Lige (u)lovligt freshe medlemmer

Følgende er en mail, jeg netop har sendt til Fresh Fitness, Vesterbro. Hvis du træner der, skulle du ofre to minutter på at læse den, det er om tyveri: Hej Fresh Vesterbro. Følgende blot til orientering og evt. til brug som advarsel for andre kunder: Jeg var i dag ovre hos jer og træne mellem kl. 8 og 10. Da jeg har forladt centret og på hjemvejen skal indkøbe et par småting, opdager jeg, at mine kontanter er forsvundet fra min pung. Til alt held ikke et større beløb, men som jeg husker det ca. 400 kroner i sedler. Jeg er ret sikker på, at medlemmet (og det må det jo næsten være, da offentligheden ingen adgang har) med de lange fingre har lavet det her stunt før og sikkert vil gøre det igen, hvorfor I måske skulle overveje at sætte nogle opslag op for at advare folk om at være ekstra opmærksomme med at låse deres skabe. Måden, det skete på for mig er, som følger: Da jeg er færdig med at træne og går op for at bade/ klæde om, virker omklædningen tom. Jeg ser eller hører ingen. Jeg skulle ret akut på toilet, så da jeg har åbnet mit skab og taget træningstøjet af, begår jeg den fejl ikke at sætte hængelåsen på i de måske 1-2 minutter, det tager mig at gå de fem meter hen til toilettet for at tisse. Tyven har åbenbart gemt sig i omklædningen og ventet på netop et fjols som mig, for han har udnyttet det korte tidsrum til at fare hen i skabet, fiske min pung op og snuppe sedlerne. Det smarte er, at han lægger pungen tilbage, så jeg først opdager tyveriet, da jeg står nede ved en butik for at betale. Det eneste positive i den her affære er (ud over det ret lille pengebeløb), at han åbenbart ikke har haft tid eller nerver til at rode hele skabet igennem, så min telefon, nøgler med mere fik jeg lov at beholde. Jeg er helt klar over, at tyveriet i høj grad er muliggjort af min egen dumhed, så det her er ikke ment som en kritik af jer. Men måske kan nogle opslag både advare andre kunder OG evt. gøre tyven opmærksom på, at hans små julelege er i fokus. Som sagt er jeg sikker på, at han laver det samme nummer igen. Med venlig hilsen etc. etc....