tatoveringer

Opdatering – og forvirring på et højere niveau

Opdatering – og forvirring på et højere niveau

Jeg er lige kommet hjem efter et besøg i tatoveringsbutikken. Jeg var tilsagt til et kontroleftersyn. Det er nu cirka 48 timer, siden jeg fik min tusch lavet. Heldigvis var alt okay. Min tatovør synes, den lægte fint. Så nu er jeg glad. Jeg har ikke mærket så meget til den. Det er vel nærmest at beskrive som den følelse, man har, hvis man har fået for meget sol. Sådan lidt irriteret hud. Men ikke værre end som så. Jeg vasker den i noget specialsæbe morgen og aften. Forsigtigt. Og så skal den smøres ind i pantothenol-salve to-tre gange om dagen. Ikke for meget. Min tatovør siger, at den skal have lov til at tørre ud ind imellem indsmøringerne. Og jeg retter mig efter ham. Han har immervæk 20 års erfaring i faget. Det er ellers vildt nemt at blive snotforvirret omkring efterbehandling af tatoveringer. Man skal bare kigge på nettet. Der er faktisk ikke to steder, man får de samme råd. Nogle skriver, at det og det må man ikke. Andre siger det er helt i orden. Jeg tænker på ting som at træne og svede. Eller hvad man skal smøre med. Og hvor ofte. Okay, der er visse ting, der går igen, men der er mindst lige så meget, der er uenighed om. Og her taler jeg ikke om knaldhætter som mig, der kloger mig i blogs eller dagbøger. Nej, også professionelle tatovører er åbenbart rygende uenige om en hel masse. Jeg spurgte min tatovør, da jeg nu var derinde alligevel. Og han gav mig ret. Internt blandt tatovører var der stor uenighed. Hans egen filosofi er at behandle en tatovering som et hvilket som helst andet sår, groft sagt. Det kan jeg godt se logikken i. Og jeg har tillid til ham, så det er hans råd, jeg følger. Men det demonstrerer meget godt på én gang nettets styrker og svagheder. Der er SÅ meget information at hente. Men hvad er rigtigt? Og hvad kan man stole på? Men nu er jeg glad. Jeg har faktisk været godt gammeldags glad i låget de sidste 48 timer. Det kunne de også se nede i butikken. Smil og verden smiler igen. Ikke sandt. Jeg fik takket min tatovør for et sublimt arbejde. Og han sagde, jeg bare kunne ringe eller komme forbi, hvis der var noget. Da jeg forlod ham for to døgn siden sparkede han en bold op i luften: Få lavet noget mere med en masse farver. Den har bidt sig fast. Og det sagde jeg til ham. Det morede ham. Så jeg sagde ikke så meget farvel, men på gensyn. Og det er jeg faktisk 100% sikker på. Jeg går allerede og tænker. Der går...

Read More

Yin og yang – kling og klang – en trekant en stang!

Yin og yang – kling og klang – en trekant en stang!

Ja, undskyld. Jeg er lidt overstadig. Jeg gjorde det! Her sidder den lykkelige ejer af en funklende ny tatovering. Det er en vildt underlig følelse. På den fede måde. Jeg har talt om et piercing high. Der findes også et tatoverings high, kan jeg rapportere. Så i må undskylde, hvis det her bliver lidt usammenhængende og boblende. Jeg er bare SÅ glad. Jeg har lyst til at løbe ned på gaden og kysse alle på min vej. Resultatet af det ville utvivlsomt være en røvfuld, så jeg må hellere blive på min pind her alligevel. Var det slemt? Gjorde det ondt. Nej. Og ja. Det kan mærkes. Det gør ondt. Men det er til at leve med. Det er jo ligesom en del af det hele. Ellers kunne man jo nøjes med at købe Anders And-bladet og få nogle overføringstatoveringer. Hmm, gad vide om de stadig findes? Jeg kan huske dem fra min barndom. Nå, hvor kom jeg fra? Jo, det med smerten. Jeg havde fået det ekstremt gode råd af min tatovør at købe en tube Emla-creme. Det er noget lokalbedøvende noget. Det smurte jeg min lænd ind i to timer før tatoveringen. Og så ellers plastfilm omkring, så jeg lignende en vellavet shawarma. Nu ved jeg i sagens natur ikke, hvordan det ville have været uden den creme, men jeg er ret sikker på, at den tog spidsen af smerten. Min tatovør sagde, at netop lænden var et af de værste steder mht. smerte. En frygtelig masse nerver, der ligger højt. Jeg er ikke læge, men det lyder sandsynligt. Hele seancen tog 2½ time fra jeg gik ind ad døren, til jeg stod på Nørre Farimagsgade igen. Han havde tegnet tatoveringen op på et stykke papir, inden jeg kom, så det handlede først om at fintune den tegning. Så tog han en kopi på en særlig maskine, så tegningen kunne overføres til min lænd. Så den endelige godkendelse. Og derefter var det nåletid. Det foregår i selve butikken. Så jeg kunne følge med i de øvrige kunder, der kom og gik. Men tiden fløj. Også uden kunder til at underholde mig. Først lavede han selve optegningen. Dernæst det sorte. Og til slut farverne. Rød, orange og gul. Til allersidst fik jeg ham til at tage et foto med mit medbragte kamera. Det er altså en helt frisk tatovering, i ser her. De gule og orange farver er lidt svære at se nu, det skyldes selvfølgelig, at tatoveringen er helt frisk. Vi taler basalt set om et åbent sår. Så nu sidder jeg her med en ny omgang plastfolie på lænden. Det her skal sidde mellem to og seks timer. Så skal tatoveringen skylles og vaskes forsigtigt, derefter...

Read More

En date med nålen

En date med nålen

Nej, bare rolig. Jeg skal ikke have flere piercinger. Det er meget værre! Jeg har taget et stort skridt hen i mod at opfylde endnu en længe næret drøm. Tatoveringer. Ja, ikke sandt. Allerede her deler vandene sig. Nogle af jer vil helt sikkert rynke på næsen eller andre kropsdele. Og så er der dem, der synes, at tatoveringer er fede. Og måske selv har en eller flere. Jeg har altid ligget sådan lidt midt imellem (nej, jeg er ikke radikal). Tatoveringer kan se helt fantastisk flotte ud. Og de kan ligne noget, der er gylpet op af en gigtplaget fugl. Det handler for mig om harmonien mellem selve tatoveringen og personen, den sidder på. Jeg ser helt bort fra de dybt tåbelige. I ved sikkert, hvad jeg tænker på. Noget, der er blevet hakket ind i kødet på en ordentlig druktur. Jeg vil ikke engang sige, at det handler om mængden af tatoveringer, altså hvor mange, der er, eller hvor meget de fylder. Det kommer igen an på harmonien. Det er min første tatovering. Så der er blevet spekuleret en hel del over motiv og placering. Jeg har tænkt længe over det her. Men hvorfor nu? Er det panikalderen. I kender jo godt det med mænd, der styrter ud og køber en rød Ferrari, når alderen begynder at presse på. Nu har jeg ikke råd til en Ferrari. Det er det første. Og det andet er, at jeg heller ikke ser det som noget i retning af panik. Tværtimod. Jeg har aldrig været i bedre balance med mig selv. En ændret livsstil er hovedårsagen. Mine nære venner vil vide, hvad jeg ævler om. Og for resten af jer betyder det ikke så meget for den store sammenhæng. Lad os nøjes med at sige, at jeg fra en hospitalsseng lovede mig selv indtil flere ting. Bl.a. at udleve mine drømme. Ergo: en tatovering. Vi taler om en på lænden. Ja, ja. En Amager-nummerplade. Et røvgevir. Et tramp stamp. Kært barn har mange navne. For nogle år siden skulle gud og hvermand plus hans søster have en. Så blev det vist pludselig til noget, der signalerede dårlig smag – eller billighed. Hvorfor fatter jeg ikke. Jeg synes, de ser skide godt ud. En veldrejet røv (m/k) med sådan en lille bandit på er i mine øjne ufattelig smukt. Nu vil jeg så lade det være op til andre at vurdere min røvs veldrejethed, men jeg er vildt forelsket i netop den tatovering. Og så har den endnu en fordel: den er rimeligt privat. Hvor meget, man vil vise frem, hvornår og i hvilke sammenhænge er også en faktor, når man skal vælge en tatovering. Så jeg har googlet røvgevirer. Mange....

Read More

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer