnittet. Nå, man er vel bogorm, så ud fra devisen den bedste titel vinder, røg bogen “Spis maven flad” af Charlotte Hartvig og Majbritt L. Engell i indkøbskuren. Først bagefter gik det op for mig, at den var møntet på kvinder. Eller det antager jeg i det mindste, efter som menstruationscyklus ikke på forhånd var noget, jeg havde regnet med at fokusere voldsomt på. Jeg fandt dog bogen både brugbar og pædagogisk. Der var masser af gode råd, opskrifter og forklaringer. Nu tror jeg af princip ikke på, at der findes én løsning på et givet problem. Eller i det mindste ikke en eviggyldig, universel løsning. Måske i matematik, og dog. Men der findes givetvis løsninger, der fungerer for mig. Og nogle, der fungerer for dig. Og en masse, som slet ikke fungerer. I den ånd valgte jeg at mikse lidt fra ovennævnte bog og fra internettet og gode venners råd og vildledning. Derfor er denne blog alt andet end Opskriften. Det er historien om, hvad der virkede for mig. Snup det, du kan bruge, om noget. Eller grin din røv i laser. Eller noget midt imellem. Men det allervigtigste værktøj viste sig at være en hjemmeside, som mit træningscenter Fitness World har et samarbejde med: www.madlog.dk. Det er en side, hvor man kan holde styr på, hvad man spiser, hvor mange kilokalorier det indeholder, OG hvor meget man bør spise hver dag for at nå et vægtmål, man sætter fra start af. Det er skrup skide genialt. Man bestemmer selv, hvor hurtigt vægttabet, skal ske. Snakker vi uger? Måneder? Jamen, så er det det, du skriver ind. Så udregner siden, hvor mange kilokalorier, der skal i dunken hver...