Fokus

Der er en ting, jeg har gået og lagt mærke til. Altså ved mig selv. I ved nok, når man skal tage et foto, så handler det om at fokusere. Med mindre kameraet gør det selv. Dårligt eksempel. Nu er jeg allerede ved at miste fokus, og fokus er netop, hvad jeg prøver at, øh, fokusere på. Måske er det et dårligt valg af ord. Lad os prøve med koncentration i stedet. Jep, det er meget bedre, bortset fra at det lyder dræbende kedeligt. Men jeg har altså bemærket at min evne til at fokusere eller koncentrere mig er nogenlunde omvendt proportional med mængden af elektronisk lort, jeg tilføjer mit liv. Et eksempel: Jeg har modtaget en bog, som jeg rigtigt gerne vil læse. Kaffen er lavet, småkagerne strategisk placeret. Ind i dette paradis kommer slangen i form af min iPhone. Den lokker ikke med æbler, men med diverse lyde, der angiver, at der er en eller anden form for besked eller update kun et fingertryk væk. Her er det, at kæden ofte hopper af koncentrations-cyklen. For inden jeg får set mig om, er jeg i fuld gang med at maile, sms’e, tweete eller noget andet obskurt. Bogen er om ikke glemt så forladt på det skammeligste. Eller jeg sætter mig lige foran PC’en for at skrive et eller andet hurtigt på facebook, tre timer senere sidder jeg der stadig. Nu valgte jeg en bog som eksempel, men det kunne være alt muligt andet, der kræver, at man har sin opmærksomhed samlet på ét sted. Den kvikke læser sidder sikkert allerede med fingeren i vejret, ivrigt hoppende i stolen: “Så sluk dog skidtet!”. Jovist. Og det er jeg også i stadigt højere grad begyndt at gøre. Du behøver med andre ord ikke at frygte, at jeg ligger for døden, blot fordi jeg ikke svarer på en sms inden for de første ti minutter. Men djævlen ligger her ikke i detaljen, men som altid i fristelsen. Eller måske snarere i bevidstheden om, at den evige kommunikative malstrøm kværner lystigt videre, også selv om jeg har slukket for min telefon, min PC, min tablet OG mit æggeur. Jeg faldt over en artikel for noget tid siden. Underligt nok var jeg i stand til at koncentrere mig længe nok til at få den læst (jeg har imidlertid lykkeligt glemt både titel og forfatter). Emnet var, at vores levevis ændrer måden, vores hjerner fungerer på. Altså netop det, jeg på min egen snørklede måde har danset omkring nu. Og det skræmmer mig. Er vi på vej til at blive en samling flimrende væsner med, hvad amerikanerne med et vidunderligt udtryk kalder: an attention span of a gnat? Er ro og evnen til koncentration...

Read More

Gaydar

Gaydar

Nogen har den. Andre ikke. Og så er der dem som mig, hvor den mere eller mindre er kronisk upålidelig, cirka som en Skoda i de gode gamle dage. Grunden, til at jeg øser disse ord af visdommens kilde, skal findes i en pudsig oplevelse denne morgen. Jeg havde sadlet Den skide hest op og begivet mig til spinning. Tæt ved mit træningssted ligger en lille kiosk, hvor jeg gerne indkøber en avis og lignende her i weekenden. Jeg havde netop givet hesten muleposen og var ved at lægge kursen mod kioskens dør, da et par kvindelige kvinder kommer spadserende hen imod mig. Måske mor og datter. Måske bare veninder, det er svært at sige med sikkerhed i disse Amalie-tider. Jeg antager, at de måske havde fået en lille tår over tørsten. De talte i hvert fald så tilpas højt, som en del mennesker med en vis promille ynder. Jeg skal her forsøge at gengive ordvekslingen: Yngre kvindelig kvinde: “Hvad med ham der?” (note til læseren: hun mener mig).Lidt mere brugt kvindelig kvinde: “Han er sgu da bøsse”.Yngre, nu overrasket kvindelig kvinde: “Gud, det så jeg ikke”. Det skal her pointeres, at jeg hverken var iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps. Og det var på ingen måde sagt nedgørende eller noget. Måske gik de og gav mænd karakter (en god gammel og meget yndet sport). Måske ledte de efter en eller anden, der kunne slæbes med hjem i de kvindelige kvinders hule (en anden og langt mere frygtindgydende sport). Men jeg blev fluks både overrasket og en kende misundelig. For den lidt mere brugte kvindelige kvinde ramte jo plet. Helt uden at anstrenge sig eller ringe til en livline. Selv er jeg helt håbløs til den slags. Okay, hvis en fyr altså ER iklædt lyserødt tylskørt eller læderchaps eller har håndled, der kan gøre en helikopter misundelig, så plejer selv jeg at kunne forbinde punkterne til et sammenhængende billede. Men sådan lige fra hoften og uden tvivl, når jeg passerer et vildtfremmed menneske på gaden? Nope. Det er sjældent. Gad vide, om der er et aftenskolekursus, man kan melde sig til? Sådan noget FOF-noget? Gaydar for begyndere, mandage mellem 19 og 21 på Nyboder Skole. Ellers må jeg ud at lede efter hende den lidt brugte kvindelige...

Read More

Djævel og engel

Nå ja, når jeg nu sidder og kigger på den overskrift, kunne den godt handle om mig. Det gør den også, bare ikke sådan direkte. Vi spoler lige filmen et par timer tilbage. Som min faste og hårdtprøvede læser (muligvis læserE) vil vide, så er lørdag formiddag afsat til at dyrke min krops hensygnende tempel. Gerne noget med sol (don’t lecture) og motion i et eller andet forhold. Jeg skrev lidt om det for en uge siden. Her var jeg letsindig nok til at afsløre, nogle ville sige love, en ændring i træningsregimentet. Og hvad rager det så lige mig, hører jeg min læser udbryde med fortvivlelse i stemmen. Svaret: sikkert ikke en bønne, men er det ikke vidunderligt, at man(d) kan bruge et forum som dette til uhæmmet navlepilleri. Jeg lover at kigge med, når DU selv piller navle, så bær over med mig. Vi kom fra det der med engle og dæmoner, ups, der røg dælme lige en bogfinke af panden, engle og djævle var det. Dagens spinning-program (hedder det det?) var doblet op. Jeg havde booket timer fra 9 til 10. Og så fra 10 til 11. Omkring klokken 10 vågnede både englen og djævlen. Englen pudsede glorien, det gør sådan nogle, og mindede mig om, at jeg havde sat mig noget for, og så bare værs’go havde at gennemføre det. Djævlen returnerede serven med stor stil, da han mindede mig om, hvor meget shopping, jeg egentlig kunne nå på sådan en time. Der var mentale billeder af sportsbutikker, FONA, boghandel og mindre lødige steder (det er jo en djævel). Dertil kommer, at mine ben efter små 60 minutter allerede var helt med på at kaste håndklædet i ringen. Men mirakuløst nok fik jeg stoppet en sok i kæften på min lille djævel på højre skulder (alt djævelskab kommer som bekendt fra højre fløj). Det fortrød jeg naturligvis bitterligt 30 minutter senere, da mine ben var ved at udfylde seperationspapirer uden samkvemsret. Men kroppen, selv en affældig størrelse som min, KAN altså mere, end hjernen prøver at bilde os ind. Så jeg gennemførte min lille bly-man (iron-man er kun for voksne). Benene nægter stadig at tilgive mig. Jeg stavrer rundt på to trætte stolper her i residensen. Men følelsen af at have gennemført noget, man ikke var sikker på, man kunne, er altså ret suveræn. Så jeg har allerede booket mig ind næste lørdag. Normalt er jeg klar til at klappe jubelidioter, der messer floskler a la: “man kan, hvad man vil”, en på låget. Men helt løgn er det ikke. I hvert fald kan man meget mere, end den lille djævel altid står klar til at bilde én ind. Med det stykke livsvisdom, der ville...

Read More

Gribende opdatering fra frontlinjen…

Gribende opdatering fra frontlinjen…

Jeg har holdt et møde med mig selv om mit træningsprogram. Der var almindelig utilfredshed og en begyndende mangel på motivation, hvilket altid er af det onde. Så. Efter en del kævl nåede vi frem til enighed. I stedet for spinning både lørdag og søndag er det nye tiltag en dobbelt omgang SATS-cykling lørdag, altså fra kl. 9.00-11.00 hos Rasmus Av Mine Ben Emborg og så et søndagsprogram, der er mere varieret. Jeg forestiller mig noget med styrketræning plus noget selvpineri på crosstraineren. Naturligvis går jeg ikke fra spaghetti-arme til Arnold af den grund, men jeg kunne fornemme, at mit nuværende træningsprogram kun fungerede syd for navlen (indsæt lummer vits efter eget ønske her). Overkrop og arme var lidt, som jeg forestiller mig en munk må være: trængende. Ergo styrketræning af de relevante muskelgrupper. Jeg mener bestemt, de stadig er der, de skal bare genopdages. På den måde går jeg fra at kun være øm i benene til at være øm i hele kadaveret. Drøn-amerikansk. Jeg vender tilbage med resultater og vurdering, hvis jeg magter det. Stay tuned (det er svensk og betyder: husk din tun-udstødning). God weekend, boy- og girlfriends. Er det i øvrigt ikke bare totalt fedt med sådan en bededag? Jeg overvejer at blive religiøs fundamentalist, hvis det kaster en ekstra ugentlig fri-, undskyld, bededag af...

Read More

Fresh Prince da capo

Fresh Prince da capo

Jeg var vist så letsindig i et tidligere indlæg at love en opdatering med hensyn til forskellen mellem at køre indendørscykling hos SATS og Fresh Fitness. Jeg har allerede været inde på hovedforskellene, men her til morgen kørte jeg så Fresh Fitness’ program for øvede, det de kalder niveau 3. Det handler om 75 minutter, hvor den maksimale puls er tænkt til at ramme niveau 9 i deres skala, dvs. op til 96% af ens maxpuls. Min instruktør oppe på skærmen var en munter og frisk gut ved navn Kristian. Frisk på den måde, som man ser visse DJ’s på jyske lokalradioer være. Men han slap sgu af sted med det pga. sin ufortrødne nørdede charme. Faktisk er han den bedste af de instruktører, jeg indtil nu har underkastet mig i Fresh’ cykelbiograf. Programmet var udmærket opbygget med en blanding af tyskertung trampen, der kunne få enhver lårmuskel til at blive rørstrømsk, og italiensk Pantani-spurt op ad bakkerne. Efter 75 minutter i sadlen, i øvrigt mutters alene, det er åbenbart ikke et hit at lege flagellant klokken 7.30 nytårsaftens morgen, var resultatet den behagelige summen i de ømme muskler. Mission accomplished. Og så til det med sammenligningen. Går du til indendørscykling i Fresh Fitness, kræver det rygrad. Ikke fordi det er hårdere end hos SATS, det er det ikke, men det er KUN dig, der kan smide mønter i parkometret. Du skal ville det. Også når det gør ondt og lungerne er på vej ned på gulvet. Der er selvfølgelig opmuntring fra Kristian & co. Men jeg kan mærke, at selv med den bedste vilje, så lader jeg mig selv presse lige det mere i de kyndige hænder hos SATS’s instruktører. Naturligvis betyder det også noget, om man sidder i en rungende tom sal eller på et helt fyldt hold af svedende og prustende med-cyklister. Det ville ikke være fair at bedømme Fresh på den konto, da jeg indtil nu ikke har oplevet at køre med flere end en håndfuld andre hos dem. Så. Dropper jeg SATS? Nej. Dropper jeg Fresh? Nej. Er jeg et fjols med for mange penge? Ja og nej,  i den rækkefølge. Jeg er nået frem til, at de to kæder egentlig supplerer hinanden godt. I hvert fald for mig. Jeg vil ikke undvære holdtræningen hos SATS. Men Fresh’ åbningstider og yderst fleksible koncept gør det til et sted, jeg vil bruge til styrketræning og en tur på cyklen på underlige, ukristelige...

Read More

Fresh Prince…

Fresh Prince…

Jeg har fået en ny ven. Han hedder Johnny. Det sidste passer måske, det første er noget ævl. Johnny aner ikke, jeg eksisterer. Men han er min nye cykelinstruktør i fitnesscentret. En af mange faktisk. Jeg kommer sikkert aldrig til at møde ham, for han bor oppe på et stort lærred. Jeg har nemlig for første gang prøvet cykling hos Fresh Fitness. Mig og Fresh kom lidt skidt fra start. Normalt træner jeg I SATS ovre i Frederiksberg Svømmehal. Det er et glimrende sted med engagerede og gode instruktører. Men stedet er ramt af den forbandelse, at de følger svømmehallens kommunale lukketider. Så lugter det bare lidt af en helligdag inden for en 14 dages radius, knalder de låget i. Ej, okay. Det er at stramme den, men de har fx ikke åbent i juledagene. Det pissede mig en hel del mere af i år, end jeg havde troet. Sandsynligvis fordi jeg er kommet ind i en rytme (læs: afhængighedsforhold), hvor jeg bare skal cykle mindst to-tre gange om ugen for at være glad og veltilpas. Er man syg eller på anden måde forhindret, falder straffen prompte, når man vender tilbage. Så jeg havde et lille problem, for SATS har lukket eller solgt en hel stribe centre fra. Når man som jeg er på cykel til og fra, så er Lyngby eller Søborg ikke oplagte alternativer. Men det er Fresh Fitness. De har en hel stribe centre i København. Bl.a. det tidligere SATS-center beliggende i passagen mellem Vesterbrogade og Matthæusgade. Inde i det, der hedder Toves Galleri. Og så er vi tilbage til den lidt kiksede start. Tove eller folkene i Fresh havde glemt at fortælle det vagtselskab, der skal åbne dørene til galleriet, at de havde åbent i juledagene. Så det lykkedes først for mig og et par andre natpissere at få adgang til det fortabte paradis, da en lettere overrumplet hundelufter, der boede i ejendommen, blev overtalt til at lukke os ind i Toves gange. Selve adgangen til fitnesscentret foregår ved hjælp af et chiparmbånd, man får udleveret ved indmeldelsen. Nå, efter den lidt dårlige start blev tingene hurtigt markant bedre. Jeg gik på opdagelse for at finde omklædningen. Skiltningen er glimrende, så selv en jomfru på stedet som mig fandt hurtigt op på første sal og ind i herreomklædningen. Der er rent, lyst og indbydende. Det gælder ikke kun omklædningen, men hele centret. Møder man, som mig, uomklædt, er der små (nøgleordet er små) skabe, hvor man næsten uden problemer kan få plads til træningstaske, sko og tøj. En bøjle ville have fået mig helt op at ringe, men det kommer måske. Aflåsningen af skabet foregår ved hjælp af en medbragt hængelås (husk den). Et rigtigt...

Read More

Down the rabbit hole

Okay, jeg indrømmer det. Jeg er en lille smule konservativ. Altså ikke Barske Bimmer-agtig, men konservativ i den forstand, at jeg er ret fasttømret mht. visse ting. Det med at lave om for at lave om har jeg aldrig fattet. Når jeg nu er i skriftestolen, kan jeg vel lige så godt gå all in og indrømme, at jeg har en ting med bøger. Ja, høje dommer. Så galt er det fat. Derfor var jeg meget, meget spændt på min reaktion på mit nyeste isenkram i forbindelse med læsning. Jeg har investeret i en tablet. Det er nysprog for en iPad-lignende ting, der igen er nysprog for en lille trykfølsom skærm med indbygget computer.Sådan en fætter kan bruges til mangt og meget. Man kan spille Angry Birds, til man får hård hud på fingrene. Man kan lytte til musik. Se film. Skrive blogs. E-maile. Overspringshandle på facebook og Boyfriend. Og en milliard million andre ting. Og så kan man bruge den som en e-bogslæser. Det er her mit konservative sind bryder ud i mild paniksved. For jeg elsker (det er ikke for stærkt et ord) de gamle papirbøger. Naturligvis for deres indhold. I det mindste nogle gange. Men også for deres følelse. Deres vægt. Papiret. Duften. Typografien. Indbindingen. Hele håndværket. Især de gamle, smukke værker kan gøre mig salig. Der har været mange forsøg på at erstatte den trykte bog. Jeg har læst indtil flere artikler, der proklamerede, at NU var den her, den elektroniske dims, der løste cirklens kvadratur. Men de fleste er feset lige så hurtigt ud som en stripper til en indre missionsk konfirmation. Enten har de været teknisk underlødige. Eller der har ikke været nok elektroniske bøger til dem. Forlagene har ikke kunnet blive enige om formater, kopibeskyttelse og fanden og hendes pumpestok. Et af de mere sejlivede bud på tronen har været Amazons Kindle. Jeg har aldrig ejet en sådan, men jeg har dog haft en i hånden. Uden at blive omvendt. Størrelsen var handy og det såkaldte elektroniske blæk var rimeligt naturtro. Men jeg havde aldrig givet 100-200 dollars for vidunderet. Men nu har jeg altså en maskine, der byder sig til, også på det felt. Og dommen? Jeg er forbavsende positiv. For ikke at sige overrasket. Jeg kaster lige et link til et par fotos af miraklet. Min tablets vægt og størrelse gør den udmærket som e-bogslæser. Man behøver ikke muller som Arnold for at sidde med den i flere timer. Skærmens opløsning gør det til en fryd for øjet at læse. Ikke noget med hovedpine efter tyve minutter. Man kan ændre på størrelse og typografi, hvis man har en særlig forkærlighed for eller modvilje mod en bestemt type. Den side af...

Read More

Frihed under ansvar

Frihed under ansvar er et af den borgerlige fløjs mottoer. Graver man lidt på fx de konservatives hjemmeside, støder man ret hurtigt på indhold, der matcher det nævnte motto. Fx mht. sundhedspolitik: “Vi ønsker en aktiv forebyggelse, så vi undgår livsstilssygdomme og fedmeepidemier. Som følge deraf handler forebyggelse om at understrege, at borgeren i høj grad er ansvarlig for sin egen sundhed” (http://www.konservative.dk/Politik/Sundhedspolitik/Sundhed). Fair nok. Det er en velkendt holdning på mange områder. Jeg tillader mig at antage, at de fleste borgerlige ikke bryder sig om en storebror-stat, der går ind og detailregulerer individets liv. Jo mere liberalistisk ens grundsyn er, jo større modvilje. Nu er jeg hverken konservativ eller liberalist. Men jeg bor i en ærkekonservativ kommune: Frederiksberg. I dag gjorde jeg en opdagelse, der overraskede mig ganske meget set i den kontekst, jeg lige har ridset op. Jeg plejer at benytte weekenden til at tilbede min krops tempel. Eller sagt på en anden måde: jeg kaster mig gerne ud i noget motionsagtigt uvæsen. Nogle gange efterfølger jeg de udskejelser med en tur i solarium. Det kan jeg så ikke mere. I hvert fald ikke i Frederiksberg Svømmehal. Der var sat et opslag på døren ind til solen. Pga. de iboende farer ved soldyrkning har man besluttet at lukke solariet. Og man håber på forståelse herfor. Det sidste lå det en kende småt med hos mig, så jeg tøffede ned til damen i billetsalget for at spørge efter flere oplysninger. Nærmere betragtet om det var en beslutning, svømmehallen havde truffet på egen hånd, eller en der var kommet oppefra. Det sidste var tilfældet. Det var efter ordre fra kommunen, fik jeg at vide. Og så er vi tilbage ved det paradoksale i en konservativ kommune, der leger storebror. Jovist. Jeg er helt på det rene med farerne ved soldyrkning. Men hvis kommunen skal være konsekvent, antager jeg, at det ganske snart er umuligt at købe spiritus eller tobaksvarer inden for kommunegrænsen, og da i hvert fald i kommunens kantiner og bygninger. Et andet argument for at forbyde kunstig sol (eller skal vi tage skridtet fuldt ud og forbyde ophold udendørs de fire dage hvert andet år, vi har sommer) er den samfundsmæssige pris for at behandle kræft. Fair nok. Men det samme argument gælder sprut og tobak. Så ud med dem også. Eller? Vi er med andre ord rendt lige ind i debatten om forbud. Min partifælle Ida Auken var for nylig i radioens P1 for at diskutere netop dette. Desværre blev debatten aldrig frugtbar, da den meste energi gik med at skændes om forudsætningerne for selve debatten. Men emnet er væsentligt. Personligt har jeg et ambivalent forhold til forbud. Jeg kan sagtens se fornuften i en række...

Read More

Tiderne skifter – eller gør de?

Nogle gange bliver man opmærksom på tidens gang på de underligste måder. Tag nu fx i dag. Jeg havde sadlet Den skide hest op til en lille udflugt mellem den danske sommers tordenbyger. I ved, hvordan det er. Man har jo sine ærinder. Nogle er mere præget af fornøjelse end andre. Så da apoteket og fødevarepusheren var overstået, galoperede min trofaste ganger og jeg ind til Viktoriagade. Derinde befinder Men’s Shop sig. Det er en forretning, der primært henvender sig til det lyserøde segment. Sortimentet er, øh, alsidigt. Jeg havde på deres hjemmeside bl.a. set, at man kunne erhverve sig en CD med den legendariske bøsse-LP fra 1975. Det er aldrig lykkes mig at opsnuse den oprindelige vinyl-udgave, så jeg har længe lovet mig at få købt CD’en.Nu skal det her ikke udvikle sig til en decideret dansk bøssehistorie. (I er klar over, at der er lagt i ovnen til et men, ikke? Jep). Men. Bøssernes Befrielsesfront – det var der noget, der hed – er en uomgængelig del af den tornede vej til dagens Danmark, hvor begivenheder som sidste weekends Pride lader sig gøre. Jeg copy-paster lige fra en artikel om BBF: (kilde) ”Bøssernes Befrielsesfront (BBF) startede i 1971 som den første homoseksuelle bevægelse i Danmark, der førte en offensiv kompromisløs linje med sammenkædning af politik og seksualitet. BBF’s formål var en seksualpolitisk bevidstgørelse af bøsser i og udenfor BBF, samt bøssepolitisk oplysning på uddannelssteder, arbejdspladser, i medierne og på gaden. At påvirke unge i en anden retning end den højredrejede, familiefascistiske og forvrængede seksualoplysning man møder i folkeskolen og på andre uddannelsessteder. Såvel støtte som kritik af andre venstregruppers arbejde. Støtte til andre undertrykte grupper. Samarbejde med Forbundet af 1948 i kampen mod undertrykkelsen. Bekæmpelse af de gængse kønsroller. BBF deltog hvert år i Christopher Street Liberation Day-demonstrationerne enten i København eller Århus. Det er nærmeste lørdag omkring d. 24. juni. De fleste i BBF var eller havde været i basisgrupper, hvor især nye medlemmer kunne hente personlig støtte og opbakning i deres hverdag som bøsser. BBF førte ikke kartotek over sine medlemmer og havde ingen ledelse. Arbejdet var drevet af den enkeltes lyst.” Citat slut. Den kvikke læser – og har jeg andre – vil have gennemskuet, at det anvendte leksikon har en vis slagside mod venstre. Jeg elsker ordet ”familiefacistiske” LOL. Nå, det væsentlige var at give en baggrund for Bøssepladen. Den er indspillet i 1974 og udkommer i 1975. Og det er ikke lutter flade hippier, der trutter i chillummen. Blandt de medvirkende finder man navne som: Anders Koppel, Jens Rugsted og Kasper Winding. Hvis i går ind på Youtube og taster søgeordene ”Bent Jacobsen bøsse”, kan i finde størstedelen af sangene fra CD’en....

Read More

Nogle oplevelser og ting er ganske enkelt noget nær umulige at skrive om på en måde, der yder dem retfærdighed. Måske er det i virkeligheden hemmeligheden bag stor poesi: den talentfulde digter formår at bøje og arbejde med sproget på en måde, så det færdige produkt ender som mere end summen af delene. Før jeg fortaber mig i holistiske falbalader må jeg hellere slå fast, at jeg hverken er en stor digter eller specielt talentfuld. Når jeg alligevel bestiger Den skide hest for atter at kæmpe med mine personlige vindmøller, er det, fordi jeg dels selv har behov for at sætte ord på følelser og oplevelser fra gårsdagens Copenhagen Pride. Og dels fordi jeg år efter år ser den samme fortærskede diskussion om det rimelige i og det fornuftige ved et show som Priden. Lad mig få det rent subjektive læsset af med det samme: Det er for mig et af årets absolutte højdepunkter at deltage i Priden. Så kan i komme rendende med jul, nytår og udsalg i IKEA. Hver gang. Ikke bare hver gang, men hver eneste gang bliver jeg rørstrømsk og får fugtige øjne, når jeg begynder at gå med paraden rundt. Folk, der kender mig, vil vide, at jeg ellers ikke er specielt grådlabil, så hvorfor denne bølge af følelser? Jeg er glad, fordi du spurgte. For at svare må jeg lige rode mig ud i nogle tågede overvejelser. Bær over med mig. Hvad er fællesnævneren for os, der deltager i Priden? Ja, ikke sandt. Det er noget nær umuligt at svare på. Vi er folk fra alle dele af landet, mænd og kvinder, forskellige jobs, forskellige seksualiteter, forskellige uddannelser, forskellige politiske ståsteder, forskellig alder og givetvis forskellige personlige grunde til at møde op. Men jeg vil vove følgende påstand: Det, der samler os. Det, vi alle deler, er følgende: Vi er alle mennesker, der enten bliver eller er blevet set skævt til ene og alene, fordi vi er os selv. Både historisk og i den enkelte persons liv. At være homoseksuel blev først slettet af Sundhedstyrelsens sygdomsliste i 1981. Ja sgu. I 1981. Transkønnede har stadig den tvivlsomme fornøjelse at stå på listen. I mange lande er homoseksualitet ulovligt, man har i den senere tid hørt rædselshistorier fra visse afrikanske lande, hvor folk hænges ud – eller bare hænges – for at udleve deres kærlighedsliv. Naturligvis render man ikke rundt med alle de ting i tankerne, når man deltager i Priden. Men de er der. De ligger i baggrunden. Det samme gør alle de oplevelser, hvor folk har råbt efter en. Kaldt en for alle mulige nedrige ord. Eller endog har fysisk forulempet en. De fleste folk i min omgangskreds kender til alle eller...

Read More

About me/ om mig

Nå. Vi prøver den her: Jeg er en lettere forvirret midaldrende personage, der elsker Monty Python og Wulffmorgenthaler. Det må da være dækkende, ikke? Hmm. Mere, siger du? Jeg er elendig til sport, men hvis jeg spiller med, er jeg altid på det lyserøde hold! Kan man egentlig skrive om sig selv uden at forfalde til etiketter? Jeg hader nemlig etiketter af et godt hjerte og forsøger derfor at skrabe dem af de dåser og flasker, jeg møder. Af samme grund har jeg polititilhold i de fleste større, danske supermarkedkæder. Pastillen sat for panden, så indrømmer jeg at høre til et eller andet sted i den vidunderlige LGBT-regnbue. Bøsse er en oplagt mulighed. Jeg har også flashet ordet panseksuel, men eftersom ingen - heller ikke jeg - er helt klar over, hvad det dækker, er etiketten Jan nemmere i daglig brug. Jeg er en konservativ socialist. Det vil sige jeg tror på antikverede begreber som medmenneskelighed, social ansvarlighed og parolen om at yde efter evne og nyde efter behov. Jeg er også så oldschool, at underlige ting som opdragelse, god opførsel, love og regler faktisk betyder noget for mig. Jeg har brugt mere end 20 år af mit liv på at gå i diverse skoler og tilegne mig absurde mængder af viden. Den gode nyhed er, at det tager langt kortere tid at glemme det meste igen. Bøgernes, har hele mit liv været det univers, der har ligget mit hjerte nærmest. Jeg er militant anti-snob, når det kommer til litteratur. Mit hjem bøger præg af min kærlighedsaffære med bøgerne. Apropos hjem så står Bo Bedre ved siden af fremmedordbogen. Hygge og funktionalitet er i højsædet, moderne design og møbler med en pris, der ville skræmme mig fra at sidde i dem, er ikke. Jeg ryger ikke, drikker ikke, sover ikke og render ikke med utugtige mandfolk. På en god dag er ungefähr 50% af det sludder nogenlunde rigtigt. Jeg er selektivt socialt anlagt. Man må ikke bruge ordet enspænder mere, har jeg ladet mig fortælle, så tror de fleste bare, at der er tale om en bombemand eller seriemorder in spe. For mange år siden læste jeg imidlertid en bog af Sasha Cagen om begrebet quirkyalone - det er endnu et begreb, som ingen ved, hvad betyder, men når nogen med medlidenhed i blikket spørger til min ægteskabelige stand, er det en god trumf at have i ærmet. Jeg elsker at cykle, også indendørs, at tapsvede på en spinningcykel er min favoritselvtortur. Svømning er også et hit. Den elektronske motion foregår hjemme på sofaen, hvor min Playstation 4, Playstation 3 og min Xbox er mine bedste venner. Jeg er nyomvendt discipel i den neoreligiøse kult Apple-brugere. Medlemsskabet er dyrt, men det hele værd. Der er alle de andre telefoner og computere, og så er der Mac. Q.E.D. Med hensyn til computerspil, har jeg taget hele turen fra den vidunderlige Commodore 64 over Amiga'en og en masse PC'er. Musik er en anden livslang kærlighed. Jeg er ikke maskinstormer, så de forskellige streamingtjenester er jeg dus med, men jeg har for evigt reserveret en særlig plads i mit hjerte til LP'en. Opera, biograf, koncerter og teater hører til mine favoritbeskæftigelser, når jeg vover mig væk fra matriklen. Jeg er nogenlunde heteronormativt tosset med fodbold, de bedste klubber er naturligvis Manchester United og Brøndby. Tv-serier elsker jeg, men udelukkende på DVD, jeg magter ikke alle de (indsæt bandeord efter eget ønske her) reklamer. Jeg har netop opdaget HBO og Netflix, som klart er geniale tidsrøvere. Politisk er jeg rødgrøn og inkarneret humanist. Ligesom med mænd har jeg prøvet de fleste varianter inden for politik, før jeg parkerede mig hos Enhedslisten. Jeg er stor tilhænger af europæisk (og globalt samvær og samarbejde, men ikke som Brussels kører showet. Ghandis livsfilosofi er en inspiration ligesom den socialistiske ideologi, problemet ved begge er, at det er mennesker, som skal leve efter dem.

Seneste kommentarer