Man bliver, hvad man spiser. Det fandt jeg først ud af efter at have spist flødeboller i mange år. Det er, som man siger, en helt anden historie. Men mad er jo på godt og ondt en del af vores liv. Jeg er på trods af min galoperende bogsamler-mani ikke den store fan af kogebøger, alligevel lod jeg mig friste af den her. Der er noget umiddelbart tiltalende ved ideen om mad som ikke alene nærende men direkte helbredende. Okay, jeg er ikke gået helt new-age og feng shui, men det giver trods alt god mening at tænke en smule over, hvad man stopper i munden. Jeg havde en sludder med Liza Spinelli, som jeg kalder en af mine spinning-instruktører. Hun er en på mange måder klog kone (men jeg ville sikkert få prygl med en hulahop-ring, hvis jeg brugte den term, når hun hørte på det). Vi kom til at snakke om kostpyramiden. Eller kostpyramiderne. I min barndom omkring Første Verdenskrig fik vi spanket ind i skallen, at kartofler, ris og brød var uomgængelige grundstene. Det er de ikke mere.  Hvorfor? Tja, ifølge miss Spinelli fordi vi lever anderledes nu. Der er ikke så meget fysisk arbejde, så en diet med store mængder af kulhydrater er ikke mere det mest velgørende. Proteiner er i stedet din nye ven. Proteinrig mad øger forbrændingen og giver en længere mæthedsfornemmelse, siger dem, der ved noget om den slags. Vi snakker linser, bønner, nødder, mælk og andet godt fra havet (tang fx). http://www.sundhedslex.dk/proteinrig-kost.htm Det fik mig til at fintænke mit eget menukort. Ikke at jeg sidder med tang stikkende ud af ørene nu, men hvorfor ikke skele lidt til, hvad der rent faktisk er godt for en.  I den forbindelse er jeg gået ombord i Det helbredende køkken. Nå ja, miss Spinelli har også en ganske genial blog, men jeg er ikke helt nået til hendes stadie af sundhed endnu (kald mig konservativ). I får lige et link til hendes blog, måske er der også noget for jer der: http://sunderfedt.blogspot.dk/ Velbekomme. Og så må I have mig undskyldt, jeg har lige et par vanillekranse, jeg skal se nærmere...